Kina: Ågerpriser for at komme på dansk højskole

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Unge kinesere betaler ågerpriser til mellemhandlere for at få opholdstilladelse og kontakt til bl.a. danske højskoler, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

Flere eksempler viser, at kinesere blot for et visum har betalt op til 40.000-60.000 kr. til agenter, som udnytter de kinesiske familiers ønske om at få sendt de unge af sted til en uddannelse i Vesten.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der flere tilfælde, hvor mellemhandlerne bilder familierne ind, at den høje betaling både skal bruges til at finansiere højskoleopholdet og “smøre” de danske myndigheder. Samtidig får kineserne urealistiske løfter om, at højskolekurset kan give dem nødvendige sprogkundskaber i dansk og engelsk og dermed adgang til en gratis universitetsuddannelse i Danmark.

Det er f.eks. sket for 3 unge kinesere fra det nordlige Kina, som via den samme mellemhandler ankom til henholdsvis Brande Højskole og Baaring Højskole i august sidste år. Men i skuffelse og frustration rejste de allerede tilbage til Kina ved årsskiftet, da de opdagede, at de var blevet snydt såvel økonomisk som fagligt.

Efterfølgende har kineserne anlagt sag mod mellemhandleren Zhao Rui, der har skaffet adskillige kinesere til Danmark, men han er i forbindelse med retssagen tilsyneladende gået under jorden.

For at undgå mellemhandlerne er en snes danske højskoler gået med i det såkaldte Kina-netværk, hvor man har ansat en fælles agent i Kina til at rekruttere elever. – Vi forsøger at lave en billigere vej til Danmark, forklarer netværkets formand, forstander Vita Andresen fra Løgumkloster Højskole til Jyllands-Postens Axel Pihl-Andersen.