KOMMENTAR
Af Jesper Søe
journalist
Den ene har direkte tilknytning til Den 3. Verden via sin kenyanske far og opvækst i Indonesien, den anden var ved at få ødelagt sin politiske karriere på grund af et adoptivbarn fra Bangladesh, som Bush-lejren i 2000 angiveligt sagde var “resultat af hans utugtige forhold til en sort kvinde”.
En ualmindelig grov påstand, som John McCain aldrig har glemt George W. Bush for.
Den første af dem, Barack Obama, blev tirsdag valgt til USAs næste præsident, og her skal søges et foreløbigt overblik over, hvad det kan komme til at betyde for landene i Latinamerika, Afrika og Asien.
1)
DE GLOBALE frihandelsforhandlinger i Doha-runden:
Denne forhandlingsrunde, der har kørt i årevis og som bl.a. skal sikre u-landene bedre handelsvilkår, kan ikke umiddelbart siges at have fået et boost gennem Obamas valg.
Obama og Demokraterne er udtalt mere protektionistiske og lovede under valgkampen at sikre amerikanske arbejdspladser. Dette hensyn er ekstra relevant i den dybe finansielle krise, USA og millioner af amerikanere befinder sig i.
Til gengæld er partiets politiske forbindelser til amerikansk landbrug, som også skal give Doha-indrømmelser, ikke af samme faste karakter som Republikanerne, der traditionelt henter støtte i Midtvesten. Omvendt vil en demokratisk præsident normalt være mere udsat for anklager om “udsalg” af amerikanske landbrugsinteresser end en republikansk.
2)
IRAK-krigen og Mellemøsten
Obama vil hente de amerikanske tropper ud af Irak; til gengæld vil han være lige så stærk en støtte for Israel som alle andre amerikanske præsidenter.
Det må imidlertid nærmest betragtes som udelukket, at han griber militært ind overfor Iran i striden om dette lands påståede atom-opbygning.
Andre demokratiske præsidenter har haft store problemer med interventioner i Den 3. Verden. Tænk bare på Jimmy Carters fejlslagne redningsaktion for de amerikanske gidsler i Teheran og Bill Clintons katastrofale indsættelse af tropper i Somalia.
Generelt hilser ledere i Mellemøsten Obamas valg velkomment. Det er dog en broget skare af repressive styrer – og allierede – der gør det. Måske tænker de tilbage på Bush-regeringens diplomatiske bestræbelser for at eksportere demokrati til deres lande – som stort set druknede i Irak-krigens rumlen.
3)
AFGHANISTAN og Pakistan
Obama vil formentlig overføre tropper fra Irak til Afghanistan, men man skal ikke undervurdere den folkelige modvilje hjemme i USA mod at blive dybt involveret i en ny kostbar krig, og denne gang i det afghanske kviksand – et land, hvor udefra kommende magter aldrig har triumferet. Spørg bare i Kreml.
Pakistan vil via amerikansk-dominerede institutioner som Valutafonden og Verdensbanken være sikret omfattende midler til genopretning af sin anspændte økonomi, som Obama vil være tvunget til at støtte. Dertil er verdens eneste muslimske atommagt alt for vigtig en spiller.
Formentlig vil Obama lægge mere vægt på et nogenlunde velfungerende demokrati i Islamabad, end en John McCain i Det hvide Hus ville have gjort. Men det er ikke sikkert.
4)
LATINAMERIKA
Venstreorienterede styrer i eksempelvis Venezuela og Bolivia vejrer morgenluft med en ny mere “progressiv” mand i Det Hvide Hus. Men de skal ikke glæde sig for tidligt. Obama vil til syvende og sidst være dikteret af amerikanske interesser. Spørgsmålet er bare, hvordan han definerer dem.
Efter årene med Bush, som senest udmøntede sig i genskabelsen af en særlig amerikansk flådeeskadre ud for Caribien og Sydamerikas kyster (hentet ud af mølpose efter 50 år), kan det dog kun blive bedre.
Og Cuba kan formentlig forvente et forsigtigt nybrud i den amerikanske holdning. En velkommen gave på 50-års dagen for revolutionen, der falder blot 20 dage før Obama indsættes.
5)
AFRIKA syd for Sahara
Forventningerne til netop Obama vil være enorme. Som halvt “Afrikas søn” kan han ikke komme udenom at prioritere kontinentet i sin udenrigspolitik, eller i hvert fald bistandspolitik. Men det vil heller ikke være noget stort skift. Afrika står allerede øverst på den internationale donor-dagsorden.
Måske vil hensynet til Afrika kunne udløse spektakulære udspil fra amerikansk side i Doha-forhandlingerne – trods alt. Men den kriseramte “blue collar worker” i Ohio vil altid være nærmere på end den fattige bomuldsavler i Vestafrika.
6)
ASIEN, herunder Kina
Indien vil fortsat blive anset som en stadig vigtigere samarbejdspartner. Verdens største demokrati er en spirende atom- og økonomisk magt, som Washington vil nurse. Også under Obama.
