Af Jesper Søe
Ambassadør og indtil for nylig eksekutivdirektør i Den afrikanske Udviklingsbank, Erik Fiil, fylder 70 tirsdag den 7. september.
Landmandssønnen fra Agedrup lidt uden for Odense, der tog sin mors slægtsnavn, og kom til udenrigstjenesten for 40 år siden som nybagt cand.polit., er en af de sidste “store gamle” i dansk udviklingsbistand.
Den åbne og vennesæle mand med det umiskendelige fynske toneleje har gjort hele turen med og undervejs skabt sig en bemærkelsesværdig karriere, der efter hans retræte fra “tjenesten” som 67-årig i 2001 førte ham til posten som nordisk eksekutivdirektør i Den afrikanske Udviklingsbank i Abidjan i Elfenbenskysten.
Her blev det til 3 år (2001-2004) og ifølge Berlingske Tidendes fødselsdagsomtale er han vendt hjem til Danmark med behersket optimisme for det fattige kontinent, hvis man bare kunne få has på den galopperende aids.
Der har ellers været både afrikanske op- og nedture i Fiils diplomatiske karriere. Opturen må vel siges at være opholdet i Kenya, hvor den handlekraftige mand frapperede både den hjemlige udenrigstjeneste og Kenyas præsident, Daniel arap Moi, da denne i 1992 gjorde fejringen af landets uafhængighedsdag til et valgmøde for sig selv og sit parti. Da drejede Fiil om på hælen og forlod ceremonien sammen med Tysklands, Sveriges og USAs ambassadører.
Det krævede mod og gav i øvrigt ikke skår i karrieren, der startede med én Per (Hækkerup) og sluttede med en anden Per (Stig Møller) som chef. Som ambassadør i Nairobi på dette spændende tidspunkt i Kenyas nyere historie (1988-93) repræsenterede Fiil en overgang også Norge, efter at de kritiske nordmænd var blevet smidt på porten af den egenrådige Moi.
For Fiil var det utvivlsomt et optimistisk tegn for kontinentet, at samme Moi rundt regnet 10 år senere måtte slippe tøjlerne og overgive magten til en ny reformivrig Regnbuekoalition. En demokratisk udvikling, som bl.a. var kommet i stand efter intenst pres fra de udenlandske bistandsdonorer, deriblandt Danmark.
Årene i Kenya betød også, at enkemanden Fiil mødte sin nuværende kone, Gerd Hauschildt, der var ansat på ambassaden – og nu ved hjemkomsten fra Abidjan genoptager sit job i Udenrigsministeriet.
Noget anderledes er det rigtignok gået med Fiils anden afrikanske stationering. Årene som ambassadør i Robert Mugabes Zimbabwe (1997-2001) var ellers spændende, begivenhedsrige – og turbulente – nok. Og Fiil har aldrig været bange for turbulens, hvad der ikke kun skyldes uddannelsen som reserveofficer i Flyvevåbnets raketenhed.
Da Zimbabwes hovedstad var skueplads for voldsomme optøjer og plyndringer i januar 1998, lod de fleste kontorer deres ansatte blive hjemme – men ikke Fiil. Han holdt ambassaden åben og observerede politiets kampe med demonstranterne fra sine store hjørnevinduer på første sal i Union Street i Harares centrum – med kameraet klar til skud.
Med til billedet hører, at Fiil på kontoret i Harare havde en karikaturtegning hængende fra en avis i Nairobi, der viser ham udvandre fra festlighederne på Nationaldagen i 1992.
Fiil så nok allerede, hvor det bar hen i Zimbabwe – hen mod den enorme økonomiske nedtur og politiske isolation, Mugabe siden har bragt sit land i; det land, der engang var det sydlige Afrikas kornkammer, og som rådede over en infrastruktur, andre fattige afrikanske lande kun kunne drømme om,
Som han åbenhjertigt sagde til Danidas tidsskrift “Udvikling i april 1999: – Det er trist at skulle sige det, men regeringen har ført en meget forkert politik på en lang række områder. Hvorefter han i øvrigt gav regimets forbenede marxister deres bekomst.
Åbenheden har altid ligget til Fiil, som formentlig gerne havde forfulgt en journalistisk løbebane, men måtte “nøjes” med at være redaktør af bladet “Reserveofficeren” i 2 omgange. Til gengæld har han gennem årene ydet talrige journalister uvurderlig bistand, og oven i købet været rede til at åbne sin dagbog, så offentligheden kunne kigge med.
Tag bare hans virke i den såkaldte Camberley-gruppe, som tilbage i 1980erne søgte at gøre det diplomatiske forarbejde for at vælte FN-systemets absolutte sololøber og imperiebygger, den mægtige generaldirektør for FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, Edouard Saouma, som ønskede at blive genvalgt igen og igen.
Det lykkedes ikke – i den omgang – at få bugt med Saouma, formentlig fordi han benyttede sig af metoder, som ikke tålte dagens lys: Stemmekøb. Men Fiil fortalte den, der skriver dette, hele historien, helt ned i detaljen, og den stod så i Kristeligt Dagblad – hvad der fik Saoumas danske væbner, den daværende informationschef i kolossen i Rom, Richard Lydiker, til at fare i flint med krav om berigtigelse.
Et krav, der faktuelt kunne tilbagevises punkt for punkt, fordi Fiil naturligvis havde orden i sine sager, argumenter – og datoer.
Når Fiil var inde i denne sammenhæng skyldtes det hans medlemskab af det danske FAO-udvalg og posten som kontorchef i et af Danidas multilaterale kontorer, som bl.a. befattede sig med FAO – men også med FN-systemets duks, den innovative Internationale Fond for Landbrugsudvikling, IFAD, som satsede 100 procent på de fattige u-landsbønder, og især vandt Fiils hjerte. Det betød, at han i årevis – og med held – kæmpede for at sikre IFAD dansk bevillingsmæssig bevågenhed.
Ellers var det udviklingsarbejdets “grønne” del, han viede mange af sine kræfter. I Nairobi var han som ambassadør automatisk Danmarks faste repræsentant ved FNs Miljøprogram, UNEP, som har hovedsæde i den kenyanske hovedstad, og interessen var straks skabt.
Det betød, at han ved hjemkomsten til Asiatisk Plads i 1993 blev udpeget til første chef for Danidas nye miljøsekretariat med ansvar for at koordinere opfølgningen på Miljøtopmødet i Rio i 1992. Han nåede i denne sammenhæng også at blive bestyrelsesmedlem i Den Globale Miljøfacilitet (1994-97) – et relativt overset organ, som i virkeligheden lå inde med meget store midler til det internationale miljøarbejde.
For Fiil blev arbejdslivet udviklingspolitik og u-landsbistand, i hvert fald siden 1978, men dansk politik har han såmænd også været aktiv i. Således var han med i kredsen omkring Liberal Debat og medforfatter til bogen “Unge Liberale”, der udkom i 1964 og varslede opgøret med Erik Eriksens fastlåste VK-samarbejde.
Nu bliver han hjemmegående, først i sommerhuset i Klint i Odsherred og fra 1. november i den nye helårsbolig i Birkerød – byen, hvor Thorkil Kristensen boede og Liberal Debats senere aflægger, Liberalt Centrum, scorede sin største stemmeprocent ved valget i 1966, da partiet rykkede ind i Folketingert – for senere hurtigt at rykke ud igen.
Så på mange måder er Fiil kommet hjem til rødderne, selv om det er lidt nord for det gamle domicil i Holte.
Herfra skal lyde et stort til lykke på dagen.
Jesper Søe er journalist og redaktør af u-landsnyt.dk
