Kraftigste jordskælv i Pakistan i 100 år – mindst 18.000 omkomne

Redaktionen

Jordskælvet i det nordlige Pakistan lørdag har kostet enorme ødelæggelser og langt flere er omkomne end først antaget, skriver flere nyhedsmedier søndag.

Alene i den del af Kashmir, som Pakistan kontrollerer, har 30.000 mistet livet, siger områdets minister for kommunikation, Tariq Faruk. Fra regeringen i Islamabad kommer der lavere tal – her taler man om 18.000 ofre.

Der er beretninger om byer og landsbyer, der er helt ødelagte. I en enkelt by meldes der om over 5.000 dræbte. Omkring 3.000 omkom i byen Muzaffarabad, men det hårdest ramte område menes at være Bagh, ca. 40 km sydøst for Muzaffarabad.

Mellem 6.000 og 7.000 rapporteres døde i og omkring Bagh.

– Der er ingen overlevende i landsbyer som Jaglari, Kufalgarh, Harigal og Baniyali i Bagh-distriktet, oplyser en talsmand.

Jordskælvet, der målte 7,6 på Richter-skalaen, havde sit epicenter ca. 100 km nordøst for Pakistans hovedstad, Islamabad. Det er det kraftigste, der har ramt regionen i over 100 år, anslår eksperter til BBC News.