Af Jesper Søe, U-landsnyt.dk
635 sedler, hver lydende på 1.000 Kenya shilling, lægges på bordet i det danske firma, BoConcepts, møbelbutik i et forretningscenter i det centrale Nairobi. Så ekspedienterne får travlt med at tælle.
De 635.000 svarer til ca. 40.000 kr. Den danske indehaver, Johnni Kjelsgaard, har gjort endnu en handel med en af Kenya rige.
Den nye ejermand af den sorte lædersofa, der er importeret fra Danmark og produceret i jyske Ølgod, siger ifølge en reportage i Berlingske forleden, at han har boet i udlandet længe, men nu er flyttet tilbage til Kenya.
Sofaen er mage til den, han har stående i sin lejlighed i Hamburg, og prisen ikke noget problem, selv om den koster ca. 60 procent mere end i Danmark på grund af den lange transport.
Kjelsgaard forklarer Berlingske hvorfor: “Alternativet for vore kunder er, at de selv flyver til London, Dubai eller Johannesburg og køber møbler og derefter får dem fragtet til Kenya. Og det er nøjagtig den samme omkostning”.
Et øjebliksbillede fra Kenya her lige før 50 års jubilæet som selvstændig nation, der falder torsdag d. 12. december 2013.
Fra lædermøbler til slum
Få kilometer fra den fashionable møbelbutik ud til en af Nairobis hovedtrafikårer ligger Afrikas måske største slumby Kibera.
Her er gaderne knapt at se, volden er over alt, bander florerer og folk bor under kummerlige forhold i blikskure og andre konstruktioner. Sorte lædersofaer kan de kun drømme om.
Sådan er Afrika. Rigdom ved siden af fattigdom.
Eller tag det hårde liv – men dog tit bedre liv end i slummen -, som leves ude i landsbyerne og de mindre byer, hvor det store flertal af kenyanere bor.
Det var her Danmark hjalp med bistand til det vigtige landbrug.
For Danmark har stolte traditioner indenfor uddannelse af landmænd – både herhjemme og i forbindelse med udviklingsprojekter og -programmer op gennem årene.
Men Danidas landbrugssektorprogrammer er afviklet og erstattet af programmer for økonomisk vækst.
Med det resultat at alle de forskellige former for landbrugsfaglige uddannelser – formelle som uformelle – under universitetsniveau i Afrika ikke længere får samme officielle danske bevågenhed.
Det inkluderer landbrug som skolefag, støtte til markskoler (Farmer Fields Schools) på landsbyniveau, den tætte forbindelse mellem rådgivning og træning af landmænd (bortset fra den, som private firmaer yder indenfor specifikke værdikæder) samt støtte til bonde-sammenslutninger – tidligere danske mærkesager.
Danske NGOer fylder ikke dette hul ud. Der er i dag kun få NGOer, som er involveret i støtte til landmandsuddannelse og træning – eller i støtte til landbrugsudvikling i Syd i det hele taget.
Hvorfor nu nævne det?
Fordi hjælp til de fattige er hjælp til landbruget. Og fordi Verdensbanken og andre bistandsskriftkloge i årevis har konkluderet, at den bistand, der batter mest mod fattigdom, er bistand til jordbruget. Det giver simpelt hen mere virkning pr. bistandskrone.
Jo, men Kenya er på vej frem, gøres det gældende. Den økonomiske vækst holder sig pænt på fire til seks procent om året og gennemsnitsindkomsten pr. indbygger er højere end længe.
Helt rigtigt, men mødet med Nairobis travle rigdom, driftige forretningsfolk og højhuse er ikke hele billedet af Kenya. Faktisk slet ikke.
For Østafrikas største økonomi er den dag i dag et fattigt udviklingsland. Det skal man ikke læse længe i internationale rapporter for at finde ud af.
FNs seneste indeks over menneskelig udvikling (levevilkår) fra 2013 når frem til, at Kenya ligger helt nede som nr. 145 af 186 målte nationer – lavere end selv DR Congo. Danmark ligger til sammenligning nr. 15.
Så sent som i 1994 indtog kenyanere en noget mere flatterende plads som nr. 125 ud af 173 målte nationer.
