Kommentar af Martin Lidegaard
Mange kokke fordærver maden. Det er ikke pænt at sige, men de internationale klimaforhandlinger er desværre et billede på, at en opslidt kliché til tider passer.
Den seneste oplevelse af de internationale forhandlinger i Bonn viser, at det er en svær øvelse at forhandle på tværs af forskellige interesser og positioner.
Embedsmænd fra alle dele af verden var samlet i starten af juni for at lægge grundlaget for fremtidens klimaaftale.
I Bonn blev en del af de tekniske forhandlinger dog opholdt af Rusland, Ukraine og Hviderusland, der ønskede et nyt dagsordenspunkt føjet til dagsordenen, hvilket der ikke var enighed om.
Manglende tillid og enighed om målet spændte ben for at finde frem til midlet: den rette forhandlingsgang og dagsorden. Det var dog glædeligt, at forhandlingerne i det politiske spor om en ny global klimaaftale fortsatte i en konstruktiv ånd.
Vi ved af erfaring, at det kan være svært at nå til enighed på tværs af verdensdele. Det internationale forhandlingsspor er nødvendigt for fremgang på verdensplan, og det er den eneste multilaterale ramme, der ansvarliggør stater som aktører, men det kan ikke stå alene.
I Danmark arbejder vi derfor også med det vi kalder for handlingssporet. I handlings-sporet har vi direkte og konkrete samarbejdsaftaler med andre lande til fordel for et bedre klima. Og her går det godt.
Vi samarbejder med lande som Kina, Vietnam, Sydafrika og Mexico. Og vi er nået langt: Vi har konkrete samarbejder om grøn energi, energieffektivisering og reduktion af udledning af drivhusgasser med lande som f.eks. Kina og Mexico, hvor grøn energi fylder mere og mere.
Så sent som i slutningen af juni var jeg i Kina sammen med den danske finansminister, og det er helt tydeligt, at det gavner både klimaet og den danske vækst at have disse direkte og konkrete samarbejder med lande som Kina.
Sidst men ikke mindst vil jeg gerne kvittere for den indsats som civilsamfundet parallelt leverer.
Med den indsats kan vi nå længere i både de internationale forhandlinger og med handlingssporet. Det er derfor vigtigt, at vi alle løfter opgaven sammen.
Martin Lidegaard (R) er klima-, energi og bygningsminister
——————-
Klima: Både handling og forhandling er nødvendig
Kommentar af Troels Dam Christensen
På FN klimaforhandlingsmøde i Bonn i juni blokerede Rusland, Ukraine og Hviderusland forhandlingerne i det ene forhandlingsspor i samfulde to uger. De tre landes aktion var en slet skjult tak for sidst for klimatopmødet i Doha i december, hvor de blev kørt over i den sidste beslutnings-fase.
I medierne blev det rapporteret, at forhandlingerne nu stod helt stille, og at det var endnu et eksempel på, hvorfor de internationale klimaforhandlinger ikke dur. Men det er ikke hele sandheden.
Fra NGO samfundet skal vi være de sidste til at forsvare de langsomme fremskridt i de internationale klimaforhandlinger. Det går bare alt, alt for langsomt.
Det er dog ikke FN’s skyld, men landenes og dermed de enkelte regeringer. Og de internationale klimaforhandlinger er netop stedet hvor denne fodslæben fra landene tydeligt kan ses og afsløres.
Hvis ikke vi havde de internationale klimaforhandlinger, ville vi ikke have en scene hvor den globale ansvarsfordeling blev diskuteret, og det ville være meget sværere at følge den globale kamp om ansvaret for handling.
Det er netop fordi landene er tvunget til at mødes og forhandle, at vi alle har en chance for at følge slagsmålet og stille landene til ansvar overfor offent-ligheden. Kun ærgerligt at færre og færre journalister øjensynligt ser dette.
Samtidig er FN klimaforhandlingerne det eneste sted hvor de fattigste og mest sårbare lande for alvor er med ved forhand-lingsbordet. Uden FN ville deres interesser derfor være langt dårligere stillet. Hvor ville diskussionen om klimafinansiering og deres ret til kompensation for de rige landes forurening ellers blive taget alvorlig?
Der er ingen tvivl om, at FN klima-forhandlingerne i dag er meget, meget langt fra at levere det, der skal til for at løse klimaproblemet. Også derfor er det helt nødvendigt, at lande går forrest med konkret handling her og nu. Som Danmark med ”handlingssporet”.
Der er brug for langt mere af dens slags konkret klima-aktivisme. Men klimaindsatsen må stadig gå på flere ben, og Danmark må også kaste sine kræfter ind i den globale kamp for en mere retfærdig og tilstrækkelig løsning på problemet.
Det er ikke et enten eller men et både og.
Troels Dam Christensen er koordinator for 92-gruppen.
Kilde: 92-gruppens seneste nyhedsbrev om Miljø og Udviklng, juli 2013.
