Kendt fotograf fylder rundt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Fotograf Mike Kollöffel, Frederiksberg, fylder 50 onsdag den 25. april.

Den engagerede u-landsarbejder og -iagttager blev født i Baden–Baden i det dav. Vesttyskland, kom til Danmark i november 1978 og slog sig ned, giftede sig og fik børn – og tabte sit rejsehjerte til Latinamerika, måske allermest Bolivia.

Enhver, der har mødt Mike Kollöffel, ved med hvilket engagement og hvilken professionalisme, han griber tingene an. Denne signatur mødte ham især som leverandør af fotos til Danidas tidsskrift “Udvikling” og måtte gang på gang gribes af billedernes motiviske klarhed, umiddelbare fortællekraft og skønhed.

Især et digert 72-siders særnummer af tidsskriftet om Bolivia i 1997 står som et lysende eksempel på, hvad en begavet fotograf kan gøre for billedsiden. Og så gør det heller ikke noget, at hans viden om Andeslandet er nærmest altomfattende og båret af dyb indlevelse for de fattige indianere, han sammen med bl.a. nu afdøde journalist Steffen Knudsen har skildret i flere bøger.

Starten i det danske var ellers ydmyg nok. Fra 1978 til 1983 arbejdede han på maskinfabrik, var pædagogmedhjælper og hjemmehjælper, før medieverdenen fik tag i ham efter et mediekursus og AV/TV på Kolding Højskole.

1984-87 var han ansat som fotografassistent hos fotograf Karsten Movang og blev uddannet som fagfotograf. Siden 1989 har han så arbejdet som freelance fotograf.

Som det globaliserede menneske han er, taler han engelsk, fransk, spansk, portugisisk samt dansk og naturligvis sit tyske modersmål.

Mike Kollöffel har sit virke som reportagefotograf i Latinamerika, Afrika og Asien med baggrunds- og nyhedsreportager og kampagner for hjælpeorganisationer, til dagblade og magasiner samt video-indslag til elektroniske medier.

I Danmark arbejder han især inden for fagblade, forskellige organisationer (danske og internationale), ministerier og styrelser, teater samt som still fotograf på film/TV-produktioner.

Han er gift med journalist Linda Nordahl Jakobsen på Folkekirkens Nødhjælp, og parret har 2 børn på henholdsvis 14 og 18 år.

Da de var små, lærte de deres fars vandrende veje at kende. Hele familien tog i 1995 på 6 måneders forældreorlov verden rundt til Bolivia, Peru, USA, Tonga, New Zealand og Indonesien, mest en familietur, men også lidt reportagetur. For kameraet hviler sjældent.

Et stort til lykke på dagen fra

Jesper Søe

Redaktionen af u-landsnyt.dk