“Nyopført hus i traditionel, solid byggestil med lokalt fremstillede mursten og tag i bølgeblik”.
Sådan lyder en annonce fra ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech, skriver Berlingske Søndag.
Der er ikke tale om et hus i Danmark, men i det lille fattige land, Burundi i Centralafrika, hvor “huset ligger direkte ud til marker og grønne områder og nærmiljøet er præget af medfølelse og interesse”.
Prisen er nærmest chokerende lav set med danske øjne: 2.500 kr. Men for den pris kan man give en hjemvendt flygtningefamilie fra Tanzania både et lille hus og en “startpakke” bestående af hakker, såsæd og 30 træer, hvoraf de 5 er frugttræer, så de kan blive selvforsynende og starte et nyt liv.
Poul Erik Bech og hans kone har for at hjælpe projektet i gang købt de første 10 huse og ejendomsmæglerkæden har indtil nu solgt yderligere 110 huse. Tanken er at få private donorer til at finansiere i alt 500 huse.
EDC-Poul Erik Bechs 30 butikker hjælper på den måde nødhjælpsorganisationen ADRA, der med støtte fra Danida har søsat et projekt, der går ud på at opføre boliger med lokal arbejdskraft og lokale materialer.
De første 2.500 boliger er allerede opført og de næste 2.000 er under opførelse i Makamba provinsen i det sydlige Burundi – men behovet er langt større. Derfor har almindelige danskere fået mulighed for at købe et hus i Burundi – og give det væk til trængende familier. Nogle af de udsete familierne har børn som overhoved, fordi forældrene er døde skriver ADRA Danmark på sit website.
Efter adskillige års borgerkrig i Burundi, er der nu fred og mange flygtninge vender hjem til ødelagte boliger. Behovet for nye huse til genhusning er derfor meget stort. Det er disse grupper samarbejdet mellem EDC-Poul Erik Bech og ADRA stiler mod at hjælpe.
Der er en naturlig sammenhæng i, at ejendomsmæglere, som er eksperter i hussalg, også kan yde bistand med salg af huse til hjemvendte flygtninge. ADRA står for alt det praktiske, og sikrer, at pengene går til det formål, de er tiltænkt. EDC mægleren anvender sine butikker og almindelige boligannoncering til at fortælle kunderne om muligheden for at yde støtte til projektet i Burundi.
Støtten foregår ved, at danskere køber et hus eller anparter på 1/5 i huset i Burundi. Boligen opføres af flygtningene selv, under vejledning af professionelle håndværkere. Den gives derefter til den hjemvendte flygtningefamilie, som selv overtager det fulde ansvar for boligen.
Når huset er betalt, modtager køberen en kvittering, samt, når huset er færdigbygget, et skøde og et billede af familien foran deres nye bolig.
Det var ADRA Danmarks generalsekretær, Lehnart Falk, der etablerede kontakten til ejendomsmæglerkæden, som med det samme var med på ideen.
ADRA Danmark er en organisation under Adventistkirken i Danmark, som har virket siden 1987 og beskæftiger sig med udviklings- og nødhjælpsarbejde, fortrinsvis i Den 3. Verden.
ADRA står for Adventist Development and Relief Agency. ADRA Danmark arbejder inden for områderne sundhed, uddannelse, fødevaresikkerhed og nødhjælp.
I 2005 havde man projekter i Uganda, Malawi, Tanzania, Rwanda, Burundi, Sudan, Somalia, Sierra Leone, Zambia, DR Congo, Liberia og Indonesien.
Yderligere oplysninger hos Lehnart Falk 4558 7700, [email protected] og informationschef i ADRA, Bjørn Krøll 4558 7700, [email protected]
Se også mere på www.adra.dk