Klimaaftalen fra Kyoto vakler

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Opbakningen til Kyoto-aftalen, der skulle begrænse udledningen af drivhusgasser i atmosfæren og dermed forhindre en voldsom opvarmning af kloden, er så svag, at formanden for FNs klimapanel IPCC, Rajendra K. Pachauri, mener, man bør forberede sig på, at den ambitiøse klimaaftale måske falder på gulvet.

– Vi ved ikke, om Rusland overhovedet vil skrive under. Derfor er verden nødt til at forberede sig på, at Kyoto-aftalen måske slet ikke bliver til noget. Og derfor er overførslen af teknologi fra de rige til de fattige lande i dag vigtigere end selve Kyoto-aftalen,« fastslår indiske Rajendra K. Pachauri i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Uden en bindende underskrift fra Rusland er Kyotoaftalen reelt død, da den så vil være uden 2 af verdens største udledere af drivhusgasser, USA og Rusland, ligesom hverken Kina eller Indien er omfattet af aftalen.

I stedet mener klimapanelformanden, at de rige lande hurtigst muligt bør sætte gang i overførslen af moderne teknologi til u-landene, så man på den måde kan få begrænset udledningen af drivhusgasser. Energichef Anders Stouge fra Dansk Industri er enig heri, men siger:

– Lige nu gør EU det modsatte. Man lægger et loft over, hvor store CO2-kvoter industrilandene må købe i f.eks. Rusland, og skræmmer derved russerne væk fra Kyoto-aftalen. Samtidig gør man det mindre attraktivt at hjælpe u-landene med ny teknologi-

Anders Stouge fortsætter: – Hvis man derimod belønnede de virksomheder, der overførte teknologi til u-landene, kunne vi f.eks. i Kina halvere udledningen af CO2 fra strømproduktion, fordi vi her er førende i hele verden. Derfor må man tage sig til hovedet over EUs holdning.

Den indiske ingeniør og økonom blev for halvandet år siden valgt som formand for det magtfulde klimapanel – en forskerforsamling, der har stor indflydelse på, hvordan verdens politikere vælger at løse de voksende klimaproblemer. Rajendra K. Pachauri lægger ligesom sin forgænger ikke skjul på, at vi mennesker er i fuld gang med at ændre klodens klima, rapporterer Jyllands-Postens Lars From:

– Koralrevene er ved at dø, og gletscherne smelter. Derfor bør vi være bekymrede. Og derfor er det vigtigt, at vi nu får gang i diskussionen om, hvor meget drivhusgas vi er villige til at acceptere i atmosfæren, lyder det fra Pachauri til bladet.