Trævarekoncernen Dalhoff Larsen og Hornemann (DLH) lancerer indenfor få uger en ny, offensiv miljøpolitik, som efter planen skal stille den danske trævaregrossist væsentligt stærkere end konkurrenterne, skriver dagbladet Børsen.
Den nye miljøpolitik er udformet efter dialog med private folkelige organisationer på miljøområdet, bl.a. Verdensnaturfonden WWF. Flere af organisationerne har kritiseret DLH voldsomt for at handle med især tropisk tømmer, der er fældet ulovligt, men hvor den danske koncern ofte har følt, at man har måttet tage ansvaret for alverdens miljø- og sociale problemer i skovene.
Et centralt led i den endnu ikke offentliggjorte politik bliver, at DLH vil sætte præcise mål på, hvor meget af det træ, koncernen køber og sælger, der skal være miljøcertificeret efter forskellige normer.
Dertil kommer, at DLH gennem sit nye globale IT-system kan registrere hver enkelt stykke tømmer tilbage til den præcise skov og det præcise træ, stykket stammer fra.
DLH har også været ude i politisk stormvejr på grund af sin samhandel med militærdiktaturet i Burma, anfører Børsen.