Den 20 år lange konflikt i den Demokratiske Republik Congo, der har kostet 3 millioner mennesker livet og tvunget over 150.000 på flugt, står øverst på Læger uden Grænsers (MSF) årlige top-ti liste over de mest oversete humanitære kriser i 2004.
Selv om der blev indgået en fredsaftale i 2002 og der er FN fredsbevarende styrker i landet, begår lokale militser og regeringstropper stadig i stort omfang mord og voldelige overfald på civilbefolkningen i den østlige del af landet, fremgår det af en pressemelding fredag fra organisationen.
Hungersnøden i Nordkorea, der ifølge de seneste tal fra FNs Fødevareprogram, WFP betyder, at 6,5 millioner mennesker dagligt sulter, er nummer 2 på top-ti listen. Selv om store mængder international bistand vælter ind i landet, er det umuligt at vide, hvor stor en del af hjælpen der når ud til dem, der har behov. Det er især børn, kvinder og ældre, der lider af mangel på fødevarer, både i kvantitet og næringsmæssig kvalitet.
Situationen er ikke bedre for de nordkoreanere, som det lykkes at flygte til Kina. Her betragtes de nemlig af myndighederne som illegale bekvemmelighedsflygtninge, og må derfor leve en kummerlig tilværelse under jorden.
Nummer 3 på listen er den glemte konflikt i Tjetjenien. Af de 260.000 fordrevne tjetjenere, der oprindelig flygtede til Ingusjetien, var der i slutningen af 2004 kun 45.000 tilbage. De lever nu under frygtelige forhold og er dybt traumatiserede.
Næsten alle fordrevne tjetjenere som MSF interviewede i 2004 har oplevet krigshandlinger i form af krydsild, flybombardementer eller mortérangreb. Flere end hver femte har oplevet drab, og næsten halvdelen har set et familiemedlem blive udsat for voldelige overgreb.
Nummer 4 på listen er konflikten i Somalia, hvor op mod 4 millioner står uden adgang til rent drikkevand og lægehjælp.
Som nummer 5 kommer den 18 år lange konflikt i Uganda. Her bortføres i tusindvis af børn som børnesoldater eller sex-slaver, og tvinger 50.000 børn til at vandre mange kilometer hver aften for at søge beskyttelse i storbyerne eller opholdslejre.
Colombias glemte konflikt er nummer seks, og tuberkulose, brugerbetaling for lægehjælp i Burundi, hungersnød i Etiopien og den skrøbelige fred i Liberia besætter de resterende 4 pladser på listen.
– Listen over de oversete humanitære kriser viser, at der er mange glemte steder i verden, hvor der er desperat brug for hjælp. Og den hjælp kan vi faktisk give, hvis vi vil. Det beviste vi i begyndelsen af året, hvor verden stod sammen om at hjælpe ofrene for flodbølgekatastrofen i Asien, siger formanden for Læger uden Grænser (MSF) i Danmark, speciallæge Søren Brix Christensen.
For yderligere information, kontakt Michael G. Nielsen, Informationschef, Læger uden Grænser, Tlf. 39 77 56 06 / 29 70 29 79
Baggrund
De 10 mest oversete humanitære kriser i 2004
1. Overfald, mord og voldtægter fortsætter i DR Congo
Civilbefolkningen i det østlige DR Congo kom endnu engang under belejring, da der i december 2004 udbrød kampe i Nord Kivu. Godt150.000 mennesker flygtede for deres liv fra byerne Kayna, Kanyabayonga og Kirumba. Det skete blot 2 uger efter, at tusindvis af andre congolesere var flygtet fra kampe i Miwaba-regionen.
Dette er kun det seneste kapitel i en 20 år lang krig, der har kostet op mod 3 millioner menneskeliv og lagt en i forvejen fattig og ødelagt infrastruktur i ruiner.
Byer som Bunia i Ituri-provinsen er endnu mærket af sidste års voldsomme kampe, og voldtægter er stadig meget udbredt i området, der er på størrelse med Vesteuropa. Mange congolesere kan ikke engang få opfyldt selv de mest basale behov som vand, mad, lægehjælp og skolegang.
