Kim Nøhr Skibsted i Grundfos fylder 50

Kim Nøhr Skibsted


Foto: http://kimskibsted.blogspot.dk/
Forfatter billede

Fødselaren har været kommunikationsdirektør siden 2008 og trådte sidste efterår også ind i Grundfos’ koncernledelse.

Grundfos er i dag klodens største producent af cirkulationspumper og dækker omkring halvdelen af verdensmarkedet.

Skibsted har tidligere arbejdet som kommunikationsdirektør i JYSK, seniorrådgiver hos GCI Mannov mm. og været medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.

Han blev født i 1965 i Charlottenlund i det nordlige København som søn af sælger Ole Hejselbæk og butiksmedarbejder Jytte Skibsted.

Han blev samfundssproglig student fra Hasseris Gymnasium i Aalborg i 1984 og fortsatte med samfundsvidenskab og dansk på Aalborg Universitet, hvofra han blev uddannet ba.phil. i 1995.

Tidligt politisk aktiv

Kim Nøhr Skibsted var tidligt politisk aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og formand for DSU Aalborg i en periode.

I 1985 afbrød han sit samfundsfagstudium på Aalborg universitet for at blive rejsesekretær for DSU. Senere blev han valgt til politisk sekretær på DSUs landskontor i København, men vendte hjem til Nordjylland i 1991.

Han var folketingsmedlem for Socialdemokratiet 1997-98, da han kom ind som stedfortræder.

Han fik aldrig de store ordførerposter (forskning, kultur, uddannelse og indfødsretsudvalget), men markerede sig mere som en oprører imod Folketingets ritualer og topstyringen i Socialdemokratiet.

Han var blandt de første, der foreslog, at partiets ledelse burde vælges ved urafstemning blandt medlemmerne (det skete så i 2005 ved valget mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen).

Det var også sådan, at han selv blev folketingskandidat tilbage i 1991, da medlemmerne i Aalborg Vest-kredsen foretrak ham i kampvalg med Mogens Camre.

Tidligt i sit politiske virke, som folketingskandidat fra 1991, tog han åbent dialogen og konflikten med bl.a. Den Danske Forening og erkendte, at den manglende integration af indvandrere og flygtninge samt det manglende opgør med fremmedfjendskheden havde skabt et muligt fremmedhad og dannede grobund for bl.a. Dansk Folkeparti.

“Jeg orker det ikke”

Også her i år har han været indblandet i flygtningedebatten, men det fik han nok af. Som han sagde til ugebrevet Mandag Morgen i august i år:

“Når jeg siger noget, bliver jeg bevidst misforstået, og mine synspunkter fordrejet, så de passer ind i en sekterisk, forudsigelig debat, jeg ikke ønsker at være en del af. Det gider jeg ikke, og det gider en virksomhed som Grundfos ikke”.

Skibsted havde fortalt Jyllands-Posten om Grundfos' syn på annoncer mod asylansøgere: At det kan skade Danmarks omdømme. Derpå fulgte masssive personangreb.

“Jeg blev kaldt landsforræder og udansk. Jeg ved ikke, om det var orkestreret eller ej, men der var et ganske bemærkelsesværdigt mønster. Folk gentog hinanden næsten ordret, de delte nøjagtig de samme links og indlæg. Læserbrevskribenterne skrev det samme”.

“Omdrejningspunktet blev en konspiration om, at jeg var socialdemokratisk partisoldat forklædt som erhvervslivets mand, fordi jeg var formand for DSU i Nordjylland for 33 år siden. Men det har intet at gøre med det, jeg siger”.

Om at lokke bangalere til Danmark

“Grundfos har været en global aktør siden 1944. Når vi siger, at vi kan få problemer med at lokke verdens dygtigste medarbejdere fra Bangladesh til Bjerringbro, fordi de ikke føler sig velkomne, så er det ikke noget, jeg sidder og finder på, fordi jeg var DSU-formand, da jeg var 18”, anførte han overfor Mandag Morgen.

Under alle omstændigheder sluttede Kim Nøhr Skibsteds politiske karriere for snart to årtier siden. Ved valget i 1998 blev han ikke genvalgt. Han forlod derefter politik og returnede til det private erhvervsliv.

Han har arbejdet for Det Fri Aktuelt, reklamebureauet Grey og PR-virksomheden Mannov, inden han blev kommunikationschef og senere direktør for kommunikation, HR og CSR hos detailkæden JYSK.

Privat bor han i forstaden Brabrand i det vestlige Aarhus med kæresten Marie og deres fælles søn. Fra et tidligere ægteskab har han en voksen datter, som har gjort ham til morfar.

Kæmpen i Bjerringbro

Grundfos er i dag en international koncern, som er virksom i talrige lande, også udviklingslande.

Man er f.eks. nyligt gået ind i Indien med “Lifelink” – mere på

http://dk.grundfos.com/om-os/nyhedscenter/nyheder/lifelink-g-r-ind-i-indien.html

Sådan har det ikke altid været. Det hele begyndte i ydmyge rammer i stifteren Poul Due Jensens villakælder i 1944 under navnet Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik.

Poul Due Jensen døde i 1977, i dag er hans barnebarn af samme navn indtrådt i ledelsen og koncernen er 100 procent på danske hænder.

Poul Due Jensens Fond blev oprettet som en selvstændig institution i 1975. Fonden ejer i dag 87,9 procent, medarbejderne halvanden pct. og stifterens familie de resterende 10,6 pct. af aktiekapitalen i Grundfos Holding A/S, som er hovedejeren.

Ud over pumper producerer Grundfos norm- og dykmotorer til pumperne og motorer sælges også særskilt.

Størstedelen af aktiviteterne i de danske Grundfos-selskaber Grundfos DK A/S (salgsselskab), Grundfos A/S (produktionsselskab) og Grundfos Holding A/S foregår i stationsbyen Bjerringbro ca. 15 km sydvest for Viborg.

Grundfos har desuden afdelinger i Aalestrup, Odense, Brøndby og Farum.

Grundfos-koncernen er repræsenteret med flere end 80 selskaber i over 45 lande. Desuden forhandles der Grundfos produkter i mange andre lande gennem lokale distributører.