Så Kenya er, når alt kommer til alt, et lavindkomstland, hvor gerne landets politikere end så det rykke op i gruppen af såkaldte mellemkomstlande – lidt rigere u-lande.
Hvornår kan det så ske?
Det hænger sammen med, hvor mange fattige der er.
Verdensbanken når i sin rapport om Østafrika fra august frem til, at det går den rigtige vej, men alt for langsomt.
Mens der i 2005 var 47 pct. fattige – altså næsten halvdelen af alle kenyanere – er andelen nu faldet til 38 procent. Vi taler her om mennesker, der lever for omregnet under en tier om dagen.
Og der er halvanden gang flere af dem – 15-16 millioner – end i hele Somalia, som den nu fhv. udviklingsminister var så hooked på at hjælpe.
Men den vigtige landbrugssektor er dårligt udviklet og langt hen ad vejen ikke effektiv, selv om den beskæftiger 75 procent af arbejdsstyrken (de fattige) – mod ganske få procent i rige lande, hvor der altid er mad på bordet.
Den store multilaterale bank i Washington DC når frem til, at hvis Kenya skal reducere sin fattigdom for alvor, må man sætte tempoet gevaldigt op. Faktisk fordoble nedbringelse af andelen af fattige, så der ikke kun skæres en procent af om året i deres antal, men to.
Det lyder måske ikke af meget, men vil betyde, at Kenya nærmest vil have udryddet dyb fattigdom i 2030.
Hvad skal der så til?
Banken mener, at medicinen er en bevidst politik om at få bugt med uligheden i samfundet – sådan som man har gjort med gode resultater i eksempelvis Uganda og Rwanda. Lande der ikke ligger langt væk fra det ellers toneangivende Kenya.
Rapporten i august var klar i mælet:
“I virkeligheden vil Kenya kun kunne udrydde ekstrem fattigdom i 2030 (Verdensbankens overordnede fattigdomsmål), hvis landet klarer de to procent færre fattige om året HVERT år. En så høj rate er kun mulig, såfremt økonomisk vækst går hånd i hånd med mindre ulighed i samfundet”.
Og uligheden har Kenya virkelig ondt i.
Kritikere kalder landet “et paradis for rovgribbe”, der skraber til sig på andres bekostning med stort set alle midler. Forsvarere fremhæver det moderne samfund, som bryder frem, den voksende middelklasse osv.
Verdensbankens tal (igen) peger på, at uligheden ikke blot er enorm i Kenya, den er også dybere end i de fleste afrikanske lande. Dybere end i f.eks. Etiopien, Tanzania, Uganda, Malawi og Mozambque.
Skellet mellem hvad de rigeste 20 pct. og de tilsvarende fattigste 20 pct. tjener er oppe i en størrelsesorden, så de første hjembringer over 20 gange mere end de sidste. Herhjemme er forholdet mellem de fattigste og rigeste en til fire – eller højest fem.
Galopperende folketal
Ikke nok med det.
Den økonomiske vækst skal konstant være i topform for at holde trit med befolkningsvæksten, ellers forringes status quo for den enkelte kenyaner, fordi der hele tiden bliver flere til at dele kagen.
Sammenligner vi stigningen i indbyggertallet mellem Danmark og Kenya er forskellen lige til at snappe efter vejret.
Begge lande havde stort set samme folketal i 1948 – 4,2 millioner. I 2013 er der 5,6 mio. danskere, men 44 mio. kenyanere – altså otte gange så mange.
Og 62 procent af kenyanerne er ikke fyldt 25. Prognoserne for de næste årtier er en sand folkevrimmel i en nation, hvor naturen allerede testes grundigt.
Danskernes opfattelse
Det er nok ikke dét danskerne tænker på i dag, når talen falder på Kenya.
Det er mere safari i dyreparkerne, strandene ved Det Indiske Ocean, Karen Blixen og hendes afrikanske farm og så vel de verdensberømte løbere.
Båndene mellem de to nationer er talrige.
Vi vil se på nogle af dem og foretage andre nedslag i det tema om landet, som vi indleder her torsdag op til nationens 50 års dag om en uge.
Temaet afsluttes søndag d. 15. december.
Se meget mere om Kenya (på engelsk) på
http://en.wikipedia.org/wiki/Kenya