Lokale militser og regeringstropper begår stadig overgreb på civilbefolkningerne i den østlige del af landet. I Katanga-provinsen har bevæbnede grupper nedbrændt sundhedsstrukturerne, og militsfolk – der ikke har fået løn i månedsvis – begår overfald, mord, voldtægter og røverier mod befolkningen.
Sundhedssektoren – hvis den overhovedet eksisterer – er helt utilstrækkelig i hele landet. Kun 50 procent af befolkningen er vaccineret mod mæslinger, og Læger uden Grænser rykker jævnligt ud for at nedkæmpe de kolera- og tyfusudbrud, der opstår på grund af dårlige sanitetsforhold og mangel på rent drikkevand.
En fredsaftale indgået af 7 bevæbnede grupper og fraktioner førte i december 2002 til en overgangsregering. FN fredsbevarende styrker er indsat i den østlige del af landet, men situationen er stadig ustabil. Selv om der er planlagt valg i juni 2005, er der endnu lang vej, før der er oprettet blot et minimum af sikkerhed for en civilbefolkning, der har været plaget af årtiers krig.
2. Befolkningen i Nordkorea sulter
Mens verdens opmærksomhed er rettet mod Nordkoreas atomvåbenprogram, er der meget lidt international fokus på de kolossale lidelser, som nordkoreanerne er udsat for. Det anslås, at der i slutningen af 1990’erne var mellem 2 og 3 millioner mennesker, der sultede i Nordkorea. De seneste informationer, der er kommet ud af landet, tyder ikke på, at situationen er blevet bedre.
Selv om enorme mængder af international bistand vælter ind i landet, er det umuligt at vide, hvor stor en del af hjælpen der når ud til dem, der lider mest. Samtidig har de økonomiske reformer, der blev introduceret i juli 2002 kun forværret situationen ved at skabe en inflation, der er løbet løbsk. Det har resulteret i, at befolkningen har svært ved at anskaffe selv de mest basale fødevarer.
Situationen er ikke meget bedre for de desperate nordkoreanere, som det lykkes at flygte til nabolandet Kina. Her betragtes de nemlig af de kinesiske myndigheder som illegale bekvemmelighedsflygtninge. De må derfor leve under jorden med frygt for arrestation og deportering tilbage til Nordkorea, hvor de bliver fængslet og udsat for en brutal behandling.
Nødhjælpsarbejdere i Kina, der forsøger at hjælpe de nordkoreanske flygtninge, er udsat for repressalier fra de kinesiske myndigheder, som anser en sådan hjælp for at være en kriminel handling. FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har ikke besøgt den nordkoreansk-kinesiske grænseregion i årevis, selv om Kina har underskrevet Flygtningekonventionen fra 1951.
3. Glemte flygtninge i Tjetjeniens fortsatte konflikt
Et årtis intensiv konflikt fortsætter med at hærge befolkningen i og omkring Tjetjenien. Selv om myndighederne siger, at situationen nu er “normaliseret”, hersker der på ingen måder fred og stabilitet i Tjetjenien. Alligevel har myndighederne i Rusland og i naborepublikken Ingusjetien lagt betydeligt pres på de internt fordrevne, for at få dem til at vende tilbage til det krigshærgede Tjetjenien.
Af de 260.000 fordrevne tjetjenere der oprindelig flygtede til Ingusjetien, var der i slutningen af 2004 kun 45.000 tilbage. Her lever de under frygtelige forhold. De fordrevne, der er tvunget tilbage til Tjetjenien, lever i såkaldte ”midlertidige opholdslejre”, hvor forholdene ikke er meget bedre end i Ingusjetien.
Næsten alle de 539 fordrevne tjetjenere, som Læger uden Grænser interviewede i 2004, har oplevet krigshandlinger i form af krydsild, flybombardementer eller mortérangreb. Flere end hver femte har oplevet drab, og næsten halvdelen har set et familiemedlem blive udsat for voldelige overgreb.
Mere end godt 90 procent af de internt fordrevne i de tjetjenske opholdslejre og 80 procent i de ingusjetiske flygtningelejre har oplevet en person i deres nærmeste omgangskreds blive dræbt på grund af krigs-relateret vold, mens en tredjedel af de fordrevne i Ingusjetien og to-tredjedele af fordrevne i Tjetjenien føler sig truede.
