Cand.mag. og generalsekretær Kim Carstensen, København, fylder 50 onsdag den 27. december.
Det er en af u-landsmiljøets mest vedholdende og markante stemmer, der runder en stor mærkedag. Kim Carstensen har næsten siden den første dag for 17 år siden, da han han gjorde sin entre i arbejdet for miljøet og Den 3. Verdens dyre- og planteliv – og dens mennesker – været en fremtrædende skikkelse, som både har gjort sig gældende nationalt som internationalt.
Kim Carstensens tillidsposter begyndte allerede i studentertiden på Københavns universitet, hvor han kom ind efter at have fået huen fra Skt. Jørgens Gymnasium i 1975. Studiet til kultursociolog blev nemlig først færdiggjort i 1989, bl.a. fordi han samtidig undervejs skulle passe formandsposter i Studenterrådet, Danske Studerendes Fællesråd, bestyrelsen for Studenterrådgivningen og Rådet for Uddannelsesstøtten – og i øvrigt i en periode sidde som medlem af universitetets konsistorium.
Allerede samme år, han havde overstået sit studie, kom han til WWF Verdensnaturfondens danske afdeling, den organisation hvor han siden har lagt størstedelen af sit virke, de sidste 10 år som generalsekretær.
Her har han været med til at drive Verdensnaturfonden frem til en førende miljøorganisation på dansk grund og bl.a. siddet som medlem af Det Rådgivende Udvalg for Miljøbistand (1995-2001) og været medlem af U-landsstyrelsen siden 2002, en meget central lyttepost.
Internationalt har han også haft talrige tillidshverv. Han var medlem af WWFs internationale Koordinationsgruppe for Afrika 1990-96, heraf de sidste 3 år som formand, WWFs globale programkomite 1993-98 og formand for WWFs globale Forberedelsesgruppe til FN-Topmødet i Johannesburg om bæredygtig global udvikling 2001-2002.
Han har skrevet eller været medforfatter til flere bøger om miljøspørgsmål og gennem årene udfoldet sig som en flittig debattør. Han har således været en af de røster i u-landsmiljøet, som bestandigt har talt mod forringelser og nedskæringer under den seneste regering.
Kim Carstensen er med sin store erfaring, dygtighed og internationale netværk helt klart en mand, der vil kunne gøre sig i det globale miljøarbejde på en stor post i udlandet – hvis han ellers selv vil.
Et stort til lykke på dagen fra
Redaktionen af u-landsnyt.dk