Kan man tænke sig noget mere fjernt fra hinanden end bæredygtig udvikling i Den 3. Verden og profitsøgende forretningsidéer?
Og dog. Tror du på, at gode ideer skal til for at ændre verden? Så er DevelopSolution måske noget for dig.
DevelopSolution er en konkurrence, der opfordrer studerende og forskere med gode ideer til at vise, hvordan forretning og udvikling i 3. Verdens-lande forenes.
Det er andet år i træk, at forretningsplankonkurrencen DevelopSolution nu skydes i gang (se deadline neden for) og giver studerende og andre med innovative idéer mulighed for at tage udfordringen op.
De skal udvikle forretningsplaner, der både har et stærkt forretningsmæssigt potentiale, og samtidig kan bidrage til positiv udvikling i et land i Latinamerika, Afrika eller Asien.
Den bedste idé og forretningsplan præmieres med et rejselegat til en værdi af 50.000. kr. Pengene kan bruges til at foretage en rejse og undersøgelse i det pågældende u-land, før forretningsidéen søges virkeliggjort.
Stor opbakning til konkurrencen
Konkurrencen er organiseret af Develop, som er en frivillig studenterorganisation med base på Copenhagen Business School (CBS – Handelshøjskolen i København).
– Der var nogle rigtig gode og kreative forretningsidéer i sidste års konkurrence, hvor vinderne blev gruppen Banqu, som vil producere økologisk designertøj i Afrika. Målet er, at få endnu flere til at deltage i år, og med den store opbakning vi har, er jeg sikker på, at det bliver en succes, siger projektleder Rikke Nørgaard.
Som sparringspartnere har DevelopSolution et advisory board, bestående af folk fra både NGOer, offentlige organisationer og det private erhvervsliv. Alle har de erfaring og viden indenfor innovation, business og udvikling.
– De deltagende grupper vil få direkte gavn af det i form af coaching og gode råd undervejs i arbejdet med forretningsidéerne, fortæller Rikke Nørgaard.
2015 Målene omdrejningspunkt
DevelopSolution sætter business og udvikling i højsædet i henhold til FNs såkaldte 2015 Mål, der har som målsætning at halvere fattigdommen i verden.
Missionen er at sammenflette innovative idéer og akademisk viden med bæredygtig udvikling i et u-land. For at sikre at idéerne har en positiv indflydelse i et udviklingsland vil de konkurrerende projekter bl.a. blive bedømt i forhold til de 8 delmål i FNs 2015 Mål.
– Vi forventer ikke, at en gruppe studerende kan redde den fattige verden, men idéerne i konkurrencen skal på den ene eller anden måde bidrage til at opnå mindst ét af de 8 Mål, anfører Rikke Nørgaard.
DevelopSolution konkurrencen:
Hvad?
En konkurrence, hvor studerende fra danske universiteter samles for at skabe innovative ideer med både forretningspotentiale og potentiale til at løse problemer i Den 3. Verden.
Hvorfor?
Fordi nye ideer kan medvirke til, at FNs 2015 Mål opnås og samtidigt kan skabe bæredygtige forretninger.
Hvem?
Studerende fra alle danske universiteter er velkomne til at deltage i konkurrencen. Der skal bare være én studerende i gruppen.
Hvornår?
Konkurrencen forløber over 2 faser. DEADLINE for indlevering til første fase er MANDAG DEN 19. NOVEMBER 2007. Deadline for anden fase er 12. maj 2008.
Yderligere oplysninger hos Fie Jessen tlf. 30 22 09 59, e-mail: [email protected]
Se også websitet www.develop.nu