Kendt kunstner og tusindvis af danske børn sætter fokus på 103 mio. børn, som ikke går i skole

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Et usædvanligt samarbejde mellem den verdenskendte kunstner Olafur Eliasson og tusindvis af skoleelever sætter fokus på 103 millioner børn verden over, der ikke kommer i skole, skriver u-landsorganisationen Ibis onsdag i en pressemeddelelse.

Det sker med udstillingen ”Send en ven i skole” på Københavns Bymuseum, som åbner tirsdag den 26. april og er arrangeret af Ibis.

Skoleeleverne har ladet deres kreativitet løbe frit og dekoreret udklippede figurer på mange måder. Hver figur symboliserer en ”ven”, som de ønsker at sende i skole. På denne måde gør eleverne opmærksom på, at der i dag er over 103 millioner børn – heriblandt 57 millioner piger – der ikke har mulighed for at komme i skole.

Olafur Eliasson har iscenesat de mange tusinde figurer, der vil dække gulvet i den mørklagte festsal på Københavns Bymuseum. Han gør brug af en stor, gul monofrekvent lyskugle og en hvid følgespot, der langsomt lyser rundt i rummet. I det gule lys er alle figurerne ens, men når de rammes af det hvide spot, ser man figurerne i deres individuelle form og farver.

– Det interessante for mig er, at der bag hver figur er 2 virkelige børn: Det barn, der sidder og tegner, og det barn, som den, der tegner, tænker på, og som ikke har adgang til skolen, siger Olafur Eliasson, der selv vil være til stede, når udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) åbner udstillingen tirsdag 26. april kl. 11.30.

Udstillingen er kulminationen på forårets store Hele Verden Kampagne, som 111.000 danske, grønlandske og færøske skoleelever har deltaget i ved både at læse i LæseRaketten og sende figurer til udstillingen.

I år er der særligt fokus på pigers ret til at gå i skole. Ifølge FNs tusindårsmål skulle piger i år have haft adgang til grundudannelse på lige fod med drenge. Dette mål er ikke nået.

Derfor indledes åbningsdagen 26. april med debatmødet ”Kun for piger” kl. 10. Ved mødet deltager 42 piger, samt tre af Ibises kvindelige ambassadører; skuespilleren Mette Horn, håndboldspilleren Mette Vestergaard fra FCK og forfatteren Rushy Rashid.

Yderligere oplysninger om kampagnen hos Annelie Abildgaard, kampagnekoordinator: tlf. 35 20 05 32, mobil 27 20 40 15, Morten Blomqvist, udstillingsansvarlig: tlf. 35 20 05 43, mobil 30 29 44 06 og Simon Ankjærgaard, presseansvarlig: mobil 22 30 16 81