Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
At klimaforhandlingerne er under tidspres er ikke nyt. Antallet af foruroligende rapporter om udslip, temperaturstigninger og klimarelaterede effekter bliver ved med at komme.
Lige op til mødet i Bonn kom for eksempel UNEP’s Emissions Gap Report, der understreger vigtigheden af hurtig nedsænkning af CO2-udslip og øget national ambition, hvis Paris-aftalens mål om en temperaturstigning på under 1.5 grader skal overholdes. En anden rapport, fra World Meteorological Organization, dokumenterer at 2016 satte en faretruende rekord med den højeste koncentration af CO2 i atmosfæren i 800.000 år. Kort sagt, det haster med at gøre noget for klimaet.
Udviklingslande råber op
Allerede den første dag af mødet i Bonn, råbte u-landene op. De ville sætte behovet for hurtig handling på dagsorden. Men selv om alle er enige om, at der er brug for en øget ambition, så er de fleste regeringer, ikke mindst i de rigere lande, glade hvis nye initiativer for at forhøje ambitionen kan skubbes til et senere tidspunkt, og gerne til efter et valg.
Men desværre vil det nok være den samme tankegang for mange politikere, der bliver stemt ind til et kommende valg. Svære beslutninger som at lave om på transport-, landbrugs- og energipolitik, eller at skrue op for klimastøtten til u-landene, er ikke noget, der nødvendigvis giver stemmer her og nu. Det er derfor nemmere at fokusere på, hvad andre skal gøre og lægge planer for en længere årrække, der vel at mærke ikke ligger inden for den indeværende valgperiode.
Ingen mening
Men denne politiske logik giver ikke mening for u-landene. De står med et voksende klimaproblem her og nu, og det kan kun løses, hvis alle lande samarbejder, og øger ambitionen i fællesskab. Det er derfor ikke underligt, at de råber op.
Ved midtvejsmødet fik u-landene mulighed for igen at pointere, det akutte behov for fremdrift. De var tydeligt skuffede, og kritiserede den alt for langsommelige forhandlingsproces, og manglen på interesse fra de rige lande, for at sætte fokus på hurtig handling. EU prøvede at komme u-landene i møde, ved at anerkende nødvendigheden af øget ambition. Der kom dog ikke nogle indrømmelser eller forslag til nye initiativer. Det kan man selvfølgelig heller ikke forvente, da det er beslutninger, som kun kan tages hjemme i EU’s medlemslande, men det vil alligevel være på sin plads at blive konkret med hvordan vi skal gå videre.
Næste år skal verdens lande holde en såkaldt ”faciliteret dialog”, hvor man skal se på, hvad som bliver gjort lige nu, og hvad som stadigvæk mangler at blive udført. Det er en glimrende mulighed for at øge ambitionen, og jeg håber, at politikerne til den tid ser væk fra kommende valg, og i stedet ser hen mod fremtiden, hvor vi alle er afhængige af at klimaforandringerne prioriteres her og nu.
