Edith Nørgaard, tidligere mangeårig medarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke, er afgået ved døden, skriver MS på sin website, dateret den 19. december.
Edith Nørgaard rejste i 1945 ud som frivillig til Finmarken i det nordlige Norge, for at hjælpe til med uddeling af tøj, mad og udstyr i området. Det nordlige Norge var hårdt ramt efter de 5 krigsår. Der var russiske krigsfanger, der havde været i tyskernes fangenskab. Der var behov for alt, da manglen på madvarer og udstyr var fatalt.
Efter tiden i Nordnorge blev Edith Nørgaard som en af de første lønnede medarbejdere ansat på sekretariatet i Mellemfolkeligt Samvirke. Når der manglede penge til lønudbetalingen, arbejdede Edith som frivillig.
Hun var en ildsjæl og et meget engageret menneske med omsorg for de svage og dårligst stillede rundt om i verden som herhjemme. Det vidner beretninger fra det nordlige Norge om den dag i dag. Hun kunne lytte til folk og var altid parat til at give en hjælpende hånd med, når der var brug for det.
På MS var hun en loyal og værdsat medarbejder. Hun var en del af MS-historien og en institution. Edith Nørgaard var i 36 år ansat i MSs bogholderi. I 1983 gik hun på pension, men fortsatte med at følge med i MSs udvikling indtil det sidste. På MSs vegne vil vi i taknemlighed udtrykke et ære være Edith Nørgaards minde, hedder det.