Af generalsekretær i u-landsorganisationen Ibis, Vagn Berthelsen
I april bragte DR dokumentaren ”Den dyre støtte”. Den satte en stærk dagsorden for, hvor dyr EUs landbrugsstøtte er. Ikke kun i kroner og ører – selv om 350 milliarder kroner årligt jo også er en slags penge for skatteborgerne i EU – men dyr i betydning af, hvad den betyder for menneskeliv og skæbner i u-landene.
Vi så de småbønder, som må lukke deres små gårde, vi mødte deres børn, som må søge til storbyerne i en håbløs kamp for at få job, og vi hørte ministeren fortælle, hvordan u-landene – konkret Ghana i Vestafrika – bliver tvunget til at åbne grænserne for de varer, som udkonkurrerer landets egne produkter.
Listen over varer fra EU, der dumpes i Afrika, er tilsyneladende uendelig: Mælkepulver, sukker, tomater på dåser, frosne kyllinger, ris mv. EU støtter en overproduktion og giver oven i hatten tilskud til eksport til u-landene, som ikke kan konkurrere med de stærkt subsidierede priser.
Stærkt i dokumentaren stod også koblingen til terror. Den unge ghaneser, som levede et usselt liv i et skur i hovedstaden Accra, havde Osama bin Laden på sin væg og ikke Britney Spears eller et andet popidol.
Fattigdommen kan i sig selv være grobund for at hverve almindelige mennesker til fundamentalistiske kampe, men når dertil lægges basal uretfærdighed og de rige landes hykleri, kan vi ende med at tvinge de fattige i favnen på al Qaeda og lignende bevægelser. Professor og landbrugsekspert Per Pindstrup-Andersen gjorde dette perspektiv meget klart.
Så hvad skal der til for, at EUs landbrugsordninger reformeres, sådan at u-landene får en fair chance? Og hvad kan en lille organisation som Ibis gøre i den sammenhæng?
EU kan og vil ikke gå enegang, og det er klart, at en reform må foregå i regi af Verdenshandelsorganisationen, WTO. Det er en svær opgave. For WTO har ikke kun landbrugsreform på dagsordenen. Samtidig søger man at løse en lang række andre spørgsmål; herunder patentrettigheder, beskyttelse af investeringer, tekniske handelshindringer, informationsteknologi, fødevaresikkerhed og meget mere.
Logikken hos især de rige lande har hidtil været, at det er nemmere at finde løsninger, hvis der er flere emner på dagsordenen, sådan at alle skal give og tage i forskelligt omfang. Sjovt nok synes u-landene, at de allerede har betalt adskillige gange og ønsker ikke at diskutere flere nye spørgsmål, før de rige lande efterlever allerede givne løfter.
Desværre er det typisk for forhandlingerne, at u-landenes interesser står nederst på listen: Først når alle de ”nære” og store spørgsmål, som optager EU og USA, er løst, når man frem til at se på, om løsningen eventuelt kan skade u-landene. Det er ikke, som det burde være, u-landenes interesser, der står øverst på dagsordenen.
Dermed også antydet, hvad Ibis og andre NGOere kan og skal gøre: Vi må sikre konstant opmærksomhed på, hvad konsekvensen er af vores adfærd, så u-landenes sag ikke bliver glemt.
DR dokumentaren var et flot eksempel på en formidling, hvor seerne får ansigt på skæbnerne, og i den efterfølgende debat på P1 blev Ibis flittigt brugt som kilde (se og hør de to programmer på www.dr.dk/dokumentar).
Samtidig må vi kunne stoffet godt nok, så de sager vi tager frem, får ansvarlige politikere til at reagere. Ibis har f.eks. lavet et godt materiale – “Det hvide guld” – om støtten til sukker (www.ibis.dk/sukker) og seneste et kampagnemateriale om EUs landbrugspolitik – den globale bondegård (www.ibis.dk/dgb).
Det er vigtigt, at Ibis og andre NGOer fortsat er med til at sætte en dagsorden og præge den offentlige debat. Det tager tid, det er utaknemmeligt, men det er for vigtigt til, at vi kan lade være.
Vagn Berthelsens kommentar står i seneste nummer af Ibis-bladet zigzag – juni 2004, nummer 100. U-landsorganisationen Ibis er en af de større danske NGOer, som har en flerårig rammeaftale med Danida. Ibis er virksom i en række u-lande og satser især på uddannelsesprogrammer under overskriften “Uddannelse skaber udvikling”.