Militærstyret i Burma er formentlig ligeglad med, om Obama eller McCain sidder i Det hvide Hus. Begge ville kunne forventes at anlægge samme hårde linje mod juntaen som under Bush.
Kina er så stor en partner, at USA reelt er bundet på hænder og fødder udover rituelle menneskeretsprotester. Andre – og langt mindre lande (læs gerne Danmark) – har optrådt akkurat på samme måde.
7)
FN og FNs udviklingsorganisationer
Obama vil efter alt at dømme være et stort plus for FN. Enhver tale om en særlig klub for verdens demokratiske lande, som især McCain forfægtede, vil blive lagt i skuffen.
Udnævnelsen af en ny multilateralt indstillet FN-ambassadør bør bidrage til et forbedret klima. Indsættelse af amerikanske styrker i udlandet vil ske på mandat fra FN – i modsætning til under Bush.
For flere af FNs udviklingsorganisationer vil Obama også varsle bedre tider (mere herom nedenfor under amerikansk bistand)
8)
KLIMA og miljø
Efter Bush-årene med afvisning af et reelt globalt samvirke om indsats mod klimaforandringerne, vil Obama kunne tilføre nyt drive. Udgangspunktet er her så beskedent, at han umuligt kan skuffe. Det kan gavne FNs klimatopmøde i København i december 2009.
På den anden side har det mægtige senat i Washington mange gange før afvist at ratificere (statsretligt undertegne) vigtige internationale traktater og aftaler, herunder Kyoto-aftalen om globale begrænsninger i udledning af drivhusgasser.
Senatsflertallet er efter valget udpræget demokratisk, men det garanterer desværre ikke ret meget i den politiske dagligdag. Meget afhænger af den nye præsidents samarbejdsrelationer med Kongressen. Hvor galt det kan gå, viste Jimmy Carter med al tydelighed.
Miljøkampen generelt vil få et boost – men igen: Det skal ses på baggrund af, at Obama kommer efter en præsident, som efter manges mening var i lommen på olieindustrien. Vedvarende og alternative energikilder vil blive opprioriteret, men det var de nok blevet uanset hvad.
9)
AMERIKANSK bistand
Her bliver det næppe omfanget, men snarere indretningen af bistanden, der kan undergå en forbedring, set med europæiske øjne.
Præsident Bush har øget USAs udviklingsbistand meget markant, selv når vi ser bort fra genopbygningsmidlerne til Irak og Afghanistan. Det kan gøres op i grønne dollars. Ifølge en opgørelse fra udenrigsministeriet i København er bistanden fra amerikansk side steget fra 13 milliarder dollar i 2001 til nær hen det dobbelte i 2007: 21,7 milliarder.
Præsidentens særlige initiativ mod hiv/aids er enormt, og suverænt det største enkeltbidrag i kampen mod den frygtede lidelse. Bush oplevede da også under en rundrejse i Afrika tidligere på året noget så usædvanligt som at blive hyldet intenst og længe af store folkeskarer, der udmærket vidste, hvor pengene til medikamenter mod aids i udbrud kom fra: Nemlig Amerika.
En tydeligt berørt Bush blev bestyrket i indsatsens vigtighed og fremlagde senere et ønske for Kongressen om flere milliarder til programmet.
Noget andet er indretningen af bistanden. Især religiøst-betonede begrænsninger i anvendelsen af amerikanske midler i kampen mod abort og for familieplanlægning, indført af Bush-regeringen, har vakt harme i “the development community”.
Demokraterne har flere gange forsøgt at samle flertal i Kongressen for at få ophævet disse begrænsninger, hidtil uden held. Med et klart flertal i nu både Senatet og Repræsentanternes Hus er der ingen undskyldning længere: En præsident Obama må og skal omgående ophæve den såkaldte Mundkurvs-regel.
Også en organisation som FNs Befolkningsfond (UNFPA), der har oplevet Bush-regeringens store modvilje, kan se frem til bedre tider.
Det er uklart, hvordan Obama vil strukturere selve forvaltningen af bistanden. Bemærkelsesværdigt nok var den “tredje” demokratiske kandidat under primærvalgene, John Edwards, den eneste, der specifikt i sit program gjorde gældende, at han ville skabe en særlig politisk post som “udviklingsminister” i spidsen for USAID – det amerikanske Danida.
Det ville være et velkomment boost for amerikansk bistandspolitik, der sikrer større uafhængighed af de til enhver tid herskende prioriteter i State Department.
Der kunne utvivlsomt fremdrages flere punkter i krydsfeltet mellem USA og Den 3. Verden.
Under alle omstændigheder kan det blive svært for Obama at fastholde fokus på omverdenen i et land med så store interne problemer – og hvor 46 udaf hver 100 amerikanere stemte på en anden kandidat: Krigshelten fra Vietnam (dér var 3. Verden igen) John McCain.
Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
