KOMMENTAR
Af Jesper Søe
I Sergio Leones 40 år gamle kult-western “Den gode, den onde og den grusomme”, vinder den rigtige til sidst i Clint Eastwoods skikkelse som Blondie.
I virkelighedens verden – i dansk politik f.eks. – er det slet ikke sikkert, det går sådan.
Tag nu bare procenten – den andel af national-rigdommen, vi bistår de fattige nationer med. Slaget om den rasede op gennem 1970erne og langt ind i 80erne, indtil freden indfandt sig en smuk forårsdag i midtfirserne.
Et flertal i Folketinget vedtog den 25. marts 1985 en gang for alle – troede man – at hæve Danmarks u-landsbistand til en procent af bruttonationalindkomsten (BNI). Det skulle ske gennem en fast stigningstakt på 0,03 procent om året, så bistanden nåede den magiske ene procent i 1992.
Den politiske borgfred sænkede sig i en sådan grad, at et stort flertal i Folketinget, hvor nu også Venstre og de konservative havde indskibet sig, bekræftede beslutningen i 1990.
Borgfreden betød, at procenten blev nået helt efter planen 2 år senere, og at der reelt var ro om bistandens omfang i samfulde 15 år (1985-2001). Rigtig lang tid i dansk politik.
Procenten lå fast – var kun udsat for enkelte attentatforsøg, der blev taget i opløbet – og Danmark fik status af verdensmester i udviklingsbistand med al den internationale pondus den gule førertrøje bragte med sig.
Men så blev freden brudt og våbnene gravet frem. Op til november-valget i 2001 gik Venstre og konservative, som jo ellers stod bag procenten, ud med løfter om store besparelser på hjælpen til de fattige nationer.
De blev kraftigt tilskyndet heri af det eneste parti, som stod udenfor borgfreden, og som ingen rolle havde spillet i dansk u-landspolitik – Dansk Folkeparti.
Kombinationen af den etablerede borgerlighed og det nationalistiske, fremmedfjendske højreparti vandt som bekendt valget, og så kom de store knive frem.
Bistanden blev omgående skåret ned med halvanden milliard, flere danske samarbejdslande i Den 3. Verden fik med ultrakort varsel besked om, at kassen var smækket i og Svend Aukens magtfulde miljø- og energiministerium, som VK især havde set sig harm på, blev filet ned til sokkeholderne.
Enrgien forsvandt ind i et kontor i erhvervsministeriet og hele den stort anlagte MIFRESTA-ramme (miljø, fred og stabilitet), som var en af SRs kronjuveler, blev slagtet. Den skulle ellers over 5 til 6 år have opbygget Danmarks globale miljøindsats, så den sammen med fredsskabende tiltag o.a. udgjorde en halv procent af BNI – som vel at mærke blev lagt OVENI u-landsmidlerne.
Med den forsvandt også Aukens særlige globale miljøkontor, DANCED, som udenrigsministeriet overtog de forpjuskede (nu længst glemte) rester af.
Man kan ikke lade være at tænke på, hvilke midler f.eks. Conne Hedegaards (K) nye klimaministerium ville have haft at råde over, hvis MIFRESTA ikke så tankeløst var blevet aflivet i den første hidsige liberale slå-om-sig tid.
Dermed forsvandt også den særlige kasse, der skulle tage sig af meget af det, der ikke var “rigtig” u-landsbistand. Tilbage var nu kun selve bistanden at file løs af til alle hånde “pet causes” – særligt ønskede initiativer. Og filet løs blev der.
Ikke nok med det. Bistandens frie fald fortsatte. For VKO-flertallet havde besluttet, at dens realværdi kun skulle fastholdes i kroner og ører år for år. Sparekniven på de halvanden milliard lige efter, man kom til, var ingen enlig svale, kun begyndelsen.
Begyndelsen til den største samlede nedskæring af Danmarks håndsrækning til verdens fattige nogensinde. For mens vor rigdom voksede og voksede, og med den bruttonationalindkomsten, som bistanden blev beregnet af, steg bistanden ikke tilsvarende, da den jo ikke lå fast på at udgøre eksempelvis 0,9 pct. af BNI, men kun blev reguleret for prisstigninger.
Resultatet blev et enormt efterslæb, som bragte bistandsmidlerne helt ned under 0,8 procent af BNI, og vi ville i dag være havnet i nærheden af de 0,7 pct. (sådan som Dansk Folkeparti ønsker det), hvis ikke de konservative havde besindet sig.
De fik skrevet ind i regeringsgrundlaget efter valget i februar 2005, at bistanden ikke måtte falde under de 0,8 pct. Dermed standsede de bistandens frie fald, men søgte reelt ikke at reparere på det store tab, der var oparbejdet siden 2002 i forhold til SR-kabinettets ene procent.
Hvor stort er det tab så? Ja, i dag er den årlige forskel mellem at yde 0,8 procent og 1 procent af BNI oppe på over 3 milliarder kr. I de 6 år siden 2002 løber tabet op i mindst 16 milliarder. Det er derfor, det med berettigelse kan siges, at dansk bistand ikke har været ude for noget tilsvarende siden sin spæde begyndelse for ca. 45 år siden.
