Af Niels Lund, p.t. Washington, tidl. generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF
1990ernes professionalisering af u-landsorganisationerne, der skete i velvillig samklang Danida og organisationerne imellem, trak foreningerne i en retning væk det folkelige, frivillige grundlag og lullede dem ind i en tro på, at det var nok at være klog og professionel for at fastholde støtteniveauet.
Under mantraet om ”kapacitetsopbygning” skete en udvikling i organisationerne, hvor sekretariaterne fik større og større indflydelse på politikformuleringen på bekostning af det frivillige bagland og den politiske ledelse, som medlemmerne havde valgt. Ikke overraskende faldt medlemstallet, selv i en tid da foreningsengagementet i stort set alle aldersgrupper er stigende.
Så i den forstand kan jeg godt forstå Christians sammenligning med konsulentfirmaerne, for det blev – polemisk sagt – efterhånden svært at se forskellen. Og derfor blev det også rimeligt – fra politisk hold – at stille spørgsmålstegn ved organisationernes deltagelse i politikformuleringen og udførelsen af denne.
Kun pinligt, at det var politikerne, der blev anledningen til, at debatten om foreningerne egenart og opbakning kom tilbage på dagsordenen i bestyrelseslokalerne.
For selvfølgelig er der og skal være forskel på konsulentfirmaer og foreninger – og på de krav der stilles til dem.
Konsulentfirmaerne er i branchen for at tjene penge – no more, no less. Der er utvivlsomt idealistiske individer i branchen, men der er først og sidst profitmotivet, der afgør om et firma indgår kontrakt om en serviceydelse med Udenrigsministeriet.
Konsulentfirmaerne udfører udelukkende rekvirerede opgaver, mens organisationerne benytter den offentlige støtte som et middel til at fremme deres forenings formål. Dette sker i samklang med andre ressourcer såsom frivillig arbejdskraft, medlemsbidrag, indsamlinger og anden fundraising.
Og det er netop denne brede vifte af forskellige ideale formål, de mangeartede bidrag, og den folkelige opbakning som organisationerne repræsenterer, der skaber en klangbund i de politiske kredse – og som giver organisationerne en naturlig og rimelig adgangsbillet til at deltage i politikformuleringen på udviklingsområdet.
Organisationerne må naturligvis vælge, hvad der bekommer dem bedst – også hvis dette er at være små-foreninger med et prisbilligt alternativ til konsulentfirmaerne, når Udenrigsministeriet udbyder opgaver i licitation. Men så må de også rimeligvis fraskrive sig retten til med et folkelighedsalibi at deltage i den overordnede politikformulering på udviklingsområdet.
Organisationernes deltagelse i den offentlige debat sker på grundlag af forestillingen om et folkeligt grundlag eller bagland. Det udgør forskellen mellem at udtale sig som enkeltperson og på vegne af en organisation.
Fra tid til anden er det vigtigt med et ”reality check” for at vurdere, om den varedeklaration, som organisationen går ud med, også lever op til indholdet. Og i den sammenhæng er et medlemstal en vigtig indikator; og slet ikke så dårlig endda, idet den udtrykker, hvor stor en opbakning organisationen har i hoveder – ikke høveder.
Det er misforstået, at det er kravet om folkelighed, der er årsag til indsamlingsræset organisationerne imellem. Det er indlysende, at det er umuligt at samle ind til andet end børn og folk i nød. Og derfor kan rollefordelingen, som Christian nævner, fortsat bestå.
Det politiske krav består ikke i et økonomisk bidrag, men i medlemskaber – i folk der med mere end deres pengepung bakker op om foreningen. Også derfor blev egenfinansieringskravet lykkeligvis ikke genindført.
Forhåbentlig kan dette blive anledningen til, at politikformuleringen kommer tilbage på dagsordenen i bestyrelseslokalerne, og at foreningens medlemmer sætter sig for bordenden og manifesterer det folkelige bidrag til udviklingspolitikken – idealt og i praksis – som også politikerne respekterer og påskønner.
Dette giver i sig selv adgangsbillet til den vigtige diskussion om styrkelse af civilsamfundet, folkelig deltagelse, demokrati og menneskerettigheder – ikke bare i udviklingslandene, men også herhjemme.
Og så kan organisationerne omvendt stille krav til de politiske partier om for alvor at sætte sig ind i udviklingsproblemstillingerne. Yeah, right!
Læs også “Kommentar af Christian Friis Bach: Politisk pres årsag til pengespild”, 07.07.04 på nyhedssiden
