– Overordnet kan (minister)rokaden tolkes som et ideologisk tilbagetog i forhold til regeringens første tid – eller som det taktiske skaktræk, der skal vinde næste valg, skriver Kristeligt Dagblad i en ledende artikel tirsdag og fortsætter:
– Blandt regeringens allerførste gerninger var som bekendt at nedlægge flere ministerier og spare på de såkaldt bløde områder som u-landsbistanden, miljøudgifterne og “smagsdommerne”.
– Udviklingsministeriet blev lagt ind under Udenrigsministeriet, men det får nu muligvis igen en mere selvstændig profil under Bertel Haarder. Det kan indebære, at udviklingspolitikken bliver taget mere alvorligt, og måske ligefrem at de store besparelser på u-landsbistanden kommer til fornyet debat.
– Det ville i givet fald bekræfte, at rokaden og ressortflytningerne er andet end valgtaktik. I samme retning peger udnævnelsen af Connie Hedegaard (K) til miljøminister. Om det nye familieministerium under Henriette Kjær i praksis vil løfte familiepolitikken synes derimod mere usikkert.
– Det er opmuntrende, hvis der reelt er tale om, at regeringen både før og efter næste valg vil føre en mere midtsøgende linje på de bløde felter.
– Realistisk set er rokaden dog nok primært regeringens bedste, taktiske bud på at genvinde magten efter næste valg, hedder det i KDs leder.