I både Tjetjenien og Ingusjetien er det almindeligt, at venner og naboer bliver arresteret eller simpelt hen forsvinder. Og myndighederne således fortsætter med at tvangsforflytte folk fra det ene utilstrækkelige og usikre sted til det andet, alt imens tjetjenernes mareridt forbliver ignoreret af det internationale samfund.
4. Somalia ødelagt af krig og kaos
14 år med krig og vold har haft en traumatisk effekt på Somalias 9 millioner store befolkning. Godt 2 millioner er blevet tvunget på flugt eller dræbt siden borgerkrigens begyndelse i 1990. Mens næsten 4 millioner somaliere anslås at være uden adgang til rent drikkevand og lægehjælp.
Det totale sammenbrud i Somalias sundhedssystem har ramt kvinder og børn særlig hårdt: hver 16. somaliske kvinde dør under en fødsel; hvert syvende barn, dør før det fylder et år og hvert femte barn dør, inden det er fyldt 5.
Naturkatastrofer som oversvømmelser i Juba og Shabelle floddalene har kun forværret den menneskelige katastrofe og resulteret i et stort omfang af kronisk underernæring og sygdomme, der ellers nemt kan forhindres. Selv om den netop valgte centralregering giver et glimt af håb, hærges befolkningen stadig af militsernes og krigsherrernes kampe om de få rigdomme, der er tilbage i landet.
Fra januar til november 2004 behandlede Læger uden Grænser næsten 1.000 mennesker for volds- og krigsrelaterede traumer, inklusiv 262 ofre for skudsår. Den fortsatte usikkerhed i landet og den internationale glemsel har resulteret i mangel på meningsfuld nødhjælp, og har efterladt store dele af landet øde og forladt.
5. Kun frygten tilbage i det nordlige Uganda
I de forløbne 18 år har befolkningen i det nordlige Uganda levet midt i en brutal konflikt, der er så godt som usynlig for omverden. Flere end 1,6 millioner mennesker, eller 80 procent af hele befolkningen i det nordlige Uganda, er fordrevet fra deres hjem og lever under kummerlige forhold.
Mænd, kvinder og børn er blevet angrebet og mange dræbt af Lords Resistance Army (LRA), både i deres landsbyer og i de lejre, hvor de har søgt tilflugt.
LRA har bortført titusindvis af børn til brug som børnesoldater eller sex-slaver. Derfor vandrer op mod 50.000 børn hver aften kilometervis for at søge beskyttelse i storbyerne eller lejrene af frygt for at blive bortført.
For at beskytte civilbefolkningen mod LRA, har det ugandesiske militær tvangsforflyttet tusindvis til såkaldte ”beskyttede landsbyer”. Disse landsbyer yder dog kun meget ringe sikkerhed, og militæret har i jagten på LRA selv begået voldsomme overgreb på civile.
Dødstallene fra kampene og volden når op i titusindvis. Men oveni har kronisk mangel på mad og rent drikkevand i de omkring 200 ”beskyttede landsbyer” i det nordlige Uganda haft en katastrofal effekt på civilbefolkningen.
I november 2004 konstaterede Læger uden Grænser rekordstore dødstal i 6 lejre i Lira og Pader-distrikterne. Mange døde af sygdomme som malaria, åndrætsinfektioner og diaré – alle sygdomme, der nemt kan forhindres eller helbredes.
De seneste fredsforhandlinger mellem LRA og regeringen i Kampala har foreløbig ikke resulteret i nogen bemærkelsesværdig forbedring af civilbefolkningens situation, der forsat må leve under frygtelige forhold og i konstant frygt.
6. Colombias civilbefolkning fanget i krydsild
Colombias glemte konflikt mellem oprører og regeringsstyrker fortsætter med at forårsage nød og elendighed for den colombianske civilbefolkning. Således lever over 3 millioner som fordrevne i deres eget land. De fleste er flygtet ud til de fattige Shanty Towns i storbyernes udkant, hvor mange lever under usle forhold med mangel på vand, el, og andre basale fornødenheder – og hvor vold er den mest almindelige dødsårsag.
