FNs generalsekretær, Kofi Annan, advarede mandag verdens ledere om, at den økonomiske og politiske respons på hiv/aids-epidemien har været fuldstændig utilstrækkelig.
– Vi er slet ikke på vej til at reducere omfanget eller virkningerne af epidemien i 2005, sådan som vi har lovet hinanden, sagde han til en forsamling af 191 lande i New York, der var samlet for at vurdere fremdriften i kampen mod den frygtede u-landssvøbe.
En rapport, fremlagt for plenarforsamlingen, beskrev manglerne på en række fronter, herunder udvidet adgang til livsforlængende medicin, omsorg og pleje af børn, hvis forældre er døde af aids, modarbejdelse af diskrimination af hiv-positive og aidsramte og overførsel af de potentielt dødbringende sygdomskim fra mor til barn.
FNs mål, som blev opstillet for 3 år siden, indebærer, at 3 millioner hiv-positive i u-landene skal have adgang til livsforlængende aids-medicin i 2005, og at epidemien skal bremses og helst helt standses i sin videre udbredelse fra 2015.
Kun 300.000 mennesker i u-landene har nu adgang til aids-medicin, selv om FNs egne tal siger, at mellem 5 og 6 millioner har aids i fuldt udbrud og desperat behov for livsforlængende medikamenter.
Ved åbningen søndag af en anden stor international aids-konference i Nairobi i Kenya kaldte FNs særlige aids-udsending, Stephen Lewis, manglen på billig anti-aids medicin i Afrika for “obskøn i al sin groteskhed”.
Lewis fordømte Vesten i kraftige vendinger, og sagde, at de vestlige lande udmærket kunne finde 200 milliarder dollars til terrorbekæmpelse, men kun småmønt i sammenligning til at behandle og lindre livet for den fattige verdens aids-ofre.
Lewis understregede sine ord ved at nævne, at der blot bruges 1 milliard dollars på at bekæmpe aids i Afrika om året. Og dét skønt anslået 30 millioner afrikanere er inficeret med hiv-virus, som kan føre til aids og andre 15 millioner allerede er bukket under for aids.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, ønsker, at 3 mio. afrikanere modtager anti-retroviral medicin i 2005, Medicinen kan ikke kurere hiv, men forsinke processen, som fører til aids i udbrud og dermed give ofrene håb om et længere liv.
Selv om priserne på anti-aids medicin er faldet drastisk, får kun 50.000 afrikanere sådanne medikamenter. Eksperter siger, at problemet nu også er at distribuere medicinen og sikre korrekt behandling og indtagelse i Afrikas barske virkelighed – et nedslidt og overbebyrdet sundhedsvæsen.
En rapport, forelagt for det 5 dage lange aids-sammentræde i Nairobi, ICASA, der mødes hvert andet år, tegnede et dystert billede af situationen i det sydlige Afrika, hvor WHO har fundet ud af, at hver femte testede gravide kvinde havde hiv-virus i sig i 2002.
Derimod ser det bedre ud i Østafrika, hvor aids synes på “forsigtigt” tilbagetog. Der er også ros til landene i Vestafrika, som har de laveste aids-rater i Afrika.
Samtidig kom det frem, at et kenyansk firma, Cosmos Pharmaceuticals, er fulgt i sporene på et sydafrikansk selskab og bliver den anden afrikanske producent nogensinde af billige livsforlængelse anti-aids vacciner.
Cosmos sagde, at produktionen ventes gå i gang i oktober-november efter intensiv forskning og udvikling på firmaets kompleks i Nairobi. Kenya har en af de højeste hiv/aids-rater i verden, og 2,2 millioner kenyanere lever med sygdomskimen eller aids i udbrud. Men for øjeblikket får kun 7.000 af landets indbyggere anti-retroviral medicin til en gennemsnitlig omkostning af 40 dollars om måneden – mange penge i et fattigt u-land.
Direktøren for Cosmos Pharmaceuticals, Prakash Patel, sagde, at man ville producere medikamenterne under navnene Neviriv, Lemurs, Lazidariv, Stariv og Zidocos. – De vil være prisbillige og bedre i det mindste, end det, der importeres for øjeblikket, sagde han.
I august enedes landene i Verdenshandelsorganisationen, WTO, om at tillade udviklingslande uden farmaceutiske industrier at ignorere patentrettigheder og importere eller producere billig kopimedicin for at bekæmpe sygdomme som aids og malaria.