Af Thomas Jazrawi
Fredag er den internationale dag for skov, og en række NGOer benyttede lejligheden til at kritisere FN for at regne plantager for skov, selvom de ikke har de samme positive effekter for klimaet.
Fredag blev den Internationale dag for Skov fejret. FN står bag udnævnelsen, og d. 21. marts blev første gang helliget områder med udpræget træbevoksning i 2013.
Der er imidlertid flere, der mener, at FN ikke helt har forstået, hvad en skov egentligt er.
Flere organisationer benytter nemlig anledningen til at sende et åbent brev til FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO).
Budskabet er, at plantager ikke er skov. FAO inkluderer plantager i definitionen af skov, men den definition er miljøorganisationerne ikke enige i.
Organisationerne, der tæller Friends of the Earth International, La Via Campesina, Focus on the Global South og World Rainforest Movement, vil derfor have FAO til at skelne mellem skov og plantager.
De har nu sendt et brev til FAOs generalsekretær, José Graziano da Silva, for at få ham til at rette den ”misvisende definition”, fremgår det af Radio Mundo Real, Friends of the Earths radiokanal.
Plantager har nemlig ikke nødvendigvis de samme positive effekter som skov, og af den grund bør de ikke promoveres på samme måde.
“Plantager er ikke skov”
Udover rammerne for en hyggelig skovtur, bidrager skov med adskilige andre goder for kloden og dens beboere. FAO skriver selv på deres hjemmeside, at skov og træer vedligeholder og beskytter os.
Det gør de bl. a. ved ”at give os ren luft og vand, beskytte biodiversitet og ved at fungere som en stopklods mod klimaforandringer”.
Plantager er desværre ikke lige så gavnlige for os, mener organisationerne.
For nok kan de kendes ved, at det er et større område med træbevoksning, men deres bidrag i forhold til CO2-optagelse og biodiversitet er i bedste fald tvivlsom.
”FAO’s definition som den står reducerer en skov til ethvert område dækket af træer, og ignorerer den strukturelle, funktionelle og biologiske diversitet af andre elementer, der udgør en skov, såvel som den kulturelle vigtighed af interaktionen mellem skov og lokale fælleskaber”, skriver organisationerne i brevet, og fortsætter:
”Denne definition gavner primært tømmer-lobbyen og industriel trævirksomhed indenfor pap, papir og gummi. Definition lader 300 millioner mænd og kvinder på verdensplan, der er direkte afhængige af skove for deres livsførelse, i stikken.”
Ingen gevinst for biodiversitet og CO2-koncentration
Problemet med plantager er, at de oftest er monokulturelle. Det vil sige, at der kun vokser en type træ på et stort område. Derfor gavner plantager ikke biodiversitet.
Desuden er træerne blevet plantet med det formål, at de skal udnyttes industrielt og skal fældes forholdsvis hurtigt igen. De kan dermed ikke lagre CO2 i særligt lang tid.
I en undersøgelse af et norsk projekt i Tanzania viste det sig, at plantager med fyrretræ og eucalyptus sandsynligvis udleder mere CO2, end hvis man havde undladt at plante træerne.
De hurtigtvoksende træer dræner desuden området for grundvand, hvilket giver problemer for både biodiversitet og lokalbefolkninger.
Wally Menne fra den sydafrikanske organisation Timberwatch Coalition er en af hovedmændene bag undersøgelsen, og han har tidligere forklaret i en mail til U-landsnyt.dk, at der hersker en anden forståelse af skov i Afrika:
“Et problem er, at regeringerne I Norge, Sverige, Finland (og sandsynligvis også Danmark) ikke forstår, at industrielle tømmerplantager ikke er rigtig skov. I Afrika har vi en helt anderledes forståelse af, hvad skov er”, forklarer han.
”Skov er et komplekst økosystem kendetegnet ved en høj diversitet af træsorter, som skaber plads til tusindevis af andre oprindelige planter og dyr, der leverer mad, medicin, tøj og husly til oprindelige folk og lokale fællesskaber”, fortsætter han.
Spørgsmålet er dermed ikke så meget, hvorfor man fejrer skovene d. 21. marts, men snarere, hvad man fejrer.
Besøg FAO’s skovside her: http://www.fao.org/forestry/international-day-of-forests/en/
Læs og hør mere på Radio Mundo Real: http://www.radiomundoreal.fm/7497-we-insist-plantations-are-not?lang=es
Læs rapport fra Timberwatch Coalition her: http://www.timberwatch.org.za/index.php?id=53
Download artikel på dansk om plantage i Tanzania her: http://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=15&ved=0CD8QFjAEOAo&url=http%3A%2F%2Fcare.dk%2Fwp-content%2Fuploads%2F2012%2F10%2FNoah-Tanzania_web_Et-minus-til-REDD.pdf&ei=ePQuU5jBIYbj4wTq4ICgCQ&usg=AFQjCNFw8y4ukiIXv1iFA5X0Gv2lE3ku7Q&bvm=bv.62922401,d.bGE