Af Jesper Søe
KOMMENTAR
Uanset hvad man måtte mene om Ny Alliance, er det ganske skelsættende udfra et u-landspolitisk synspunkt, at det nye partis internationale bannerfører, Gitte Seeberg, nu går ud og slår fast, hvad alle vi bistandsinteresserede og -engagerede havde håbet og troet:
Danmarks u-landsbistand skal genskabes til sin gamle højde og (forhåbentlig) kvalitet. De snart 6 onde år under VKs og ikke mindst Dansk Folkepartis hårde – ja ubarmhjertige – kniv skal omsider bringes til ende (læs telegrammet “Gitte Seeberg: Vi skal op på 1 procent af BNI i u-landsbistand igen”, dato 0.6.06.07, under Dansk bistand).
Ingen med indsigt i eller bare perifert engagement i Den 3. Verden kan andet end at være glade i dag. De 12-13 tabte bistandsmilliarder kunne rigtigt anvendt (og hvorfor ikke det; dansk u-landsvirke ligger konstant til høje karakterer)
– have skaffet rent drikkevand til millioner af fattige,
– have skabt kreditmuligheder for hundredtusinder af fattige u-landskvinder – dem, Ulla Tørnæs påstår, hun vil gøre så meget for
– reddet millioner af børn fra at dø
– reddet utalte u-landskvinder fra at dø i barselsseng
vi kunne blive ved…
Hvis man er det mindste i tvivl om, HVOR MANGE penge 12-13 milliarder er, og HVOR MEGET godt de kunne have gjort for verdens fattige, bør man læse telegrammet “Rekordgave fra Holland til UNICEF vil hjælpe 25 mio. børn i 40 lande”, dato 28.12.06, under rubrikken International bistand her på u-landsnyt.dk.
I stedet er milliarderne gået til at sikre yderligere overflod i et af verdens rigeste samfund – et samfund, u-landenes fattige kun kan drømme om.
Så: Godt gået Gitte Seeberg!!!!
Jesper Søe er journalist og redaktør af internettjenesten u-landsnyt.dk