I mange områder er det næsten umuligt for befolkningen at holde sig uden for konflikten, fordi både militæret og regeringsfjendtlige styrker anser alle for at være potentielle stikkere eller kollaboratører med oprørerne. I de områder, hvor kontrollen skifter hænder, trues, angribes og dræbes civilbefolkningen, der er fanget i krydsilden.
Flere bevæbnede fraktioner kæmper om kontrollen over de fattige Shanty Towns, hvilket gør vold og intimidering til en del af befolkningens dagligdag. Hospitaler og sundhedsklinikker bliver jævnligt plyndret, medicinsk personel bliver truet og ofte bliver patienter fjernet fra ambulancer og summarisk henrettet.
Selv medicinske værktøjer er blevet en strategisk del af konflikten. Behandling af cutaneous leishmaniasis – en hudsygdom, der forårsages af sandfluer – kontrolleres således nøje, fordi sygdommen primært rammer landbefolkningen. Den ses derfor som et tegn på, at patienten kan være en potentiel oprører eller en støtte af oprørsbevægelsen. At leve i konstant frygt har lammende indvirkning på befolkningens mentale helbred.
7. Tuberkulose er ved at komme ud af kontrol
Tuberkulose (TB) dræber 4 personer i minuttet, og således dør millioner hvert af en sygdom, som kan forhindres. Mens risikoen for TB i udbrud er forholdsvis lav i de rige vestlige lande, er sygdommen på hastig fremmarch i u-landene: en tredjedel af verdens befolkning er inficeret med tuberkulose-bacillen og 8 millioner får hvert år tuberkulose i udbrud.
Uheldigvis diagnosticeres TB stadig efter metoder, der stammer helt tilbage fra 1882. Og den eneste medicin, der er tilgængelig til behandling, blev udviklet for 60 år siden.
Der er derfor akut behov for på globalt plan at udvikle diagnostiske metoder, der kan opdage alle former for TB i alle patienter, og især hos børn og mennesker, der lever med hiv-aids, ligesom der er akut behov for at udvikle ny medicin til behandling af disse former for TB.
Medicinalfirmaerne gennemfører godt nok nogle forsknings- og udviklingsprojekter (R and D) til TB, men kan forvente, at de udvikler en ny TB-medicin til et marked der hovedsaligt består af patienter med meget lille – eller slet ingen – købekraft?
”En diagnose-metode for SARS blev udviklet af “Genome Institute” i Singapore kun få måneder efter, sygdommen brød ud. TB dræber hvert år 2 millioner. Men hvor er den kampgejst, der kan sikre ressourcer og fremskynde processen til udvikling af nye værktøjer til at bekæmpelsen af den dødelige tuberkulose?,” spørger Læger uden Grænsers formand, Dr. Rowan Gillies.
8. Brugerbetaling udelukker de fattige fra lægehjælp i Burundi
I Burundi, der stadig kæmper for at komme på fode efter 10 års borgerkrig, er der nu indført brugerbetaling i landets sundhedssystem, hvilket har fået katastrofale følger for landets fattige.
En nylig medicinsk undersøgelse foretaget af Læger uden Grænser (MSF) viser således, at antallet af dødsfald på grund af malaria er dobbelt så stort i de regioner, hvor der kræves brugerbetaling, end de regioner, der ikke kræver brugerbetaling. En ud af hver femte patient, der blev interviewet til MSFs undersøgelse, fortæller at de undlader at besøge sundhedscentrene, når de er syge, fordi de ikke har råd til behandling.
Ikke overraskende i et land hvor 99 procent af befolkningen lever for 6 kroner om dagen. For deres vedkommende vil et enkelt besøg på hos lægen eller på sundhedscentret svare til 12 dages indkomst. Alvorligt syge er derfor ofte tvunget til at sælge ud af deres ejendele, som landbrugsredskaber og kvæg. Eller optage lån, som det tager mange år at tilbagebetale, hvilket gør deres situationen endnu vanskeligere.
Der har endda været situationer i Burundi, hvor hospitaler har holdt patienter “varetægtsfængslet”, indtil deres familier skrabede penge sammen til at betale for behandlingen.
