Klaus Winkels nye bog “Hvorfor er det så svært for Afrika?” blev præsenteret af forfatteren ved lanceringen i Chesters Bogcafé fredag i København med disse ord:
Af Klaus Winkel
Det er vanskeligt at sammenfatte bogen på kort tid, netop fordi den spænder så bredt. Jeg er egentlig heller ikke så glad for at trække enkelte ting frem, for bogens hovedpointe er, at der er så mange forhold, der har gjort det svært for tropisk Afrika., de enkle forklaringer duer ikke.
Hvis jeg endelig skal trække nogle få, afgørende faktorer frem, må en af dem blive, at Afrika er startet med at være bagefter og aldrig har fået chancen for at komme på omgangshøjde med resten af verden.
Afrika var ganske vist først med det moderne menneske, homo sapiens, men nogle af dem udvandrede for 60.000 år siden til mere gunstige betingelser i Asien og Europa – for at vende frygteligt tilbage for 500 år siden.
Dem, der blev tilbage, blev hæmmet af det tropiske klima, og årtusinders isolation fra den øvrige verden. En klimaændring førte til dannelsen af Sahara for ca. 4.000 år siden, og det afskar Afrika fra at få del i den rivende udvikling i Asien og det sydlige Europa i nogle meget vigtige årtusinder.
Hvad denne isolation har kostet tropisk Afrika illustreres af det ene eksempel, der er på en tidlig og intensiv kontakt nordpå. Den skyldtes en ganske smal, mange tusinde kilometer lang korridor ned gennem ørkenen, nemlig Nilen. Ad den vej flød ideer og kunnen sydpå fra Ægypten, og på det grundlag startede opbygningen af det første store rige i tropisk Afrika omkring 1800 f. Kr.
Fra omkring 600 f.Kr. blomstrer gennem næsten 1000 år en nubisk højkultur med centrum i Meroe nær ved, hvor Khartoum i Sudan ligger i dag. Som så mange senere riger i tropisk Afrika bliver dette rige et offer for nedslidning af det skrøbelige miljø og endelig tilintetgørelse i kamp med stærkere naboriger – i dette tilfælde Aksum, forløberen for vore dages Etiopien.
Fra Aksums fantastiske historie skal kun nævnes, at riget i året 570 – profeten Muhammeds fødeår – sender sin kristne hær over Det Røde Hav, hvorefter den belejrer Mekka. En koppeepidemi i hæren forhindrer den i at indtage byen – og Arabien bliver ikke kristent men muslimsk – med de velkendte, geopolitiske konsekvenser.
Omkring dette tidspunkt begynder statsdannelserne at tage fart andre steder, efterhånden godt hjulpet af, at isolationen fra Middelhavsområdet er ved at være forbi takket være kamelen. Sahara kan nu betragtes som et hav, hvor konvojer med tusinder af kameler fragter gods og ideer frem og tilbage.
En række riger opstår ved Nigerfloden og Tchadsøen med Mali som det mægtigste. Så følger det legendariske gamle Ghana, som lever højt på guldeksporten nordpå, og derefter bl.a. Jolofriget ved Senegalfloden, Kongostaten ved floden af samme navn og Ashanti-riget i det nuværende Ghana.
I det nuværende Zimbabwe opstår stærke riger i 12-13-hundredetallet og så kommer turen til resten af det østlige Afrika med bl.a. Buganda-kongedømmet i det nuværende Uganda og swahilikulturen ved kysten.
Der er altså masser af historie i tropisk Afrika inden mødet med den hvide mand, men med få undtagelser opnår rigerne ikke en styrke, som sætter dem i stand til at overleve dette møde. En af de vigtigste grunde var den ekstremt tyndt spredte befolkning, som var en konsekvens bl.a. af det sårbare miljø.
De stærkeste af rigerne indebar en befolkningskoncentration omkring magthaverne, som ofte førte til afskovning og afgræsning indtil erosionen ødelagde det økonomiske grundlag.
Hertil kom efterslæbet i militærteknologisk udvikling og modtageligheden over for de sygdomme, som europæerne bragte med sig. Der er den samme kombination, som på omtrent samme tid gjorde en ende på højkulturerne i Mellem- og Sydamerika.
