Kendt tropemediciner død

Redaktionen

Overlæge, dr.med. Torbjørn Bennike, Frederiksberg er død. Han blev 87.

Torbjørn Bennike trak sig tilbage som overlæge ved Rigshospitalets epidemiafdeling i 1987, men fortsatte endnu nogle år med sit internationale virke, idet han blev professor ved universitetet i Zambia, og senere (1991) medlem af Lægebrevgruppens ledelse i Amnesty International, skriver Berlingske Tidende.

Torbjørn Bennike var speciallæge i intern medicin samt tropemedicin og infektionssygdomme. Han var medlem af og har været formand for Dansk Selskab for Tropemedicin samt været tropemedicinsk konsulent i Sundhedsstyrelsens specialistnævn. Han har skrevet mange artikler om tropemedicin samt om u-landsmedicinske og parasitologiske emner.

Efter nogle år som overlæge på Aalborg Amtssygehus tog han orlov og rejste til Congo/Zaire, først som overlæge og fra 1972-77 som Medecin Directeur. Det følgende år var han knyttet som senior lektor til det sundhedsvidenskabelige fakultet ved universitetet i Ilorin i Nigeria for herefter via Grønland at vende hjem til København som overlæge på Riget. Han sluttede sin gerning med en overlægevikarstilling i Grønland i 1993.

Torbjørn Bennike blev født 3. april 1917. Han døde 18. april 2004.