Kommentar af Henning Kjeldgaard
Sagen om Global Green Growth Institute (GGGI) i Sydkorea har fået megen spalteplads i pressen, men det mærkelige er, at ingen har interesseret sig for, hvad GGGI-sagen virkelig viser: Nemlig at kriterierne for, hvordan vi anvender de danske bistandsbevillinger gradvist er ændret over de seneste 10-15 år.
Før 2001 var anvendelsen af de danske bistandsmidler baseret på mere eller mindre veldefinerede principper.
For den bilaterale bistand et langsigtet samarbejde med et begrænset antal fattige udviklingslande, hvor bekæmpelsen af fattigdommen i de udvalgte lande spillede den væsentligste rolle.
Samt at en – i international sammenhæng – betydelig andel af bistanden blev kanaliseret gennem multilaterale bistands-organisationer.
Ikke alene for bedre at kunne bistå samtlige udviklingslande, men også for at styrke det internationale samarbejde indenfor FN og Verdensbank-systemet, og efterhånden også indenfor EU.
Men hvad er så ændret?
Det er først og fremmest det internationale bistandsklima, hvor man har kunnet konstatere, at de vestlige landes vilje til at yde bistand er stærkt aftaget.
Resultatet er, at vi i lang tid – og vel især efter 2001 – har kunnet konstatere, at de vestlige landes bistand aldrig når op på de ønskede 0,7 procent af BNI.
Dermed har vi ikke mulighed for at løfte de fattigste lande ud af deres nuværende tilstand, men må derimod konstatere, at bistanden vil forblive af marginal betydning.
Det gør ikke bistanden mindre betydningsfuld for de fattigste udviklingslande, men det kræver, at hovedparten af indsatsen koncentreres om disse lande.
Hvad der imidlertid er endnu mere alvorligt er, at bistanden er blevet markant mere politiseret. Det vil sige, at den resterende bistand i langt større udstrækning end tidligere er blevet præget af indenrigspolitiske ønsker end af hensynet til udviklingslandens ønsker.
Man kan hævde, at indenrigspolitiske hensyn altid har spillet en afgørende rolle for selv den yderst beskedne bistand, der er blevet givet af det altdominerende vestlige land, nemlig USA.
Men det centrale er, at denne politisering af bistanden efterhånden har bredt sig til de europæiske lande og efter 2001 til Danmark.
Skrøbelig enighed krakelerede
Det må samtidig ikke glemmes, at tidligere tiders politiske enighed om de bistandspolitiske principper dækkede over store forskelle i opfattelsen af, hvordan bistanden skulle ydes, og hvem der skulle have gavn af den.
Med Fogh-regeringen i 2001 blev selv denne skrøbelige enighed imidlertid opgivet, og vi har som følge heraf set en gradvis udhuling af de principper, der oprindeligt lå til grund for dansk bistand:
En del af bistanden er således anvendt til
• ideologiske formål (forslag til fremme af det private sektor i udviklingslandene med nedsættelse af Afrikakommissionen),
• projekter, der kunne understøtte danske sikkerhedspolitiske interesser i Irak og Afghanistan, (samtænkning af bistandspolitikken med den militære indsats i bistanden til de såkaldte ”failed states”) og ikke mindst
• egentlig erhvervsfremme.
Her er GGGI en glimrende eksempel – hvad Brian Mikkelsen og Søren Pind da også selv har fremhævet, da de i modstrid med hidtidige bistandspolitiske principper gennemtvang støtten til instituttet.
Hermed forbrød de sig mod princippet om, at den danske klimabistand skulle gå gennem veletablerede organisationer, hvor vi kunne være sikre på, at midlerne blev anvendt efter formålet og med en ”proven capacity” til gennemførelse og afregning af de bevilgede midler.
Gunnar Myrdals indvirkning
Allerede i 1982 havde den åndelige fader for de skandinaviske landes bistand, Gunnar Myrdal (1898-1987), i desperation over bistandens påståede manglende nyttevirkning, foreslået, at al bistand skulle ændres til humanitær bistand.
Det havde fået det Konservative Folkeparti til at kræve omfattende beskæringer af bistandsbevillingerne og en omlægning af den resterende bistand – ikke til humanitær bistand, men til erhvervsstøtte for danske virksomheder. Et synspunkt, der blev støttet af bl.a. Bertil Haarder i Venstre.
Her over for fastholdt den socialdemokratiske regering, at bistanden til (i dette tilfælde) Tanzania skulle fortsætte, men at den skulle omlægges, så den tog hensyn til de af rigsrevisionen fremførte kritikpunkter.
På denne baggrund lykkedes det Uffe Ellemann-Jensen at overbevise flertallet i Venstres folketingsgruppe om at fortsætte bistanden til Tanzania, så den bistandspolitiske enighed kunne opretholdes. En enighed, som selvsamme Uffe Ellemann opretholdt, da han blev udenrigsminister (1982-1993).
Hermed kunne Danmark ikke alene fortsætte den omfattende bistandsindsats, men også i det store og hele bibeholde enigheden om, at det var hensynet til befolkningerne i udviklingslandene, der var udgangspunktet for fordelingen af bistandsbevillingerne.
Hvilket set i bagklogskabens klare lys må siges at være enestående blandt de vestlige lande uden for Skandinavien og Holland. Men som endegyldigt blev opgivet, da Anders Fogh blev statsminister i 2001.
