Som led i den kenyanske regerings bestræbelser på at få fingre i enorme værdier, som er stjålet af korrupte offentligt ansatte og politikere, opfordres embedsmænd nu til at komme frem med, hvad de ved – kort sagt agere fløjtetønder (whistle blowers), skriver FN-bureauet Irinnews.
Opfordringen faldt på en konference, som sluttede i weekeden i Nairobi og kom fra vicejustits- og forfatningsminister Robinson Githae. Han understregede, at “sladrehankene” vil få den nødvendige beskyttelse, men skal henvende sig direkte til justitsministeriet, rigsadvokaten eller det særlige anti-korruptions politi.
Githae illustrerede problemets størrelse ved at ansætte de stjålne penge og værdier, som menes forsvundet ud af Kenya, til 240 milliarder Kenya shilling (over 3 mia. dollars eller ca. 20 milliarder kr.). Det svulmer op til over 600 milliarder Kenya shilling, såfremt renter og strafpålæg inkluderes.
– Hvis beløb af denne størrelsesorden kom tilbage til Kenya, behøvede vi ikke betale skat i et helt år, for de 240 milliarder Ksh. svarer nogenlunde til, hvad vi får ind i skat om året, sagde Githae.
Gladwell Otieno fra den lokale afdeling af Transparency International henviste malende til denne “massive hæmoride af rigdom” og sekonderede: Folk er egentlig overraskede over, at vi havde så mange penge her i landet.
Kenya fokuserer for øjeblikket på “den filippinske metode” i jagten på stjålne værdier, oplyste Githae, og metoden går i princippet ud på at søge erstatning ad retslig vej. Han erkendte, at metoden var langsommelig, og at der var fare for, at de anklagede ville hyre dyre topadvokater for at forhale rettergangen, som det var sket gennem 10 år i “Goldenberg-cirkusset”. Det er Kenyas mest berygtede korruptionsskandale, som medførte, at millioner og atter millioner af dollars forsvandt ud af landet gennem svindel med en eksport-kompensationsordning.
På den positive side fremførte Githae, at regeringen er rede til at benytte sig af omfattende ekspertbistand til at spore pengene, bl.a. kriminalteknikere og internationale advokatfirmaer, der har specialiseret sig i jagt på korruptionsmidler.
Under den nuværende lovgivning – the Anti-Corruption and Economic Crimes Act – kan regeringen skride til beslaglæggelse af ulovligt erhvervede værdier, men folk kan også melde sig frivilligt og returnere sådanne værdier, uden at de dog af den grund, ifølge Githae, kan forvente at få amnesti for at have overtrådt loven. – Vi har altså ikke tænkt os at lade korruption gå upåtalt hen, forsikrede han.
Den Nationale Regnbue-koalitionsregeirng, der kom til magten i januar, har lovet, at der ikke vil være “hellige køer” og at alle korrupte officials, det være sig i koalitionen eller i den foregående KANU-regering, vil blive ramt af anti-korruptionslovene.
Oppositionspolitikeren, Paul Muite, understregede da også på konferencen, at regeringen må rette søgelyset både mod sig selv og det tidligere styre under præsident Daniel arap Moi. Muite var bekymret over, at regeringen tilsyneladende ville begrænse jagten til de penge, der var stukket til side i udlandet, og ikke se nærmere på forhold og personer i selve Kenya.
Direktøren for Barclays Bank i Kenya, Adan Mohamed, sagde til konferencedeltagerne, at de kenyanske banklove bør reformeres, og lagde til, at Kenyas nationalbank i langt højere grad burde skride ind mod personer, som beviseligt var i færd med ulovligheder i banksystemet.
Lederen af Advokatsamfundet i Kenya, George Kegoro, pegede på en stribe svagheder i landets lovgivning, der inviterer til fortsat korruption. Således skal folkevalgte kun opgive deres indtægter, så længe de er valgt, bagefter er der ingen kontrol. Der er heller ingen soleklare mekanismer til at sikre tilbageførsel af stjålne værdier, ligesom en lovgivning mod hvidvaskning af penge fortsat afventer vedtagelse.
– Uheldigvis har vi ikke fået de rette lovgivningsrammer, udfordringen er at udvikle dem, skrev Kegoro i en artikel, publiceret af “Transparency International” i den forløbne uge.
Den altfortærende korruption i Kenya under Moi-styret fra 1978 til 2002 er eksempelvis illustreret på malende vis af borgerretsforkæmperen Koigi wa Wamwere i bogen “Kenya – selvstyre uden frihed” fra 1989:
“Første gang jeg besøgte Moi i State House lagde jeg mærke til, at der stod dokumentmapper langs alle rummets vægge. Jeg antog, at de var til papirer, mens syntes alligevel det var en mærkelig måde at arkivere på.
Da jeg skulle gå, sagde præsidenten, at han havde tænkt sig at give mig nogle penge. Han begyndte at åbne dokumentmapperne en efter en. De var fulde af sedler – nogle med større bunker, andre med mindre – måske fra 10.000 til 50.-60.000 shilling.
Det så ud til, at Moi morede sig med at lede efter den mappe, der lige passede til mig. Formentlig et forsøg på at imponere mig. Jeg tog imod 2 stakke med 10.000 shilling i hver – at sige nej ville have afstedkommet dramatiske konsekvenser.
Var det privat kapital eller skatteborgernes penge, han så rundeligt delte ud af? Jeg var temmelig sikker på, at ingen af præsidentens forretninger kunne klare belastninger af den art ret længe uden at gå konkurs. Og hvad end præsidenten foretager sig, er det hævet over Rigsrevisionens kontrol.
Moi er ingen karismatisk politiker. Ved charme alene vinder han ikke mange for sig.. han køber sig rent bogstaveligt loyalitet af politikere, embedsmænd og officerer”.
Kenya har status af programsamarbejdsland for Danida og altid været en af hovedmodtagerne af dansk bistand. Efter et årti med reduktion af den tiltænkte bistand på grund af de ugunstige betingelser for bistanden at virke i, er den i år atter sat i vejret efter tilkomsten af den nye regering.
Den danske bistand til Kenya lå i 2002 på 92 mio. kr., og ventes i år stige lidt. De 2 næste år der under landerammen afsat 120 mio. kr. årligt til landet voksende til 130 mio. fra og med 2006.