Aldrig i dansk bistands historie har så få magtfulde skåret så meget på så kort tid.
Og det er ikke engang hele tabet – der samlet set nu løber op i mere end et helt års u-landsbistand fra Danmark – nej, det er langt større, hvis man tillader sig at regne den bortmassakrerede MIFRESTA-ramme med.
Så er forskellen 0,8 mod 1,5 procent af BNI, nemlig en procent i bistand og en halv til MIFRESTRA, sådan som SR-kabinettet opererede med.
Det ville svare til, at Danmarks totale globale indsats i dag udgjorde over 20 milliarder kr. mod nu 13-14 milliarder. Så man kan vist godt slå fast, at det der med, at der ikke er forskelle og markante fra- og tilvalg i dansk politik, den holder simpelt hen ikke.
Vi skal ikke her gå ind på det videre hændelsesforløb i de 6 år med VKO, det vil føre alt for vidt. Vi skal frem til det dagsaktuelle og “De gode, den svage og den store sprællemand”.
De gode var dem, der fik alt for lidt, den svage var hende, der fik lov at blive siddende, og den store sprællemand den partileder, der blev fremstillet som sådan i en tegning i gårsdagens Søndagsberlinger med en pose u-landsbistand i den ene hånd og en pose skattelettelse i den anden, mens statsministeren stod og trak i sprællemanden neden under.
De gode er så Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg, den svage Ulla Tørnæs og sprællemanden Bendt Bendtsen.
Ny Alliance fik alt for lidt – og dog. Havde de overhovedet politiske muskler til mere? En hensigterklæring i VK-kabinettes nye regeringsgrundlag om at sætte u-landsbistanden i vejret over de kommede år er da altid noget.
Men hvorfor i alverden kunne de konservative ikke tage sig sammen til at bakke kravet om en fast årlig stigningstakt op? Det ville jo tage mindst 7 år at nå det, akkurat som fra 1985 til 1992, hvis man igen havde valgt de 0,03 procent af BNI i årlig stigning.
Statskassen og danskerne er uendeligt meget mere velpolstrede end dengang, ja en langt rigere nation, så det kan ikke være grunden. Råd har vi. Det havde vi i hvert fald i fattigfirserne, så mon ikke også nu.
End ikke en stigningstakt på 0,02 pct. blev det til, selv om vi så først havde nået den fulde procent i 2017. I stedet står vi, som SFs nyudnævnte u-landsordfører, Pia Olsen Dyhr, siger det “uden en klar aftale om procentsatser og tidsfrister”, hvor “verdens fattigste er afhængige af et årligt slagsmål i Folketinget (om finansloven, red.), hvor Dansk Folkeparti spiller en alt for central rolle”.
Netop det forhold, at de konservative i 2005 fik skrevet en fast procentsats ind i regeringsgrundlaget, førte jo med sg, at det ikke stod til forhandling, når finansloven skulle i hus med Dansk Folkeparti. Men måske er det lige akkurat derfor, at den faste stigningstakt ikke kom med i det nye regeringsgrundlag “Mulighedernes Danmark”.
Nu har Dansk Folkeparti sikret sig en slags vetoret og forventer under alle omstændigheder modydelser. Hver gang. Det har Pia Kjærsgaard allerede sagt klart og tydeligt.
Og det selv om der rent faktisk står 104 mandater i Folketinget bag ønsket om en klart større u-landsbistand, hvis man ellers skal tage de konservatives egen landsrådsudtalelse herom for nylig alvorligt.
Så den med sprællemanden, der spræller i statsministerens garn, er måske ikke så ringe ramt om den konservative leder i den aktuelle situation.
Det var de gode og den store sprællemand. Så er der den svage. Det var hende, der fik lov at fortsætte i udviklingsministerstolen trods spådomme om det modsatte og et dårligt personligt valg.
Hende, der har så svært ved at lytte til andre, ikke mindst når de kommer fra “glasklokken”, som hun kalder NGO-miljøet; hende, der med så stor iver har rundbarberet talrige bevillinger; hende, der har væltet den gamle fifty-fifty fordeling mellem multilateral og bilateral bistand, ja vi kunne blive ved – også uden at komme nærmere ind på det utrolige kendisprojekt, som savner sidestykke i dansk bistands historie.
Hende, der såmænd nu får mulighed for at sammensætte den nye u-landsstyrelse, der træder til ved årsskiftet og skal sidde de næste 3 år. Hende, der kort sagt altid mener hun har ret.
At lade en så tonedøv, faglig svag og i sit parti ringe placeret minister fortsætte på 6. sal på Asiatisk Plads siger en del om den nuværende regerings prioriteter.
Og det kan enhver med engagement for/i dansk bistand næppe andet end begræde.
Journalist Jesper Søe har stillet denne kommentar til rådighed for u-landsnyt.dk
VIGTIGT: Læs de mange telegrammer på websitet u-landsnyt.dk om regeringen og u-landshjælpen, herunder de talrige kommentarer om regeringsgrundlaget.
