Kommentar: Danmark må tilbage i den gule førertrøje

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Bestyrelsesmedlem i u-landsorganisationen Ibis, Anders Bildsøe Lassen, reagerer på organisationens hjemmeside onsdag på redaktør Erik Meier-Carlsens udtalelser i radioen om u-landsbistanden.

BTs Erik Meier-Carlsen var fredag i morgenradioen for at forklare, hvorfor spørgsmålet om bistand til verdens fattigste lande ikke står højere på den politiske dagsorden, selv om den nuværende regering har skåret kraftigt.

Jo, forklarede Meier-Carlsen, det skyldes jo nok for det første, at den danske bistand til udviklingslandene i årtierne før regeringen trådte til, havde bevæget sig op på et urimeligt højt niveau, nemlig ca. 1 procent af det danske bruttonationalprodukt. For det andet, at vælgerne ikke bekymrer sig om u-landshjælpen Og for det tredje, kunne man jo også, når alt kommer til alt, stille spørgsmålstegn ved, hvor godt u-landsbistand egentlig gavner de fattige.

Nej, sluttede Meier-Carlsen, hvis man for alvor ville gøre noget for verdens fattigste, så skulle man nok snarere følge USAs eksempel fra krigen i Irak og gå i gang med at afsætte verdens despoter og sikre demokrati og åbne økonomier i verdens lande.

Der er ikke tvivl om, at en del af fattigdommen i verden skyldes at der rundt om i u-landene har siddet – og sidder – fuldkommen hensynsløse regeringer, der uden tanke for de fattige har beriget sig selv og bragt deres lande ud i økonomisk og politisk uføre. Mange af dem har i øvrigt siddet der, fordi vi vores del af verden har istemt den amerikanske talemåde “he is a son of a bitch, but at least he is our son of a bitch”.

Derfra er der dog langt til at sige, at det bedste vi kan gøre for verdens fattigste er at sønderbombe og besætte lande, som vi har gjort i Irak. Der kunne udrettes underværker i de fattigste lande for de milliarder af US dollars, det har kostet at besætte Irak.

Drenge og piger kunne komme i skole, de kunne få rent drikkevand, der kunne sættes en stopper for aids-epidemien, der kunne sættes gang i den lokale økonomiske udvikling osv. Og hvis de fattige først får en uddannelse, bliver fri for at slås med almindelige sundhedsproblemer og finder en levevej, så skal de nok selv skille sig af med de mest despotiske, korrupte og uduelige politiske ledere.

Er vi som danskere ligeglade med verdens fattige? Nej. Den seneste undersøgelse viste, at 2/3 af danskerne mener. at mere u-landshjælp er vigtigere end skattelettelser. Lomborgs konference viste, at det kan betale sig at investere i de fattige. Og flere politikere – også fra regeringspartierne – har på det seneste sagt, at det var en fejl at skære så hårdt og at Danmark skal tilbage i den gule førertrøje internationalt.

Hvorfor i al verden det? Er det ikke bedre at bruge penge på de ældre, på sygehusene osv.?

Nej, I Danmark har vi faktisk en lang tradition for at mene, at vi er rige nok til at yde en betydelig indsats for verdens fattige. Vi har et godt ry i u-landene, fordi selv om der ind imellem er fiaskoer og fejl, gør vi det generelt godt og giver en hjælp, der går direkte til de fattigste, til kvinderne og børnene og til de mest udsatte. Og vi tror på, at Danmark ved at spille en fremtrædende rolle på dette felt både påvirker andre lande til at give mere hjælp, og gavner Danmarks anseelse internationalt.

Danmarks anseelse handler ikke kun om, hvor mange svin vi producerer eller kvaliteten af den medicin, der kommer herfra. Det handler også om de værdier, vi giver udtryk for, og de visioner, vi forfølger.

Hvis vi vil have, at andre lande skal lytte til os, hvis vi vil have turister hertil og hvis vi vil tiltrække investeringer og sælge vore produkter i udlandet, så skal vi værne om den respekt vi stadig nyder ude omkring.

Også derfor skal vi tilbage i den gule førertrøje og give mere bistand til verdens fattige.

Kilde: www.ibis.dk