Det kontroversielle institut for global grøn vækst, GGGI, i Sydkorea er endnu engang i mediernes søgelys på grund af en uheldig sag. Denne gang handleer det om et bestyrelsesmedlem, der fik millioner til et forskningsprojekt, skriver dagbladet Information torsdag.
Den britiske økonom Lord Nicholas Stern, der er forfatter til miljørrapporten ”The Stern Review”, fik i 2012 næsten 12 millioner kr. i forskningsstøtte fra grøn vækst-organisationen Global Green Growth Institute (GGGI). Det skete på trods af at Stern på det tidspunkt sad i organisationens bestyrelse.
Pengene gik til Grantham Research Institute (GRI), der er en del af London School of Economics. GRI forsker i klimaforandringer og miljø. Stern har været leder af instituttet, siden det blev oprettet i 2008.
Information har fundet ud af, at bevillingen fra GGGI til GRI blev givet, selv om der internt i GGGI-systemet blev advaret om, at Stern stod i en interessekonflikt.
En medarbejder i GGGI skrev i et brev til den dav. general-direktør Richard Samans, at han var bekymret for om de interne beslutnings-gange var blevet fulgt.
Danmark har bidraget med 90 mio. kr. til GGGI og ifølge Information tyder det på at det netop er nogle af disse penge, der er gået til Nicholas Sterns institut.
At det kan lade sig gøre på den måde at spore de danske penge i GGGI-systemet skyldes, at det danske bidrag er et såkaldt kerne-bidrag, der ikke er bestemt til specifikke projekter.