Khader vil hæve u-landsbistanden

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Ny Alliances Naser Khader vil formentlig gøre Anders Fogh Rasmussen (V) til statsminister igen, men samtidig vil han – som meningsmålingerne ser ud lige nu – sammen med venstrefløjen være i stand til at afskaffe starthjælpen, sætte u-landsbistanden op, indføre gratis mad i skoler og børnehaver, sende asylansøgere ud af centrene efter 2 måneder og få undersøgt krigen i Afghanistan, skriver Berlingske online tirsdag aften.

På spørgsmålet om at få u- landsbistanden sat op, svarer Khader: – Jamen, jeg vil da ikke stemme imod vores egen politik.

Gitte Seeberg, en anden af de 3 stiftere af Ny Alliance, har for længst gjort klart, hvad den politik går ud på, nemlig over en årrække at genrejse dansk bistand til sin gamle højde – 1 procent af nationalrigdommen (BNI) – som under det forrige SR-kabinet.

Naser Khader har flere gange besøgt Danidas samarbejdslande og givet udtryk for begejstring over resultaterne af dansk bistandsvirke.

I interviewet med Berlingske.dk gør han opmærksom på, at også de konservative har udtrykt ønske om at hæve bistanden igen.

Lederen af VK-regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, fremdrog de nye politiske muligheder som et trusselsbillede, da hun havde sit første debatmøde med Ny Alliances leder tirsdag aften i Kalundborg.

– Det, som Naser Khader nævner, en forhøjelse af u-landsbistanden, en skattereform, en anden asylpolitik, alt det kan du få ovre hos Helle Thorning, sagde Kjærsgaard ifølge flere nyhedsmedier.

VK-regeringen har bl.a. på foranledning af Dansk Folkeparti sparet tilsammen anslået 16 milliarder på udviklingsbistanden siden 2002. Det svarer til mere end et helt års bistand fra Danmark og er det største hug i u-landshjælpens historie, siden dens spirende fremkomst for ca. 45 år siden.