Kirsten Lund Larsen fylder 50

Redaktionen

En kendt skikkelse i det danske u-landsmiljø, Kirsten Lund Larsen, fylder 50 år torsdag den 6. maj.
 
I den anledning skriver Astrid Bjørg Jensen, informationskonsulent i KFUM og KFUK i Danmark:

Det seneste år har Kirsten Lund Larsen brugt sit solide organisatoriske talent som generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark. Med stor indlevelsesevne og fornemmelse for organisationen og baglandet har hun sat en udviklingsproces i gang, og forstået at lytte, analysere og samle op undervejs i processen.

Kirsten Lund Larsen har på denne måde været arkitekten bag nye mål og handlingsplaner i arbejdet for børn og unge, som skal vedtages endeligt på KFUM og KFUKs Lands- og Delegeretmøde på Nyborg Strand i den kommende weekend.

Med sin kreativitet og vedholdenhed har hun været en stor støtte for Fællesbestyrelsen i udviklingsprocessen, og til fulde levet op til forventningerne. Efter godt et år som generalsekretær har hun allerede sat sig spor i organisationen.
 
Kirsten Lund Larsen er født i Aggersund i 1954, opvokset i Haderslev og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1979. Som ung var hun i kibbutz i Israel, hvor hun blev under hele Yom Kippurkrigen. Hendes allerførste møde med KFUM og KFUM var faktisk, da hun besøgte det palæstinensiske KFUM i Østjerusalem, som også støttes af KFUM og KFUK i dag.

Kirsten Lund Larsen har rejst i flere end 56 lande, men færdes lige så gerne i diverse jyske provinsbyer. Hun har nøje styr på placeringen af både Kuala Lumpur og Aulum, Lusaka og Lemvig.

Efter endt uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole tog Kirsten Lund Larsen til Kenya, hvorfra hun dækkede store og små begivenheder på kontinentet som freelancejournalist. Hun lavede bl.a. en længere serie af reportager fra en landsby i en fjern egn af Kenya, der beskrev den afrikanske hverdag og de store verdensbegivenheders svage ekkoer i majsmarkerne. Denne usædvanlige præstation indbragte hende senere Nairobi-prisen, uddelt af danske u-landsjournalisters forening.

I 1982 blev hun hentet tilbage til Danmark, hvor hun først arbejdede som journalist og redaktør i Folkekirkens Nødhjælp. Gennem de næste 18 år blev hun mere og mere involveret i det strategiske og udviklingsmæssige arbejde i organisationen. Dette arbejde blev afløst af 2 års ophold i Zimbabwe, hvor hun som regional repræsentant for Nødhjælpen fik fingrene ned i alle dele af projekt- og katastrofearbejdet.

I 1994 satte hun atter kursen mod Danmark, hvor hun blev chef for Planafdelingen og siden vicegeneralsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Samtidig med årtusindskiftet startede hun som selvstændig konsulent med speciale i ledelses- og kommunikationsopgaver.

Familien, der bor i Brønshøj, har 4 børn, heraf 2 fra mandens første ægteskab. Der er også 3 børnebørn, som Kirsten har svært ved at sige nej til, når de kalder.