Fattigdomsorientering forvandlet til Potemkin-kulisser
På et centralt bistandspolitisk område, nemlig fattigdomsorienteringen af den danske indsats, har den brede politiske enighed imidlertid i lang tid været mere formel end reel.
Indtil også denne enighed blev endelig aflivet i løbet af Fogh-æraen.
For hverken blandt de Konservative eller i Venstre har der nogensinde været den store forståelse for, at en væsentlig del af den danske bistandsindsats skulle gennemføres i de fattigste udviklingslande og målrettes de fattigste befolkningsgrupper i de lande vi samarbejdede med.
For det FØRSTE fordi det ikke var dér, dansk erhvervsliv kunne afsætte sine varer og for det ANDET af den mere ideologiske grund, at de to partier især efter murens fald primært ønskede at anvende bistandsmidlerne til at styrke den private sektor i udviklingslandene.
Skåret roden væk
Det interessante er imidlertid, at de to partier ikke er gået frontalt til kamp imod fattigdomsorienteringen. I stedet har de valgt indirekte at beskære mulighederne for at gennemføre en fattigdomsorientering af bistanden.
Det har været muligt, fordi en forudsætning for at gennemføre en fattigdomsorientering af bistanden er, at der bliver stillet tilstrækkelige personaleressourcer til rådighed til denne meget personalekrævende bistandsform.
Ved at gennemdrive et blodbad på de personaleressourcer, der siden 2001 er stillet til rådighed for Udenrigsministeriet – og dermed for Danida –, har man sikret sig, at det ikke har været muligt at gennemføre en systematisk fattigdomsorientering af bistanden.
En forudsætning for, at denne taktik er lykkedes, har været, at der hele tiden blandt regnedrengene i Finansministeriet har været stærk modvilje mod, hvad der er blevet set som et eksorbitant personaleforbrug i Udenrigsministeriet – og især i Danida.
Så forslagene om drastiske personalenedskæringer i Udenrigsministeriet og i Danida startede tidligt, men blev til Finansministeriets store utilfredshed effektivt modarbejdet af stærke udenrigsministre som Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft.
Til gengæld fik Finansministeriet hævn, da svage udenrigsministre som Per Stig Møller og Villy Søvndal skulle forsvare Udenrigsministeriets interesser.
Socialdemokratiets ledelse: U-landsinteressen = nul
Om Socialdemokratiets holdning til den danske bistandsindsats i de forløbne lidt over to år må jeg med beklagelse konstatere, at det overhovedet ikke ser ud til at interessere den nuværende ledelse af partiet.
De to socialdemokratiske medlemmer af Folketinget, der har markeret sig på udviklingsområdet, har enten fået en fin stilling (Mogens Lykketoft) men er uden politisk indflydelse eller er ekspederet til Europa-parlamentet (Jeppe Kofoed) og dermed også blevet sat uden for indflydelse på, hvorledes dansk bistandspolitik tilrettelægges.
Så også på udviklingsområdet fortsætter den nuværende regering i det store og hele VK-regeringens politiske linje. Samtidig med, at udsigten til at der vil ske større ændringer i de resterende to år forekommer yderst begrænsede.
Venstres store kniv
Et kig i krystalkuglen synes samtidig at vise, at det ikke vil være helt urealistisk at forestille sig, at Venstre om mindre end to år vil kunne genvinde regeringsmagten.
I så tilfælde vil det nok være nærliggende at antage, at den beskæring af udviklingsbistanden på toenhalv milliard kr., som partiet ikke kom igennem med under finanslovsforhandlingerne, vil blive gennemført. Hvilket støttepartiet til en eventuel ny Venstre-regering, nemlig Dansk Folkeparti, næppe vil modsætte sig.
Samtidig med at Venstre fortsat vil have appetit på at dreje bistanden i retning af støtte til dansk erhvervsliv og til varetagelse af danske sikkerhedspolitiske interesser. Efter en valgsejr vil appetitten utvivlsomt ikke vil blive mindre.
Resultatet vil være, at fattigdomsorienteringen af den danske bilaterale bistand mere vil blive ord end handling.
Svanesang for nordisk bistandsprofil
Set i et lidt længere perspektiv kan man hævde, at udviklingen – hvorefter en begrænset bistand i stigende grad varetager indenrigspolitiske interesser og ikke først og fremmest u-landenes – for længst er indtruffet i de øvrige vestlige lande.
Man kan kun glæde sig over, at tilpasningen til denne trend i dansk bistand – og i de øvrige nordiske landes – blot er sket så langsomt.
Der er imidlertid næppe tvivl om, at den vil komme – og at epoken med en særlig nordisk bistandsprofil hermed vil være slut.
Henning Kjeldgaard (f. 1935) blev cand.polit. i 1962 og var ansat i udenrigsministeriet fra 1963 til 1997. I årene 1967-70 og 1974-79 var han tilknyttet FN-missionen i New York, 1983-88 ambassadør i Dar es Salaam i Tanzania, 1988-93 i Harare i Zimbabwe (hvorfra han bl.a. dækkede Zambia og Malawi), og 1993-96 i Nairobi i Kenya med sideakkreditering i bl.a. Etiopien.
Han udgav i juni i fjor bogen “Aktiv udenrigspolitik 1966-1997” FN – Afrika – Danmark på Syddansk Universitetsforlag i Odense – www.universitypress.dk
