Journalist, forfatter og u-landsdebattør Knud Vilby havde følgende kommentar i DR onsdag om “småligheden i dansk u-landsbistand”.
Småligheden omfatter
Boliviapenge til Tsunami-ofre
Farvel til u-landsoplsyning og ja til statspropaganda
Minus multilaterale penge og plus erhvervssektor
Og så det ikke-smålige
At nordmændene ansætter en dansker til at lede deres noget mere storsindede projekt.
Af Knud Vilby
Jeg bryder mig ikke om smålighed, og slet ikke når den kommer oppefra, fra regering eller myndigheder.
Men det gør den i denne tid.
Jeg skal tale lidt om u-landsbistanden. Og om hvad regeringen gør ved den. Ikke om de store besparelser for nogle år siden, men netop om, hvordan småligheden er ved at tage over nu, hvor man efter sidste valg med regeringsgrundlaget har lovet, at man ikke vil blive ved med at skære ned på hjælpen til de fattigste.
3 forslag eller beslutninger tegner et småligt mønster. Her kommer de:
Omkring nytår sagde statsministeren meget klart, at katastrofehjælpen til tsunami-ofrene ikke skulle tages fra andre fattige og nødlidende i verden. Man tog pengene fra de eksisterende konti, men lovede at hvis det betød, at der senere kom til at mangle penge, så ville der komme en merbevilling. Det skulle være os rige, der hjalp tsunami-ofrene, ikke verdens fattige.
Men der kom til at mangle penge, og nu viser det sig, at man har snuppet 44 millioner kr., som skulle være brugt til de fattige i Bolivia. Men de er ikke snuppet sådan rigtigt, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs, for der var af forskellige grunde uforbrugte midler på Bolivia-kontoen.
Men var der da ikke brug for pengene i Bolivia? Jo det er der da vist. Men de er altså uforbrugte og går derfor til tsunami-ofrene. Det er det jeg kalder småligt.
Forud for det nye finanslovsforslag meddelte udviklingsministeren så, at de danske u-landsorganisationer ikke længere må bruge 32 millioner statslige kroner årligt på u-landsoplysning. Pengene skæres ikke, men de skal i stedet ud til projekter i de fattige lande.
Det lyder jo fornuftigt og godt. Men hvad handler det i virkeligheden om? Det kan jeg fortælle lidt om, fordi jeg har beskæftiget mig med u-landsbistand i rigtigt mange år.
I u-landsbistandens barndom for 40 år siden var man enige om, at staten ikke skulle lave u-lands-PR for statens penge. Udenrigsministeret og Danida skulle naturligvis informere åbent om bistanden, men det var langt bedre, hvis den egentlige u-landsinformation blev domineret af mere uafhængige folkelige organisationer.
Det ville sikre folkelig opbakning, og det ville også være en garanti for en mere kritisk og uafhængig information. Derfor fik bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke en særlig årlig bevilling til at lave oplysningsarbejde og udgivelser til de unge og skolerne.
I de senere år har udenrigsministeriet så brugt flere og flere penge på at strømline og smartgøre det statslige informationsmateriale om dansk bistand. Der er samtidig en klar tendens til, at materialet er blevet mere og mere propagandistisk.
Man informerer ikke bare, man tolker og manipulerer med tallene til fordel for regeringen. Og nu skærer man så den folkelige u-landsoplysning væk. Tilbage er et statsligt propagandistisk informationssystem, der ikke er særlig troværdigt.
Men kan organisationerne da ikke bare oplyse for deres egne penge? Jo selvfølgelig kan de det, hvis de har nogen. Men de er fanget i en klemme, og det ved regeringen naturligvis godt.
De danske u-landsorganisationer er blevet bedre og bedre til at samle penge ind, men det er altså ikke inden for det muliges rammer at stemme dørklokker og så bede folk give et bidrag til udgivelsen af undervisningsmateriale til folkeskolen eller mere u-landsoplysning i bibliotekssystemet.
Man kan ikke samle penge ind til oplysning.
Derfor handler det fra regeringens side om at kvæle uafhængig oplysning. Det kalder jeg småligt.
Det tredie eksempel handler om bistanden gennem FN.
Danmark har altid givet meget bistand gennem FN-systemet. FN har svagheder, men netop nu, hvor vi lægger større og større vægt på hele det internationale sikkerhedsspørgsmål er FN helt central.
Men nu vil man flytte penge fra FN og over til støtte for dansk erhvervslivs bistandsindsatser. Det sikrer også, at flere af de bevilgede penge kommer tilbage til Danmark igen .
Og jeg kalder det småligt.
Man mærker hensigten i alt dette her, og man bliver forstemt. Skal vi være så smålige i et af verdens allerrigeste lande med et af verdens allerstørste overskud.
Jeg er lige kommet hjem fra Afrika, og dér taler man for tiden meget om et andet rigt land. Det hedder Norge.
Norge kombinerer meget høj bistand med et utroligt aktivt diplomati. Norge har spillet en stor rolle for fredsprocesser mange steder. Det norske samspil mellem forskellige indsatsformer er ganske storsindet og storstilet. Og det vækker respekt.
Det er meget skægt, for for mindre end et par uger siden udnævnte det norske statsråd danskeren Poul Engberg-Pedersen til generaldirektør for Norad, der er det nærmeste man kommer til den norske version af den danske statslige bistandsorganisation Danida.
Dels kan man jo godt sige, at det ikke er særlig småligt, at nordmændene på den måde gør en dansker til chef for deres bistand.
Men man kan også bruge det til at fundere over, hvorfor det er, at norsk Norad er en lille bitte anelse mere uafhængigt i forhold til regeringssystemet end det danske Danida er.
Derfor kan Norad også ansætte et helt professionelt dansk bistandsmenneske med mange mange års stor faglig erfaring som chef for sin statslige bistandsorganisation.
Det ville være utænkeligt i Danmark. Her kan Danidas per definition chef kun være en af udenrigsministeriets diplomater.
Der er ingen uafhængighed. I den rolle skal man administrere småligheden, hvad enten man kan lide det eller ej, slutter Knud Vilby.
Indlægget er stillet til rådighed af forfatteren for www.u-landsnyt.dk
