Klavs Wulff blir 70

Forfatter billede

En mand, der har stået praktisk taget hele sit arbejdsliv i u-landsvirket, Klavs Wulff, bosat i El Salvador, fylder 70 søndag d. 11. januar 2015. 

I alt 44 af årene siden 1968 er det blevet til i u-landsarbejdet efter at fødselaren blev involveret i internationalt solidaritetsarbejde fra dette i øvrigt skelsættende år.

Han var fra 1970 til 1976 aktiv i omdannelsen af studenter /akademikerkomiteen World University Service (WUS) til en slagkraftig dansk u-landsorganisation med understregning af praktisk solidaritet i kampen mod apartheid og social undertrykkelse i det sydlige Afrika.

WUS skiftede i dansk sammenhæng navn til IBIS i 1991.

Han deltog i koordineringen af projekter til støtte for selvstændighedsbevægelserne MPLA og FRELIMO i Angola og Mozambique i årene 1972-75, herunder de første spadestik til dansk bistand til det uafhængige Mozambique i 1975.

Lesotho og MS 

Klavs Wulff sad i bestyrelsen for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i årene 1974-75 og igangsatte organisationens første frivilligprogram i Lesotho i 1976 som landerepræsentant i den lille bjergenklave midt i apartheid-Sydafrika frem til 1980.

Det var her, han måtte rede trådene ud, da dav. u-landsminister Lise Østergaard (S) bl.a. besøgte Lesotho med et pressefølge og en af de 45 unge u-landsfrivillige, brøndborer Karsten Fogde, benyttede lejligheden til at stå frem og kritisere Lesothos regering sønder og sammen foran ministeren. 

Efter en kort periode i Danida som assisterende koordinator for det store egnsudviklingsprogram i Noakhali i Bangladesh i 1980, blev han valgt til generalsekretær for Internationalt WUS med hovedsæde i Geneve i Schweiz og med hovedansvar for organisationens globale aktiviteter frem til 1985,

Derefter var Klavs Wulff ansat i FNs Flygtningehøjkommissariat (UNCHR) i Geneve som Senior Evaluation Officer frem til 1991.

Årene i Mellemamerika

Han vendte tilbage til MS og etablerede fra 1991 organisationens første regionale bistandsprogram for Mellemamerika frem til 1998, da han blev ansat som regional koordinator for Danidas menneskeretsprogram for Mellemamerika med kontor i Guatemala indtil 2004.

Han forsatte den ledende koordinering af dansk Mellemamerika-bistand som regional direktør for IBIS frem til 2011. Og sluttede sin bistandskarriere som regional koordinator for Folkekirkens Nødhjælp med kontor i Honduras hovedstad, Tegucigalpa, i 2014.

Tilsammen 44 år i international bistand.

Klavs Wulff fejrer sin runde dag i Paris mellem København og El Salvador med sin kone, Carole Schwartz Wulff og familie.

Han har fire voksne børn og fire børnebørn.