Konservativ retsordfører: Tortur også en mulighed i Danmark

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Det konservative Folkepartis retsordfører, Tom Behnke, advarer nu direkte imod at afskrive tortur i Danmark, skriver Morgenavisen Jyllands-Postens netsted, jp.dk onsdag.

Det kan f.eks. ske, hvis dansk politi anholder en formodet gerningsmand med konkret viden om en terrorbombe, der inden kort tid vil gå af et sted i Danmark.

“Hvis situationen opstår, er det mine klare holdning, min forventning og mit håb, at danske myndigheder bruger den fornødne magt til at sørge for at redde menneskeliv”, siger Tom Behnke til jp.dk.

Diskussionen om tortur kommer efter udenrigsminister Villy Søvndal (SF) søndag erklærede, at Danmark ikke længere vil bruge informationer fra udenlandske efterretningstjenester, der var fremkommet under tortur. Få timer senere trak han i land, og sagde, at der var særlige situationer, hvor disse informationer kunne bruges.

Men Tom Behnke lægger op til, at også dansk politi selv kan “presse” disse informationer ud af eksempelvis en anholdt mistænkt terrorist.

“Mit politiske signal til de myndigheder, der i givet fald vil være involveret, er dette: I bliver nødt til at gøre det nødvendige i situationen. Det nytter ikke noget, at man tøver, fordi Søvndal eller andre har skabt tvivl om, hvad man kan eller ikke kan”, siger Tom Behnke.

Behnke spørger retorisk:

“Skal vi bare sige: Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nu serverer vi kaffe og wienerbrød, og så giver vi ham en pakke smøger, og så håber vi på, at han fortæller noget, så vi undgår at tusinde mennesker dør? Selvfølgelig ikke”.

Den konservative retsordfører vil ikke på forhånd afvise eller godkende forskellige torturmetoder: “Jeg ved ikke, om man skal slå ham i hovedet. Jeg er ikke uddannet til den slags afhøringer”, siger Behnke til jp.dk.

Han understreger, at han generelt tager skarpt afstand fra enhver form for tortur.

Trækker i land

Tom Behnkes udtalelser rejste en storm af kritik og senere torsdag trak han i land.

“Det Konservative Folkeparti tager afstand fra tortur i alle afskygninger, og tortur skal bekæmpes alle steder. Vi står fuldstændig ved den nuværende danske lovgivning, der allerede i dag findes til at forhindre forbrydelser, herunder at anvende den fornødne magt også i ekstreme situationer”, sagde han i en pressemeddelelse udsendt af partiet.