Jeg skal ikke sige så meget om de to megakatastrofer, som ramte regionen, den atlantiske slavehandel fra 1600-tallet og koloniseringen fra slutningen af 1800-tallet, det er for de fleste mere velkendt stof.
Blandt slavehandelens mest alvorlige sider var, at den ramte tropisk Afrika på et af de ømmeste steder, den lave befolkningstæthed. I midten af 1800-tallet udgjorde den samlede befolkning kun ca. 50 mio. mennesker mod de ca. 100 mio. man mener der ville have været uden det barbariske menneskerov.
Menneskejagterne bidrog på mange andre måder til at nedbryde samfundene og gøre dem til forholdsvis lette ofre, da Europa sætter sig for systematisk at underlægge sig Afrika efter Berlin-konferencen i 1884-85.
Det var dog ikke så let, som mange antager, for der blev gjort forbitret modstand de fleste steder, og vi skal helt frem til 1930, før den sidste modstand er knækket. Kun ét land, Etiopien, klarede – i første omgang – frisag ved at afvise italienernes invasion.
Med koloniseringen var 10.000 afrikanske konge- og høvdingedømmer blevet tvunget sammen i 40 vilkårligt afgrænsede europæiske kolonier og protektorater. Muligheden for udviklingen af autentiske afrikanske stater, som kunne gennemløbe en modernisering på egne præmisser, var uigenkaldeligt gået tabt.
Bogen handler om tropisk Afrika (mellem Sahara og Sydafrika, red.) og gør en del ud af de problemer, som skyldes netop det tropiske klima.
Hvor meget dette har betydet og stadig betyder fremgår af, at stort set alle verdens fattigste lande og områder ligger i det tropiske bælte – og at der stort set ikke er noget tropiske samfund, som har klaret sig godt, i eller uden for Afrika.
Meget kort fortalt døjer tropisk landbrug især med:
– dårlig jordkvalitet, som let fører til udpining og erosion
– ekstreme nedbørsforhold, hvor tørke veksler med oversvømmelser
– voldsom sygdomsbelastning af planter og dyr, som ikke mindst skyldes mangelen på den frost, som holder de skadelige mikrober nede hos os. Værst er måske kvægsovesygen, som overføres af tsetsefluen, og som har gjort kvæghold og dyretrækkraft umulig i en stor del af regionen. Endelig
– en ukrudtplage, som koster en masse arbejdskraft.
De tropiske betingelser er også den vigtigste grund til, at Afrikas mennesker bærer på en sygdomsbyrde, der er langt tungere end i nogen anden, større region. Frem for alt har malariaen tvunget afrikanerne i knæ gennem årtusinder, men rækken af tropiske sygdomsplager er lang.
Oven i alt dette er så kommet hiv/aids, hvis konsekvenser er blevet så katastrofale netop fordi pandemien er slået ned i samfund, som i forvejen var svækket af sygdom, fattigdom og dårlig ernæringsstilstand. De mange onde cirkler mellem sygdom og et lavproduktivt landbrug er for mig at se den vigtigste grund til, at det er så svært for tropisk Afrika.
Til sidst lidt om de samfundsmæssige forhold. Det var den del, det var sværest at skrive, fordi der er så mange nuancer, som er svære at fremstille i bogens korte form – og umulige at yde nogen retfærdighed i denne præsentation.
Jeg vil derfor nøjes med at trække et enkelt emne frem, nemlig den elendige ledelse, som har kendetegnet stort set alle afrikansk lande i de første mange år efter uafhængigheden.
Her er det vigtigt at huske, at det, de uafhængige stater overtog fra kolonimagten, var en tradition for diktatur, ikke for demokrati. Kolonistyret var et diktatur baseret på kontrollen med magtapparatet. Efter kortvarige forsøg med demokrati faldt næsten alle landene da også tilbage til diktaturer.
Det harmonerede med den afrikanske tradition for at blive ledet af ”stærke mænd”, som gennem komplicerede systemer af ydelser til støttebaglandet sikrer deres magtpositioner. Disse ydelser har skullet finansieres, og kontrollen med de offentlige midler har åbnet rige muligheder herfor.
Hermed holdt den korruption, som har forpestet de afrikanske institutioner, sit indtog. Der er ikke noget der tyder på, at den for alvor er i aftagende.
