Klimaet er intet mindre end en ”killer” faktor, skriver Stig Jensen i denne analyse for Globalnyt. ”Nærmest enslydende beretninger fra afrikanske rurale lokalsamfund” fortæller, at uberegnelige vejrforhold har fået vidtrækkende konsekvenser for både familiestrukturer og for de lokale institutioner, der rådgiver og bestemmer.
De lokale institutioner på landsbyniveau er dem, der blandt andet afgør, hvornår der skal sås og høstes, hvornår og hvor dyr skal på græs – blandt mange andre opgaver.
Erfaringsbaseret viden stadig mere værdiløs
Afrikansk landbrug er i langt de fleste områder en følsom virksomhed, og stor erfaring har i generationer været afgørende for, at man gør det rigtige.
Som Stig Jensen skriver: ”De lokale institutioners rådgivning er og har altid været baseret på erfaringsbaseret viden opbygget gennem et langt liv. Erfaringsbaseret viden har altid været fundamentet for afrikanske rurale samfund, og derfor er disse institutioner traditionelt bemandet af ældre, især mænd.”
Men ”fordi de seneste års uforudsigelige vejrforhold f.eks. betyder, at nedbøren ikke nødvendigvis falder indenfor de normale regntider” bliver konsekvenserne ”fejlslagent høstudbytte, som er fatalt for indbyggerne, fordi udbyttet fra landbruget er deres livsgrundlag.”
Dermed undermineres de traditionelle institutioner. Disse er ikke bare afgørende for lokalsamfundets beslutninger om landbruget – men er også det forum, hvor konflikter afgøres og store, kollektive beslutninger træffes om for eksempel fælles investeringer eller fælles arbejdsindsatser for en bedre fremtid.
Disruption – uden fornyelse, “historisk omvæltning”
Mens de traditionelle institutioner dermed nedbrydes, vokser intet nyt frem til erstatning. Stig Jensen peger på, at denne disruption er en dramatisk rystelse af det traditionelle afrikanske landsbyliv:
”De unge med lønindtægter i for eksempel byerne kan i første omgang afhjælpe den akutte fødevaremangel med penge til indkøb af fødevarer.” Men mange af disse unge handler ikke ud fra et et ønske om at overtage magten, skriver Stig Jensen: ”Derimod ønsker stadig flere unge mere individuel frihed og kontrol over egen fremtid, herunder muligheder for at flytte væk fra lokalområdet.”
”Trods vanskelighederne med at udpege klare vindere ruralt af de klimarelaterede samfundsomvæltninger, så er ældre mænd de klare tabere. De mister status og indflydelse; det er en omvæltning af historisk karakter.”
Sammenhængskraften smuldrer
Netop fordi livet på landet er blevet langt mere usikkert end tidligere, søger mange unge lykken i byer, hvor tilværelsen også er usikker. ”Konsekvensen af disse kriser betyder, at stadig flere unge er i en ”waithood” situation, som i første omgang rammer de unge mænd, fordi de mangler økonomisk fundament til etablering af egen familie(r). Den kumulerede effekt er, at sammenhængskraften indenfor og mellem familierne samt muligheder for de unges grundlag for familiedannelse bliver udfordret.”
Konflikter forværres
Stig Jensen peger desuden på, at konflikter, der historisk længe har udspillet sig mellem fastboende jordbrugere og vandrende hyrdefolk, pastoralister, bliver stadig mere hyppige – og brutale: ”Lokale konflikter om adgang til jord er langt fra nye, men i de senere år er de, udover stigningen, også mere voldelige og vanskeligere at løse.”
“Laikipia konflikten i det centrale Kenya er et eksempel på eskalering af konflikter med meget vidtgående konsekvenser og sandsynlige langtidsimplikationer i form af såvel polarisering som radikalisering. (…) Pastoralisterne har akut behov for græsning til deres husdyr. Jordejerne hegner deres områder ind for at beskytte landbrug eller private naturreservater. Konflikterne kompliceres yderligere af forskellige magtfulde politisk-etniske interesser i området og særligt jordfordelingen i området.”
Knaphedsproblemer bliver dybere og alvorligere
Stig Jensen konkluderer, at: ”Knaphedsrelaterede kriser er på kraftig fremmarch med bekymrende spredningseffekter, fordi knaphedskriserne ikke kun truer de ramte områder, men via migration spredes til andre områder, der, som oftest, mangler kapacitet til at absorbere migranterne og imødekomme deres behov.”
”Klima- og de andre simultane kriser betyder, at knaphedsproblemer skaber stadige dybere og mere alvorligere konflikter i afrikanske samfund. Dermed tilføjes en ny dimension af resurserelaterede kriser på kontinentet”.
