Kenya jagter forsvundne milliarder

Redaktionen

De kenyanske myndigheder søger at få mindst 1 milliard dollars (ca. 6 mia. kr.) tilbage, som embedsfolk, poltikere og andre drænede landet for i de 24 år, tidl. præsident Daniel arap Moi sad ved magten, rapporterer BBC Online onsdag.

En 6 måneder lang undersøgelse fra efterforskningsfirmaet Kroll har sporet de tilsvindlede penge til konti i store velrenommerede udenlandske banker og aktiebeholdninger i 2 fashionable hoteller i London.

Men mange af pengene kan allerede være gelejdet videre til mindre samarbejdsvillige steder som Zimbabwe, vurderer kenyanske ministre. Eksperter mener derfor, at der bliver meget sværere at få fat i rovet end at opspore det.

De vurderer, at det kan dreje sig om helt op til 4 milliarder dollars (ca. 24 mia. kr.), idet bl.a. midler fra den såkaldte Goldenberg-skandale er indblandet. Det er Kenyas største korruptionsskandale og drejede sig om udbetaling af rundhåndede statstilskud til eksport af guld – et metal, som Kenya angiveligt ikke udvinder.

Hvis pengene fortsat befinder sig i Europa, vil det stadig være muligt for Kenya at få dem indefrosset via den såkaldte Mareva Injunction, et retsligt middel, som tillader indefrysning af værdier uden at den nominelle ejer får besked derom på forhånd.

Men justitsminister Robinson Githae siger til BBC, at pengene formentlig allerede er vandret videre: – Vi fik at vide, at pengene, i hvert fald de fleste af dem, var i Schweiz, Monaco og Cayman Islands, men de efterretninger, vi nu har fået, går ud på, at de er flyttet til afrikanske lande som Zimbabwe, Sydafrika og Botswana.

Under retsforhandlingerne i Goldenberg-sagen har vidner aflagt forklaring om, at det samlede beløb, der blev svindlet for og tappet fra statskassen, løber op i 3 til 4 milliarder dollars. Et så stort beløb kunne have finansieret fri grundskolegang for alle børn i Kenya i et årti – og ligger ikke langt fra dette års samlede statsbudget.

– Kenyanerne får i det mindste nu overblik over, hvad de har tabt, alle de års udvikling, der blev stjålet fra dem, siger direktøren for anti-korruptionsorganisationen, Transparency International, i Kenya, Gladwell Odieno, til BBC.

Blandt de personer, der er i myndighederne søgelys, er flere højtstående embedsfollk og kabinetsmedlemmer, som tjente under Daniel arap Moi i de år, han var præsident – fra 1978 til 2002. Kenya regeres nu af præsident Mwia Kibaki og den såkaldte Regnbuekoalition af partier, som slog Mois KANU-parti ved valget i december for et år siden.

Læs også “FNs nye konvention mod korruption får en flyvende start”, 12.12.03, under Nyheder fra Den 3. Verden