Af Maja Grønkjær og Lærke Marie Lund Petersen, IBIS
Som deltagere ved COP19 spørger vi os selv, hvem det egentlig er, der trækker i trådene? Også EU forhandlere og udviklingslande deler under klimaforhandlingerne i Polen følelsen af at være udenfor. Det er en alvorlig hindring for at opnå enighed om en global klimaaftale.
Vi stod udenfor i kulden til klimatopmødet i København i 2009. Vi følte os langt fra de fjerne forhandlingslokaler, hvor visionerne for en fremtidig klimaaftale strandede. Dengang var vi ikke i tvivl om, at vi var sat uden for indflydelse.
Nu står vi her på Warszawas nationale stadion, hvor den 19ende udgave af klimatopmødet finder sted. Vi er blevet akkrediteret, vi har fået et badge med vores billede på – vi er for første gang indenfor.
Men selvom vi er kommet indenfor i varmen og fornemmer den koncentrerede stemning af mennesker, der arbejder hårdt på små bidder af en fremtidig global klimaaftale – er vi stadig udenfor.
Lige adgang?
Topmødet summer af aktiviteter, der foregår parallelt; møder i de forskellige forhandlingsspor, åbne “side events”, briefing på briefing og bilaterale møder.
Klimaforhandlingerne er baseret på FN’s konsensusmodel, hvilket i princippet betyder, at der skal tages hensyn til alle landes standpunkter og at beslutninger træffes på baggrund af tilslutning fra alle lande. Men i praksis deltager alle ikke på lige fod.
Graden af inklusion er ved første øjekast som et løg: lag på lag. Farven på dit badge bestemmer, hvilke rum du kan færdes i og dermed, hvor mange lag du kan skrælle af løget.
Vi har som repræsentanter fra det danske civilsamfund kun mulighed for at sidde med som observatører på nogle af forhandlingsmøderne, og må opsnappe nyheder fra de lukkede forhandlinger fra møder og samtaler med de delegerede.
Det er som om vi altid mangler en brik for at forstå årsagerne til, at man ikke kan blive enige.
Kredsen er ikke stor nok
Mærkeligt nok er det ikke kun NGO’erne, der føler sig udenfor. Selv blandt lande-delegationerne er der forskel på, i hvor høj grad man oplever at have indflydelse på beslutningerne.
Udviklingslandene har ofte små delegationer, er mange om at dele små kontorer og har vanskeligt ved at dække alle de forskellige forhandlingsspor. På et af de officielle møder pegede Nauru fra AOSIS gruppen på, at der ikke er plads til alle:
”Norge siger, at de godt kan lide at sidde rundt om et firkantet bord, hvor alle kan se hinanden. Vi har en oplevelse af, at cirklen ikke er stor nok til, at alle parter kan få en plads ved bordet.”
Også Bolivia har givet udtryk for sin bekymring om, at vigtige forhandlinger foregår blandt særligt indviede til små møder.
Landene er organiserede i forskellige alliancer: EU, umbrella group, like-minded group osv. og det er vanskeligt at tale med hinanden på tværs af grupperne.
De små nuancer i sproget afslører, hvem der bør lyttes til: EU anser sig selv for at tilhøre “de progressive,” mens bl.a. de latinamerikanske, venstreorienterede lande italesættes som radikale, fordi de holder fast i, at der bør være forskel på byrdefordelingen mellem rige og fattige lande.
En kategorisering der igen bestemmer, hvem der er udenfor og hvem der får lov at være med ved bordet.
Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt
Efter syv dage på COP19 har vi lært forkortelserne på de utallige forhandlingsspor, sammenslutninger og aftaler, vi har lært at finde rundt og vi har lært at vente.
Vi venter, mens forhandlerne strides om, hvem der har forpligtelser til at reducere udledninger og hvem der skal betale for de allerede ødelæggende konsekvenser af klimaforandringerne.
Men det med at vente, nogle gange i timevis, og opleve at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt gælder ikke kun nybegyndere som os.
En forhandler fra et europæisk land fortalte os, at selv erfarne forhandlere hele tiden oplever at vente på tekstudkast, ikke at have fuld information, og at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Mistillid gør forhandlinger svære
Oplevelsen af at være sat udenfor skaber mistillid mellem parterne. Og mistillid er ødelæggende, når man skal opnå enighed om en global klimaaftale, som kræver kompromisser på en lang række kontroversielle punkter.
Det er vigtigt, at COP-forhandlingerne finder sted, at der skabes et internationalt rum for alle lande og globale aktører, hvor et af klodens største udfordringer kan debatteres og adresseres. Det er endnu vigtigere, at der skabes større tillid, åbenhed og forståelse for hinandens positioner, hvis man vil skabe afgørende fremskridt inden Paris 2015.
Maja Grønkjær og Lærke Marie Lund Petersen er begge fra IBIS og har stillet artiklen til rådighed for U-landsnyt.dk.