Brugerbetalingen på sundhedsområdet er indført på grund af det lille centralafrikanske lands dårlige økonomi og efter krav fra internationale donorer. Men der er foreløbig ingen beviser for, at den har resulteret i en bedre eller mere bæredygtig sundhedssektor i landet. I sidste ende er det derfor de fattige, der får lov til at betale prisen for det krigshærgede lands forfejlede sundhedspolitik – med deres heldbred, og sommetider med deres liv.
9. Hungersnød og malaria i Etiopien
Over 10 procent af børnene i Etiopien lever ikke længe nok til at opleve deres 5 års fødselsdag. Mangel på frugtbar landbrugsjord i det overbefolkede og tørre højland efterlader omkring 5 mio. af Etiopiens 69 millioner indbyggere i kronisk mangel på mad.
Alvorlig tørke i 1999 og 2001 forværrede situationen. Mens nyligt regnfald har givet befolkningen et lille pusterum, har mangel på regnvand siden begyndelsen af 2003 resulteret i, at op mod halvdelen af kvægbestanden er død.
I et forsøg på at afhjælpe den store fødevaremangel er den etiopiske regering begyndt at forflytte mere end 2 millioner mennesker til det mere frugtbare lavland.
Regeringen har imidlertid brudt mange af løfterne om hjælp til de forflyttede, ligesom forflytningen ligefrem har vist sig at være dødelig for nogle af befolkningsgrupperne, der bliver udsat for malariafor første gang.
Desuden kæmper de etiopiske læger en hård kamp mod smitsomme sygdomme som hiv-aids, malaria, TB og tropesygdommen kala azar, der er dyr at behandle og svær tilgængelig.
Især malaria har vist sig at have en dødelig effekt på de forflyttede etiopere, fordi resistens har gjort den almindelige malaria-behandling virkningsløs. Den etiopiske regering har derfor ændret sin malaria-protokol, så den mere effektive artemisinin-baserede kombinationsmedicin (ACT) nu kan anvendes. Der er imidlertid stor mangel på internationale leverancer af ACT.
Etiopien betragtes af USA som en vigtig allieret i den amerikansk-ledede ”krig mod terror”. Det amerikanske militær udfører derfor hjælpearbejde sideløbende med militære efterretnings- og træningsmissioner i grænseområdet til nabolandet Somalia.
Læger uden Grænser (MSF) har allerede advaret om, at dette forsøg på at vinde opbakning fra lokalbefolkningen, slører grænserne mellem militære og humanitære operationer. Dermed bliver de neutrale, humanitære organisationers hjælpearbejde bragt i fare.
10. Skrøbelig fred i Liberia
Blodige kampe i Liberias hovedstad, Monrovia, i sommeren 2003 kostede over 2.000 mennesker livet. Nu mere end ét år efter at den 15 år lange borgerkrig sluttede, lever befolkningen stadig i en tilstand af krise. Meget lidt af Liberias ødelagte infrastruktur er genopbygget, og størstedelen af landets indbyggere har derfor endnu ikke adgang til de mest basale behov, f.eks. rent drikkevand og sanitet.
Flere end 300.000 lever stadig som internt fordrevne i landet, mens yderligere 300.000 flygtninge i lejre venter på at kunne vende hjem til nabolandene. Sundhedssektoren, der selv i de store byer er meget sparsom, er stort set ikke-eksisterende i landområderne. I dag findes der kun 30 læger i et land med en befolkning på 3 millioner.
I Bong County gennemfører Læger uden Grænser (MSF) 7.000 lægekonsultationer om måneden for 60.000 i lejre for internt fordrevne og flygtninge. De liberianske flygtninge, der er vendt hjem til Nimba County, hvor MSF udfører 5.600 konsultationer om måneden, kan resulterer i etnisk uro.
Kvinder i lejrene udsættes stadig for seksuel vold. Således behandlede MSF i perioden fra oktober 2003 til juli 2004 800 voldsramte kvinder fra flygtningelejrene nord Monrovia der huser 35.000 internt fordrevne.
Mangel på stabilitet i nabolandene, en meget mangelfuld afvæbnings-proces og generel utilfredshed blandt befolkningen truer fortsat Liberia skrøbelige fred.
Kilde: www.msf.dk
