Kim Carstensen: Global miljøledelse søges – UNEP alt for svag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Kim Carstensen,
generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden i Danmark og medlem af U-landsstyrelsen, indlæg i 92-gruppens nyhedsbrev

Alle er vist enige om, at den globale koordination og ledelse på miljøområdet ikke fungerer:

– FNs miljøprogram, UNEP, er svagt og bureaukratisk,
– de mange globale miljøaftaler samarbejder ikke,
– Kommissionen for Bæredygtig Udvikling er en snakkeklub
– og i øvrigt er det hele lige meget, for de vigtigste globale miljøbeslutninger bliver alligevel taget helt andre steder som f.eks. i Verdensbanken eller WTO.

Det er nemt at blive enige om, at det globale miljøsystem skal strømlines og styrkes. Men hvordan? Forslag er der nok af i den diskussion, der er sat i gang i FN-systemet:

Skal vi have en helt ny Global Miljøorganisation, der har samme styrke og gennemslagskraft som WTO? Eller skal det være en Global Organisation for Bæredygtig Udvikling? Eller skal vi opgive disse grandiose ambitioner på forhånd og bare styrke UNEP og sikre, at de mange miljøaftaler begynder at snakke sammen og koordinerer deres arbejde, gerne med fælles sekretariater?

Et af problemerne i diskussionen er, at alle forslagene lyder meget gode – bl.a. fordi det kan være svært at finde ud af, hvad der egentlig er forskellen på dem. Og her fortjener Udenrigsministeriet stor ros for et nyt initiativ!

Danida har finansieret en rapport om Global Environmental Governance, udarbejdet af International Institute for Sustainable Development, IISD.

Rapporten udmærker sig ved en god og klar oversigt over diskussionen om reformer af den globale miljøkoordination og ledelse – og ved at insistere på, at diskussionen ikke handler om at skabe nye organisationer, men om at skabe globale resultater for miljøet.

Rapporten indeholder en række konkrete forslag om f.eks. at give UNEP langt større videnskabelig tyngde – og et fast og forudsigeligt budget.

Om at kalde til globale ministermøder langt sjældnere, men til gengæld sørge for, at møderne faktisk tiltrækker ministrene.

Og om at tiltrække bedre ledere til de globale miljøinstitutioner og gøre det attraktivt for dem at samarbejde.

Forslagene er bestemt værd at diskutere. Og diskussionen er yderligere relevant, fordi man efter at have læst rapporten faktisk kan forstå, hvad den handler om. Rapporten kan findes på IISDs hjemmeside på:

www.iisd.org/publications/pub.aspx?id=797

Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev – Nyt om Miljø og Udvikling, nr. 41, september 06