Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
Folkelig forankring og mangfoldighed. Det er sikre plusord i udviklingsverdenen, næsten uanset hvad folk i øvrigt mener om udviklingssamarbejde og -bistand. Men folkelig forankring og mangfoldighed er ikke bare noget, man kan trække i en automat, kan topstyre eller Djøf’fe sig til.
Det er noget, man må kæmpe hårdt og længe for og hele tiden gøre sig fortjent til. Og det er ting, der hele tiden kan og skal gøres bedre.
De folkelige, danske udviklingsorganisationer repræsenterer tilsammen en folkelig forankring og mangfoldighed, som er opbygget gennem år, for nogles vedkommende nærmest et århundrede (de kirkelige organisationer). Og den folkelige forankring og mangfoldighed har de ikke blot i Danmark, men i hundredvis af lande.
For alle folkelige, danske udviklingsorganisationer arbejder via lokalt forankrede og endnu mere mangfoldige partnere i Syd.
Det repræsenterer tilsammen en rigdom, som giver Danmark et enestående kendskab til ufatteligt mange afkroge af vores mangfoldige og omskiftelige verden og mulighed for på kvalificeret vis både at støtte det lange, seje udviklingstræk og for – med kort varsel – at yde støtte, når krige, naturkatastrofer og andre uforudsete hændelse pludselig rammer.
Den rigdom vil regeringen nu konkurrenceudsætte. Hele den milliard kroner, som staten giver af bistandsbudgettet via de folkelige udviklingsorganisationer, skal nu i udbud. Hvert 4. år. Ingen kan vide sig sikre, hører vi og slår det nok lidt hen, for det kan vel ikke skade, at regeringen nu vil sikre, at Folkekirkens Nødhjælp, MS og hvad de nu hedder, skal gøre sig fortjent til fortsatte danske skattekroner?
Jo, det kan absolut. Og på mange måder. Værst af alt og tilsyneladende totalt overset af regeringen er det, at det også er de danske organisationers partnere i Syd, der ikke kan føle sig sikre på noget som helst. Kan de regne med støtte næste år? De aner det ikke. Nogen vil få støtte. Andre må se et ofte langvarigt samarbejde blive helt eller delvist afbrudt med kort varsel.
Folkekirkens Nødhjælp, MS og alle de andre er nemlig ikke ’bare’ deres danske medlemmer, frivillige og ansatte. Det er også deres tusindvis af partnere i Syd.
Hvad er målet egentlig?
Det er ikke blot den folkelige forandring – ude og hjemme – som konkurrenceudsættelsen vil ramme. Mange års – gode og dårlige – erfaringer med udviklingsbistand, at udvikling tager tid, og at udviklingsbistand derfor skal være langsigtet. At lokalt ejerskab er en forudsætning for vellykket udviklingssamarbejde.
Vil konkurrenceudsættelsen styrke den langsigtede indsats og det lokale ejerskab? Tværtimod. Udvikling bliver klippet op i en 4 års cyklus, der vil ligge under for øjeblikkelige modeluner og fokusere på hurtige og synlige resultater snarere end fundamentale og strukturelle ændringer.
Vil konkurrenceudsættelsen styrke det lokale ejerskab i Syd? Igen er svaret tværtimod. Donorens øjeblikkelige fokusområder snarere end behovene i Syd vil sætte dagsordenen. Det markerer et sørgeligt tilbageskridt til tidligere tiders hattedame-tilgang til bistand: Donoren skal bestemme, hvad ’vores’ penge skal gå til, selv om vi ved, at det ikke er med den tilgang, udvikling sker.
Vil konkurrenceudsættelsen styrke det folkelige element i udviklingssamarbejdet? Svaret giver vist sig selv.
Vil konkurrenceudsættelsen betyde, at flere kræfter og ressourcer går til egentligt udviklingsarbejde – i Udenrigsministeriet og i organisationerne – færre til papirarbejde? Også på dét spørgsmål giver svaret vist sig selv.
Konkurrencen har altid været der
Hele måden, konkurrenceudsættelsen er lanceret på, mere end antyder, at de folkelige udviklingsorganisationer ikke tidligere er blevet målt, tjekket og vejet. Forkert. Det er de i den grad blevet – via evalueringer, årsforhandlinger og meget, meget andet. Men i et system, hvor flerårige rammeaftaler gav de store og mellemstore organisationer en sikkerhed og forudsigelighed, der gjorde langsigtede indsatser mulige.
Det system er jævnligt ændret og strammet op og kan sikkert forbedres. At erstatte det med den totale konkurrenceudsættelse fra det ene år til det andet er at spille hasard med det, de danske, folkelige organisationer har brugt år på at bygge op.
Glatte politikere – tavse ngo’er
Hvor er de politikere, der vedkender og forholder sig til disse forudsigelige konsekvenser af konkurrenceudsættelsen? Og hvor er de politikere, der vil og tør stå på mål for det svære budskab, om at udvikling kræver langsigtede indsatser, og som ikke blot kommer med lette budskaber om mere for ’danskernes penge’.
Men hvor er også de folkelige udviklingsorganisationer selv? De gør ikke meget væsen af sig. Måske oplever vi allerede en forsmag på den ultimative konsekvens af konkurrenceudsættelsen: at non-governmental organizations mere og mere bliver governmental organizations.
