Kenya: Halvdelen af dommerne korrupte

Redaktionen

Halvdelen af Kenyas dommere og en tredjedel af underretsdommerne (magistrates) er korrupte ifølge en komite, der gransker det østafrikanske lands dommerstand.

Komiteen, der selv ledes af en dommer, har indsamlet bevismateriale mod 5 af de 9 dommere i nationens appeldomstol – landets øverste retsinstans – og mod 18 af 36 dommere i højesteret.

– Korruptionen har medført tab af tillid til dommerstanden som en national institution, sagde dommer Aaron Ringera, der leder undersøgelseskomiteen.

De dommere, der er i kikkerten, nævnes ikke ved navn, men under kenyansk lov skal den øverste dommer (chief justice) anmode præsidenten om at udpege et dommernævn for hver af de i alt 23 mistænkte dommere. Nævnet skal granske dem yderligere og anbefale, hvad der skal foretages mod dem.

Rapporten fra komiteen kommer dagen efter, at præsident Mwai Kibaki afleverede en erklæring med opgivelse af sine indtægter og samlede værdier. Det skete som led i regeringens kampagne mod korruptionen, der gennemsyrede Kenya i de mange år under Kibakis forgænger, Daniel arap Moi (1978-2002).

Præsident Kibaki lovede strenge forholdsregler mod korrupte personer efter sin valgsejr i december 2002, men på det seneste er mængden af kritiske røster over den faktiske indsats steget betydeligt.

Dommer Aaron Ringera sagde, at der var troværdige og substantielle vidnesbyrd om korruption, uetisk opførsel og andre former for misbrug og pligtforsømmelse mod 152 af Kenyas 300 dommere og underretsdommere.

– Vi er i overført betydning i gang med at drive dragen ud af hulen.. den vil udspy ild, sparke og hoppe og endda gå til angreb, for korruptionsgespenstet slår altid igen, sagde dommer Ringera, da han overrakte rapporten til øverstedommer (chief justice) Evans Gicheru, som beordrede undersøgelsen.

Gicheru sagde, at korruptionen er et vildt dyr, som retssystemet nu var fast besluttet på at kaste til jorden. Siden han blev chief justice i marts er flere end 10 underretsdommere enten blevet fyret for korruption eller inkompetence eller gået selv.

Over 50 dommerfuldmægtige og andre ansatte i retssystemet er tillige afskediget for korrupt adfærd.

Læs også “Kenya: Drab blotlægger gamle modsætninger”, 24.09.03, under rubrikken Nyt fra 3V i menuen ude til venstre, og “Kenya efterlyser fløjtetønder”, 16.09.03, under rubrikken Arkiv ude i menuen til venstre.