KOMMENTAR
Af Ingeborg Overby Gaarde
stud.scient.pol. og medarbejder hos Global Policy Forum i New York
I den forgangne uge mødtes toppolitikere, civilsamfundsorganisationer og virksomhedsrepræsentanter til topmøde i FN for at diskutere den kritiske tilstand, 2015-målene befinder sig i.
Den nuværende fødevarekrise har, ifølge tal fra Verdensbanken, medført at fødevarer er steget op til 83 procent i mange udviklingslande. Action Aid vurderer, at 1,7 milliarder mennesker på nuværende tidspunkt lever uden fødevaresikkerhed. Dette svarer til en fjerdedel af verdens befolkning.
Hertil er den globale finanskrise endnu en hindring for at nå 2015målene. For det første bliver det sværere at få økonomisk bevillinger til at nå målene i en økonomisk krisesituation.
Dertil bidrager stigende arbejdsløshed og højere fødevarepriser, forstærket af fødevarekrisen, til den nuværende negative spiral af faktorer, der fastholder en urimelig stor del af verdens befolkning i strukturel fattigdom.
Disse begivenheder kommer oven i, at Verdensbanken for nyligt har opdateret sin opgørelsesmetode for fattigdom, og med en ny fattigdomsgrænse på 1,25 dollar om dagen afsløret, at over 430 millioner flere end forventet lever i fattigdom.
At der er tale om krisetilstand underbygges af Social Watch, et netværk af over 400 civilsamfundsorganisationer, der netop har offentliggjort en rapport, som viser en negativ udvikling i fattigdomsbekæmpelse i mange af verdens allerfattigste lande.
Topmødet i New York d. 25 September 2008 resulterede i 16 milliarder US dollar til ekstra fattigdomsbekæmpelse. Herudover 1,6 millarder dollar til at understøtte fødevaresikkerhed, 4,5 miliarder til uddannelse og 3 milliarder til bekæmpelse af malaria.
Til sammenligning har den amerikanske regering i samme uge fundet 700 milliarder dollar til at dække krisen på Wall Street. Betænkeligt at der omgående kommer penge på bordet, når der er tale om bestemte ”kriser” – som om det ikke er en krise, at 300.000 børn dør af sult hver dag.
Det er strengt nødvendigt, at FNs medlemslande lever op til løfterne om øgede bevillinger til at nå de nuværende mål, og at der vitterligt er tale om tilførelse af nye midler.
Men endnu vigtigere er det at ændre strategi til at nå målene. Verdenssamfundet står over for en kompleks udfordring i bestræbelserne på at nå 2015målene, der kræver en løsningsmodel, som rækker ud over det nuværende fokus på målene i sig selv.
2015målene mangler sammentænkning
Problemet med både topmødets fokus, samt hele processen bag 2015målene, er fraværet af en strategi, der sammentænker de strukturelle årsager til fattigdom.
Et retfærdigt handelssystem, der tilgodeser svage producenter i u-landene burde have stået højt på topmødets dagorden i sidste uge. Doha-forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen, WTO, blev nævnt af FNs generalsekretær, Ban-Ki Moon, og andre talspersoner flere gange, men konkrete forlag om et ændret handelssystem blev omgået.
Derudover burde topmødets deltagere have fremhævet det ansvar, de internationale institutioner såsom Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har for udviklingen i mange u-lande.
Disse indflydelsesrige institutioner skal presses til at eftergive gælden til verdens fattigste for herved at afmontere den gældsbyrde, der bidrager til at fastholde u-lande i underudvikling.
Desværre har konsensus om at opfylde 2015 Målene vist sig at overskygge en indsats rettet mod de strukturelle årsager til fattigdom. Derudover har ønsket om konsensus i processen generelt sænket ambitionsniveauet.
Et eksempel herpå er, at underskriverne af 2015 Målene under udarbejdelsen af de konkrete mål besluttede sig til at bruge 1990 som basis år i stedet for 2000, hvilket gør det lettere for de enkelte lande at indfri forventningerne.
Den oprindelige udviklingsplan var langt mere ambitiøs med inddragelse af emner såsom handel og gæld, demokrati og menneskerettigheder.
Udfordringen for topmødets deltagere, såvel som alle aktører på den udviklingspolitiske arena, er at lancere en strategi, der sammentænker 2015 Målene med de strukturelle årsager til fattigdom.
De delegerede til topmødet i New York havde chancen i den forgangne uge – men forspildte den atter en gang.
Hvorvidt der er tale om en ”broad coalition for change”, som Ban-Ki Moon så stolt fremhævede topmødet til at være , afhænger af politisk vilje til at ændre fokus i indsatsen for at nå målene.
Forsamlingen mødes igen i år 2010 for evaluere indsatsen. I mellemtiden må deltagerne til ”Financing for Development” til Doha topmødet i november træde i karakter og kræve, at substantielle emner såsom handel og gæld inkorporeres i en samlet stragtegi, der ikke alene indfrier de konkrete 2015mål, men afmonterer rødderne til global fattigdom.
