KOMMENTAR
Af Jesper Søe
Er det godt for de fattige i u-landene – dem som Folkekirkens Nødhjælp så gerne vil hjælpe -, at der kommer en diakonskoleforstander i spidsen for den store humanitære organisation og ikke en garvet udviklingsarbejder med indgående kendskab til Den 3. Verden?
Nej, det er svært at se. Rigtig svært endda. Ikke desto mindre er valget faldet sådan ud (læs telegrammet “Atter teolog i spidsen for Folkekirkens Nødhjælp”, dags dato under Dansk bistand).
Ny generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp fra 1. april næste år er cand.theol. Henrik Stubkjær, mens den konstituerede generalsekretær efter (ligeledes) cand.theol. Peter Lodberg, Nødhjælpens mangeårige internationale chef, Elsebeth Krogh, forlader Nørregade og drager til COWI som seniorkonsulent.
I stedet for en ny generalsekretær med over 20 års indgående kendskab til udviklings- og fattigdomsstrategier, og som har oplevet Den 3. Verden inde på huden ved ganske enkelt at bo derude i en årrække, får Nødhjælpen en ny chef, hvis u-landsarbejde i felten begrænser sig til et job i studietiden hos en af Nødhjælpens partnere, YMCA (KFUM) i Jerusalem.
Og hvis navn praktisk talt er ukendt i u-landsmiljøet. Denne skribent måtte i hvert fald bide spids på det.
Set fra en u-landsvinkel og i de fattige modtageres optik virker valget således svært forståeligt. Men det gør det måske ikke, hvis man vurderer det i et større perspektiv udfra organisationshensyn og hele sagens forløb.
For selv om der i stillingsbeskrivelsen denne gang blev lempet på kravet om, at man skulle have organisatorisk erfaring fra kirkeligt arbejde, er Henrik Stubkjær på mange måder det sikre valg for Nødhjælpens styrelse. Han er cand.theol. og har bred berøring med kirkelige og frivillige organisationer i en stor del af Nødhjælpens naturlige organisatoriske bagland.
Han er med andre ord “klædt godt på, når det gælder det kirkelige og folkelige område”. Og det er ikke at foragte efter det blæsevejr, Nødhjælpen har været ude i – både politisk og i dele af det kirkelige spektrum – på grund af engagementet i den palæstinensiske sag og sagen om “Muren” på Roskilde Festivalen.
Og så er Stubkjær mand – ikke at forglemme. Nødhjælpen har aldrig haft en kvinde i chefstolen.
Elsebeth Krogh søgte allerede stillingen som generalsekretær, da den blev ledig efter Christian Balslev-Olesen i 2001, kun for at se jobbet gå til den guldmedalje-belønnede teolog, Peter Lodberg, fra Århus.
Han holdt mindre end 3 år, ville ikke flytte til København og opholdt sig rent fysisk “snarere dage end måneder” i domicilet i Nørregade, som det lidt syrligt bemærkes i de indre geledder. Den sympatiske og godhjertede Lodberg var kort sagt meget fraværende. (Stubkjær er ifølge dagens pressemeddelelse “indstillet på at flytte tættere på København” fra Århus).
Kilder i Nødhjælpen gør gældende, at Elsebeth Krogh ikke søgte stillingen denne gang, angiveligt dels af karrierehensyn (det er nemmere at skifte, når man er 48 end oppe i 50erne – generalsekretærer ansættes for 7 år), dels fordi hun i forbindelse med forrige ansættelsesforløb ikke følte sig specielt godt behandlet.
Skulle hun være generalsekretær nu, måtte hun med andre ord overtales. Det vil i klartekst sige, at Nødhjælpens styrelse skulle have tilbudt hende jobbet som “general”. Og i god tid.
Det burde sagt på en anden måde have ligget i kortene, at når man kunne konstituere hende som generalsekretær, så kunne man også hurtigt komme overens om at udnævne hende til at overtage jobbet permanent.
Spørgsmålene er derfor: Gjorde styrelsen så det – altså tilbød hende jobbet? Var det i givet fald en enig styrelse, der opfordrede hende? Var der tale om en helhjertet forespørgsel eller blot en halvhjertet sondering? Kom opfordringen tids nok, eller først, da det stod klart, at hun var på vej væk og allerede havde et ben i COWI?
Var det derfor ansættelsesforløbet trak så længe ud?
Hvis – og det understreges hvis – sagen forholder sig sådan, at en enig styrelse i Folkekirkens Nødhjælp ikke hurtigt kunne komme overens om at tilbyde en mangeårig nøglemedarbejder og konstitueret generalsekretær jobbet som netop generalsekretær – ja, så er det dybt at beklage.
Dette er ikke sagt og skrevet imod Henrik Stubkjærs person. Alt tyder på, at han er en lederskikkelse, der vil kunne markere sig flot i Nørregade. Problemet er bare, at med hans kun 42 år og øvrige baggrund in mente kunne hans tid sagtens være kommet senere hen.
Med og for Elsebeth Krogh – og Folkekirkens Nødhjælp – var det absolut sidste udkald.
Og det er synd. For man siger nu farvel til en markant person i det danske u-landsmiljø, en person, der i Folkekirkens Nødhjælp er blevet karakteriseret som en “iderig og nyskabende leder, der med godt humør formår at engagere alle medarbejdergrupper”, en person, som har finslebet organisationens fattigdomsorientering og som har haft berøring med stort set alle discipliner i udviklingsarbejdet.
Ikke nok med det. Personaleoptikken vil det nu således, at den vel nok største humanitære organisation herhjemme til foråret ikke blot får en ny leder uden u-landserfaring, men at han også – allerede før han tiltræder – har mistet sin højre hånd og internationale chef – Elsebeth Krogh.
Besættelsen af netop denne stilling er afgørende for organisationens fremdrift og markeringer i u-landsarbejdet.
Hvem ved desuden, om der er andre interne ansøgere til generalsekretærposten, som føler sig forbigået. I så fald kan flere afdelingslederposter snart blive ledige.
Og personaleudskiftningen er ikke slut her. Nødhjælpens formand de seneste 8 år, landsdommer Stig Glent-Madsen, har for længst bebudet, at han holder til næste årsmøde i april 2005.
Simpelt hen fordi han selv har været med til at indføre en regel om, at man højst kan sidde i styrelsen i 12 år. Og det har han nu.
Jesper Søe er journalist og redaktør af internettjenesten u-landsnyt.dk
