Vi fortsætter her den historie, der blev bragt i Globalnyt i juni 2017. Vi fortalte dengang om, hvordan en lang række mindre bidrag plus en håndfuld store bidrag tilsammen havde muliggjort, at en lille organisation med base i Odder, Danmark, over en periode på 23 år først havde kunnet udbygge en række skoler og børnehjem i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, og derefter kunnet opbygge et stort uddannelsescenter – helt fra bar mark – ved storbyen Bahir Dar i det nordlige Etiopien.
Læs også: Mange bække små blev til stort uddannelsescenter ved Nilens bred.
Nu kan vi fortsætte historien ved at berette om, hvordan ELSA er gået i gang med den næste store udvidelse af en skole, også i Bahir Dar.
Baggrund og finansiering
Organisationen ved navn ELSA har renoveret skoler og børnehjem i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, siden 1994, hvor ELSAs stifter, Gert Jensen, første gang besøgte Etiopien. Under dette besøg blev Gert Jensen overbevist om, at man for små midler kunne udrette mirakler, og dermed var han i gang med det ”dobbelte initiativ”, der blev ELSAs ”varemærke”: En stadig vekslen mellem at rejse store beløb hjemme i Danmark og så rejse ned og bruge disse beløb bedst muligt i skolebyggerier i Etiopien.
Navnet E.L.S.A. står for ”Ewiket Lehibret Support Association”, hvor ”Ewiket Lehibret” er etiopisk og betyder ”viden for alle”. Og det var lige præcis det, det drejede sig om for Gert: Den allerbedste hjælp til lande som Etiopien måtte være hjælp-til-selvhjælp, og ingen hjælp kunne derfor være bedre end bygning af skoler, så den opvoksende generation kunne få viden. Hurtigt samlede Gert så en kreds af frivillige omkring sig, og ELSA var skabt og i gang.
Over årene 1995 til 2018 er det blevet til renovering og udbygning af 5 skoler og 1 børnehjem i hovedstaden Addis Ababa, samt opførelse af et komplet uddannelsescenter ved Bahir Dar. Siden 2018 er der opført nye bygninger på en anden skole i Bahir Dar, ”Søstrenes skole”.
Samme fremgangsmåde gennem 25 år: 3 ufravigelige krav
ELSAs skolebyggerier i Etiopien er altid startet med en aftale om et mangeårigt samarbejde med en instans, der kan overtage byggeriet, når det står færdigt, og derefter starte et undervisningsforløb.
Og ELSA har tre ufravigelige krav til et sådant samarbejde: 1) børn fra fattige hjem skal have førsteprioritet, 2) der skal være adgang for alle uanset religiøs overbevisning, og der må ikke missioneres på skolen, og 3) der skal optages mindst 50% piger.
På de skoler, ELSA havde udbygget i Addis Ababa, havde det offentlige skolevæsen hver gang accepteret ovennævnte tre ufravigelige krav. Det offentlige skolevæsen i Bahir Dar kunne derimod ikke acceptere disse tre krav.
Så spurgte ELSA den protestantiske kirke – men det kunne de heller ikke!
Men så spurgte ELSA den katolske kirke i Bahir Dar, og de accepterede straks – ja, for dem var det nærmest selvfølgelige krav. Efter kontraktunderskrivelsen i 2009 gik byggeriet i gang, og i 2016 stod et komplet uddannelsescenter færdigt. I dag har det mere end 1.500 elever, og det er på alle måder en stor fornøjelse at besøge centeret og tale med ledelse, lærere og elever.
Det næste projekt er i gang: udvidelse af en skole inde i Bahir Dar
Under færdiggørelsen af uddannelsescenteret kom ELSA i kontakt med en anden katolsk skole, beliggende i den modsatte ende af Bahir Dar.
Også denne skole er dygtigt ledet og har en engageret lærerstab. Og også denne skole har hundredvis af glade elever, der udmærket ved, hvor heldige de er, at få lov at komme i skole.
Denne skole ligger også midt i et slumområde og vil kunne tage mange flere fattige børn ind fra lokalområdet, hvis den blot bliver udvidet med nogle få bygninger. Disse bygninger er nu tegnet og prioriteret, og to af bygningerne er allerede opført.
Herudover er skolen plaget af hyppige og langvarige oversvømmelser af skolens sportsarealer med deraf følgende store sværme af meget plagsomme og sygdomsbærende insekter. Oversvømmelserne skyldes dårligt udført nyanlæg af en vej lige udenfor skolen. Men problemet kan ifølge vore ingeniørers foreløbige undersøgelser forholdsvis let afhjælpes, så også dette er de i fuld gang med at beskrive og beregne.
ELSA’s formand, Gert Jensen, udtaler: ”Desværre kan vi i den danske ledelse ikke rejse til Bahir Dar for tiden, på grund af coronaen. Men vi har så stor tillid til vore ingeniører dernede – efter mange års problemfrit samarbejde – at vi sandsynligvis sætter både dræning af sportsplads og opførelse af flere skolebygninger i gang, lige så snart vi har finansieringen på plads.”
Hvordan finansieres alle disse omkostningstunge projekter?
ELSA har ikke modtaget nogen offentlige tilskud. Skolebyggerierne er gennem alle årene blevet finansieret gennem fire ”kilder”: 1) personlige kontingenter for medlemskab af ELSAs støtteforening, 2) provision af salg af kunst på kunstudstillinger i ELSAs ”hjemby” Odder, 3) salg af donerede kunstværker på kunstauktioner, som ELSA har kunnet afholde på de allermest kendte kunstmuseer i Danmark, og endelig 4) kontante donationer i alle beløbsstørrelser, fra 100 kr. til 1.000.000 kr., doneret af privatpersoner og private fonde.
Med hensyn til donerede kunstværker, så har et stort antal danske og udenlandske kunstnere igennem mange år støttet ELSA ved at donere værker til ELSAs stort anlagte auktioner. Disse auktioner er blevet afholdt på kendte steder som Nordatlantens Brygge, Kunstmuseet ARoS, museet KUNSTEN i Aalborg samt Den Frie i København, og alle disse auktioner er blevet arrangeret og styret af Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Dertil har der været afholdt mange kunstauktioner på Odder Gymnasium over donationer fra lokale kunstnere.
Flere af de kunstnere, der gennem årene har doneret til ELSAs skoleprojekter – nogle af dem flere gange – har også besøgt ELSAs projekter i Etiopien og deltaget i udsmykningen af skolebygningerne, ligesom enkelte af kunstnerne har undervist på Det Etiopiske Kunstakademi i Addis Ababa.
De kontante donationer er fra en lang række privatpersoner og private fonde, danske som udenlandske. Alle er listet på ELSAs hjemmeside www.videnforalle.dk.
Endelig har ELSA en pæn stor medlemskreds, der bidrager gennem årlige medlemsbidrag. Kontingentet er på kun 150 kroner om året, og for dette bliver man løbende orienteret om projekternes forløb, samt inviteres til kunstauktioner og den årlige generalforsamling.
Vi opfordrer dig hermed til at blive medlem af ELSA!