I anledning af den internationale menneskerettighedsdag torsdag den 10. december spiller Vor Frelsers Kirke i København en særlig hymne på klokkespillet.
Institut for Menneskerettigheder (IMR) markerer FNs internationale Menneske-rettighedsdag, den 10. december 2009, med et unikt samarbejde med Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.
Det er komponisten Francesco Cali, der har komponeret ”Hymn to Human Rights”, som organist Lars Sømod Jensen har omdannet til klokkespil.
Lad musikken tale
Vor Frelsers Kirke er kendt for sine daglige meget smukke klokkespil, og derfor syntes informationschef Klaus Slavensky fra IMR, at det var oplagt at markere denne særlige dag med en unik event.
– Budskabet i hymnen, som har tekst af Jeppe Marsling, handler om at sikre mennesket et værdigt liv, og det går godt i tråd med kirkens budskab om næstekærlighed, forklarer Klaus Slavensky og fortsætter:
– Menneskeretsgrupper verden over, inklusiv FN, benytter 10. december til at minde om, at rettigheder er nødvendige for fred, stabilitet og udvikling. Der er ingen smukkere måde at få dette budskab ud, end at lade musikken tale.
Tidspunkt: Klokkerne i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn spiller menneskerettighedshymnen kl. 12, 13 og 14 torsdag.