Kendetegnende for mange af ledernes magtudøvelse har været, at den først og fremmest har handlet om at sikre sig de midler, der var nødvendige for at bevare magten – og berige lederen – og sjældent har sigtet på at udvikle landet.
Eller som det er sagt: Kræfterne er blevet brugt på at omfordele snarere end på at skabe værdierne. Blandt de få hæderlige undtagelser var Tanzanias Nyerere, hvis socialistiske politik desværre ikke viste sig særlig velegnet til at skabe økonomisk fremgang.
I det omfang, uafhængighedens ledere interesserede sig for udvikling, fik det typisk udtryk i et ønske om industrialisering på bekostning af landbruget. Resultatet var katastrofalt.
Den statsstøttede industri var ikke levedygtig, og udpiningen af et i forvejen svagt landbrug er en væsentlig grund til, at tropisk Afrika er den eneste region, hvor forbruget af fødevarer per person er faldet i de sidste 40 år.
Omkring halvdelen af landene oplevede en fødevarekrise i 2006, og fødevareimporten koster, hvad der svarer til halvdelen af udviklingsbistanden.
Udviklingsbistanden fylder i øvrigt ikke ret meget i bogen, og det er der flere grunde til.
For det første handler bogen især om Afrikas problemer, snarere end om løsningerne som bistanden i det væsentlige falder ind under. For det andet er der rigelig med litteratur, som anskuer Afrika gennem bistandsbriller.
Endelig fylder bistanden ikke så meget i det samlede billede, som denne litteratur lader formode. Hver afrikaner modtager i gennemsnit en årlig bistand, der svarer til en god dansk timeløn.
Problemet er jo i sin enkelthed, at den bistand der ydes til tropisk Afrika, skal fordeles på 700 mio. mennesker. Regionen har oplevet en befolkningseksplosion siden omkring 1950, som er uden historisk sidestykke.
Væksten er aftaget siden slutningen af 1980erne, men stadig kraftigere end i nogen anden større region, ca. 2,6 pct. om året – på trods af hiv/aids. Hvis det fortsætter på denne måde, vil der være 1,3 mia. mennesker i tropisk Afrika i 2030. På det tidspunkt vil Kenyas befolkning udgøre 70 mio. – mod ca. 2 mio. på Karen Blixens tid.
Som sagt har dårlig ledelse hærget Afrika, og det er derfor fantastisk vigtigt, at der i de sidste ca. 15 år har været en udvikling hen imod mere demokrati. Det er også meget vigtigt, at omverdenen ikke stiller urealistiske krav til demokratier, som er så unge og skrøbelige.
Det sidste kapitel handler om Afrika og resten af verden, herunder om globaliseringen. Og her er det meget svært at være Afrika.
Nyerere sagde, at Afrika – for at indhente efterslæbet – måtte løbe hvor andre går. Realiteten har været, at Afrika har luntet, hvor resten af verden har spurtet. Afrika er kommet endnu længere bagefter.
Der forestår et uhyggeligt sejt træk, sluttede Klaus Winkel.
Bogen “Hvorfor er det så svært for Afrika” er på 240 sider og illustreret. Den koster 224 kr. exclusive moms og er udgivet af Geografforlaget i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke. ISBN: 978-87-7702-479-5. Varenummer: 028. www.geografforlaget.dk
Klaus Winkel (67) er cand.polit. og har gennem de fleste af sine 38 år i Danida beskæftiget sig med Afrikas udvikling. I 1974-76 var han økonomisk rådgiver for Kenyas finans- og planlægningsministerium og i 1980-82 ansat på ambassaden i Dar es Salaam med ansvar for Danidas Tanzania-program.
Klaus Winkel har været censor i udviklingsspørgsmål ved de fleste af landets universiteter og i 10 år været censorformand på Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter (RUC). Siden 2004, hvor han holdt i Danida, har han haft konsulentopgaver vedr. især landbrugs- og sundhedsforskning for bl.a. Verdensbanken og Statens Serum Institut.
Læs også telegrammet “Klaus Winkel: Et kig tilbage i Danidas historie” under dansk bistand, dato 27.05.04. Findes lettest ved at gå ind Arkiv-rubrikken og taste ordene Klaus Winkel i søgefunktionen for oven.
