Kjeldgaards nye bog: Indsigt og engagement med et glimt i øjet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Anmeldelse af Klaus Winkel

Da Henning Kjeldgaard var sluppet heldigt gennem et hjertetilfælde, besluttede han at gå tidligt på pension, og så fik han mere tid til at skrive bøger.

Det er der grund til at være glad for. De er skrevet med indsigt og engagement, vandmærket er en rød rose. Kjeldgaard fornægter ikke, at hans verdenssyn er socialdemokratisk.

Det var ikke det dominerende verdenssyn i Udenrigsministeriet, da han startede der i 1963, men det forhindrede ham ikke i at gøre en flot karriere, som sluttede med en række ambassadørposter i Afrika.

Der er flere gode grunde til at læse hans seneste bog, “Aktiv uden-rigspolitik”.

Det sker meget sjældent, at en forhenværende ambassadør fortæller så åbenhjertigt om, hvad vedkommende har oplevet i tjenesten, og det er første gang, fortællingen handler om forholdet mellem de rige og fattige lande – og hvordan Danmark har placeret sig i det billede.

Bogen er skrevet i et uhøjtideligt sprog, med lune og glimt i øjet, hvilket er en stor hjælp ved tilegnelsen, for dens 300 sider er så mættet med information, at den ellers havde været tung at komme igennem.

FN og Afrika

Det er især FN-systemet i 60’erne og 70’erne og Afrika i 80’erne og 90’erne, man er meget klogere på, når man har læst bogen.

Takket være udstationeringen i to omgange ved den danske FN-mission i New York oplevede forfatteren på nærmeste hold de historiske holmgange mellem Nord og Syd inden for FN-systemet.

For især nogle af de yngre læsere vil hans beskrivelser og analyser måske opleves som fjern historie, men det er nær historie, hvorfra der går vigtige tråde op til dagens globale dagsorden.

Med små og møjsommelige skridt blev Nord-Syd-dagsordenen etableret og udviklet gennem et utal af møder og konferencer, som i mange tilfælde havde Kjeldgaard som først en begavet iagttager og siden aktør.

Vi kommer gennem 70’ernes serie af store møder, herunder FNs ekstraordinære generalforsamlinger om En Ny Økonomisk Verdensorden (NØV), UNCTAD IV i Nairobi (hvor jeg selv var med på kenyansk side) og Paris-konferencen om internationalt, økonomisk samarbejde (CIEC).

Det handlede dengang bl.a. om udviklingsbistand – som nu – men især om u-landenes krav om at få mere for deres råvarer. Hvad konferencerne dengang ikke kunne udrette har markedet siden til overflod sørget for.

Indsigt i afrikansk politik

Fra de blanke gulve i New York til 13 ½ år med tættere jordforbindelse i Afrika.

Det bliver til fine beskrivelser og analyser af forholdene i Tanzania, Zimbabwe og Kenya og ikke mindst af de mange fremtrædende politikere, som vores mand på pladsen havde talent for at knytte gode forbindelser til.

At det ikke er løgn kan man aflæse af de mange fotos, hvor forfatteren ses med koryfæerne, herunder Julius Nyerere, som ses opmærksomt lyttende til en af Kjeldgaards pointer.

Det er tydeligt, at det er de politiske forhold, som har optaget ham mest, og som han har sat sig forbilledligt ind i – fra de interne forhold mellem stammerne, til apartheid og frontlinjestaterne og til afrikansk udenrigspolitik i almindelighed.

Alt dette rapporterer han grundigt om hjem til Asiatisk Plads, som det forventes af en ambassadør. Vi får et interessant indblik i disse såkaldte depecher, som man ellers skal være inden for murene for at få kendskab til.

Her citerer Kjeldgaard dog sig selv lovlig flittigt – en del mindre end 60 sider havde været indblik nok.

Det er også de politiske forhold omkring dansk bistand snarere end bistandens praksis, som tages under behandling, selv om det sidste er det, som angiveligt har taget den største del af Kjeldgaards tid i Afrika.

Det kan man undre sig lidt over – men det passer mig fint, for det er jeg ved at skrive en bog om.

Klaus Winkel er pensioneret veterandiplomat og gjorde hele tiden med siden Danidas barndom. Han er tilknyttet som fast blogger her på U-landsnyt.dk

Om bogen

Titel: Aktiv udenrigspolitik. 1966-1997. FN – Afrika – DANIDA.
Forfatter: Ambassadør Henning Kjeldgaard
Udgiver: Syddansk Universitetsforlag 2012

Se mere i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-06-12/veterandiplomat-danmark-tav-om-britisk-koloniunder

Henning Kjeldgaard er også fast blogger på U-landsnyt.dk – man kan læse hans seneste blog på
http://www.u-landsnyt.dk/blog/33/afrika-og-den-kolde-krig-0