Christine Jacobsen Mulvad
skriver fra Durban
I et sidste forsøg på at få en international klimaaftale på plads, inden den første fase af Kyotoprotokollen løber ud til næste år, er over 190 ministre fra hele verden fløjet til Durban i Sydafrika til FNs årlige klimakonference (COP17 i år) i denne uge.
Men med tre dage tilbage af forhandlingerne er der få tegn på, at ministre og statsledere kan blive enige om en aftale, der nedbringer udledningen af drivhusgasser i atmosfæren og bekæmper klimaændringer – til stor bekymring for de fattigste lande.
Imens forhandlingerne har stået på, har kvinder fra hele Afrika demonstreret og marcheret rundt uden for de store afkølede konferencebygninger med budskabet om, at de bliver hårdt ramt, hvis der ikke opnås enighed om en ny aftale.
– Klimaet påvirker os meget. Vi ved snart ikke, hvilken årstid, vi har. På tidspunkter, hvor vi før kunne forvente regn, ved vi nu ikke, hvornår regnen kommer, og det påvirker vores udbytte, fortæller Nosa Khoza fra Newcastle i Sydafrika.
Sammen med en større delegation kvinder fra landområderne i flere afrikanske lande er hun rejst til Durban for at gøre opmærksom på, hvilken en virkelighed hun og mange andre afrikaner frygter, hvis det ikke lykkes at komme frem til en aftale.
Hun har arbejdet som sygeplejerske på et hospital, men passer nu forældreløse børn og hiv-smittede syge sydafrikanere i sit hus.
– Jeg har en grøntsagshave, men grøntsagerne gror ikke ordentligt mere, og det er blevet sværere og sværere for mig at få fat på mad. Folk dør nu ikke af hiv og aids men af sult, siger hun.
16.000 deltagere er registreret til COP17, hvoraf 7.000 er observatører, 1.500 journalister og resten delegerede. Alle prøver at påvirke beslutningsprocessen på forskellige niveauer.
Overordnet kæmper de mindre lande med de store udlederlande af CO2 om ambitionsniveauet for nedbringelsen af skadelige drivhusgasser, og hvor det økonomiske ansvar skal placeres.
Dyb frygt for fremtiden hos Afrikas fattigste
I takt med at det virker som om, at forhandlingerne er gået i stå, frygter mange afrikanske lande, hvad der kommer til at ske, hvis der ikke opnås enighed.
– De har brugt mange penge på at samle alle disse mennesker, men de forstår ikke, hvad vi forstår, siger Nosa Khoza.
– De har ikke oplevet at vågne op uden mad flere dage i træk. Vi vil ikke have flere forhandlinger, vi vil have beslutninger, og at forhandlerne aktivt gør noget.
– Vi har ikke ressourcer til at tackle klimaændringer. Det er os, de fattigste, der kommer til at lide mest, hvis der ikke bliver enighed, slutter hun.
—————-
Christine Jacobsen Mulvad er medlem af U-landsnyt.dks redaktion
Se også
http://www.dr.dk/NETTV/Update/Forside.htm?video=%7B62b5505e-6537-4710-b758-a064a9bc514f%7D
