Den danske regerings Arabiske Initiativ vil være til gavn for de demokratiske processer og menneskerettighedsforhandlinger, der allerede nu spirer i den arabiske verden.
Men der er også behov for både teknisk rådgivning og politiske beslutninger, hvis de arabiske lande og Europa skal nærme sig hinanden, konkluderer leder af international afdeling i Institut for Menneskerettigheder i København, Birgit Lindsnæs, i en kronik i Berlingske Tidende.
Af Birgit Lindsnæs
Alt peger på, at regeringens Arabiske Initiativ, der fulgte i kølvandet på tegningekrisen, som udgangspunkt er fornuftigt set i forhold til det momentum, der er på menneskerettighedsområdet, og fordi der tydeligvis i den arabiske verden er et ønske om at indgå i et samarbejde med Europa.
Derfor bør initiativet ikke blot videreudvikles, men i højere grad fokusere på samarbejde på flere niveauer: det mellemfolkelige, det statslige og det politiske og på at skabe regionale løsninger.
Der er behov for både teknisk rådgivning og politiske beslutninger, hvis de arabiske lande og Europa skal nærme sig hinanden, og hvis partnerskaber for reformer skal udvikles.
Da der på den ene side allerede finder en modernisering sted, og da den arabiske region samtidig huser store, uløste konflikter, skal Europa med omhu sikre, at vi rent faktisk tager fat på at løse de problemer, som i befolkningernes øjne vil medvirke til at forbedre levevilkårene.
Da de europæiske og de arabiske regeringer ikke altid vil være enige om, hvad der skal til for at skabe reformer, vil det kræve en stor indsats og mange, gensidige diskussioner at udvikle partnerskaber, der kan danne udgangspunkt for at skabe fælles politiske og retslige standarder og fredelig sameksistens.
Og de arabiske lande vil gerne i dialog. Det er blevet bekræftet i kølvandet på tegningekrisen, men også før.
Der kommer et stigende antal arabiske delegationer til Danmark, som ønsker at diskutere spørgsmål af fælles interesse, herunder menneskerettigheder og sociale forhold, såvel i Europa som i de arabiske lande. Delegationerne omfatter foruden diplomater parlamentarikere, universitetsfolk, advokater, NGOer og religiøse ledere, og der indgår ligeledes et stigende antal invitationer til danske organisationer om at deltage i møder i de arabiske lande.
Udviklingen stemmer overens med den stigende politiske og sociale liberalisering i de arabiske lande, som dog stadig overvejende styres af enevældige konger og præsidenter med stærke statsapparater bag sig, og hvor der ikke er en skarp adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Disse regimer udfordres på den ene side af krav om reformer fra grupper med en demokratisk dagsorden, men på den anden side også af voldelige og yderliggående grupper, hvorved militær og personlig sikkerhed overskygger politiske spørgsmål i landene.
Staterne understøttes dog generelt af erfarne embedsværk og veltrænede militær-, politi- og efterretningsvæsener.
Denne relativt store statslige kapacitet er formodentlig også grunden til, at uddannelses- og sundhedsniveauet ifølge FNs udviklingsorganisation i mange af landene er væsentligt forbedret i de senere år.
Samtidig er der store fattigdomslommer og høj ungdomsarbejdsløshed og derfor et stort behov for sociale og økonomiske reformer.
På menneskeretsområdet sker der også overraskende fremskridt. Antallet af krænkelser ser ud til at falde, selv om der stadig finder urimelige overgreb sted.
Marokko har etableret en Sandhedskommission, der efterforsker politiske fængslinger mellem 1959 og 1999, omkring 20.000 sager. I Kuwait har kvinder fået stemmeret til lokalvalgene, og selv i Saudi-Arabien har kvinder fået plads i landets mest uafhængige institution, nemlig menneskerettighedskommissionen, der er etableret af kongedømmet.
Jordans nyligt etablerede menneskerettighedscenter arbejder med forebyggelse af tortur og fængselsforhold for unge i samarbejde med NGOer.
Centrets leder er tidligere efterretningschef og fhv. premierminister, hvilket kan virke modsætningsfyldt. Meget peger dog på, at det netop er tidligere højt placerede folk, som kan få indflydelse på reform-initiativer under denne type regime.
Egentlige retsreformer har ingen af de arabiske regimer dog for alvor taget initiativ til, selvom det er klart, at reformer må tage sit udgangpunkt her. Her kan Det Arabiske Initiativ måske gøre en forskel, men hvordan?
Da flere arabiske lande har givet udtryk for, at de ikke ønsker at blive betragtet som udviklingslande i traditionel forstand, og da det kan være godt at få politiske bindinger og magtrelationer på afstand, skal dialog og erfaringsudveksling måske i første omgang føres i mindre forpligtende sammenhænge, hvor ordet kan gives mere frit, end det er muligt nationalt.
Vi skal nemlig ikke overse, at det nogle gange er lettere at drøfte menneskerettigheder og retsreformer, hvis man er væk hjemmefra. Her kan det politiske og det mellemstatslige samarbejde spille en nøglerolle.
I 2005 og 2006 har der på FNs initiativ været holdt regionale møder i Cairo og Doha, hvor menneskerettighederne var på dagsordenen. Det har her været interessant at følge, hvorledes menneskeretsinstitutioner side om side med justitsministre og NGOer har talt sig til rette om, hvorledes rettigheder kan fremmes i regionen.
Det giver deltagerne styrke på hjemmebane til at fastholde en ellers vanskelig dagsorden. Mange ved godt, hvad der skal til for at skabe retssikkerhed og fremme af menneskerettighederne. De har brug for politisk og moralsk støtte, viden om hvorledes reformprocesser kan gennemføres og brug for at se, hvorledes rets- og velfærdssamfund fungerer i detaljen. Dette kan Europa bistå med.
Inden for det sidste årti er der etableret flere regionale samarbejdsfora, som kan give input til disse processer, bl.a. EuroMed, der består af NGOer fra mange lande i regionen og Europa og nationale menneskerettighedsinstitutioner fra Europa og den arabiske verden, som planlægger at mødes i juni og drøfte samarbejde om gennemførelse af menneskerettighedskonventioner.
Derudover er det lykkedes FNs Udviklingsprogram (UNDP) at bringe moderate muslimske organisationer sammen om at udarbejde en deklaration om principper for bekæmpelse af hiv og sikring af smittedes rettigheder inklusive brugen af kondom. Budskabet skulle nu efter sigende bringes videre i fredagsbønner.
Danske politikere og embedsmænd bør overveje, hvorledes samarbejde mellem Europa og den arabiske region kan styrkes. Mange spørgsmål har tværregional karakter og bør drøftes sådan. Vigtigst er det fra starten, at kommunikationen bliver tovejs og har karakter af en løbende, fremadskridende dialog om problemstillinger, som berører vore forskellige regioner.
Da både den arabiske region og Europa allerede har regionale mellemstatslige samarbejdsorganisationer – hhv. Den Arabiske Liga og EU – er det måske en mulighed også at indlede en dialog mellem disse organisationer, inklusive deltagelse af politikere, embedsværk og civilsamfundet.
De kunne sammen udarbejde dagsordener til, hvad hver region ønsker at drøfte. Listen af emner er nem at få øje på, men det vil nøje skulle afvejes, om man bør starte med de vanskelige eller mindre de vanskelige.
Udfordringer skal tænkes samlet og integreret såvel som hver for sig. Det er vigtig at se både på sikkerhed og forebyggelse af terrorisme som på menneskerettigheder og retssikkerhed, økonomisk udvikling, samhandel og migration. Samtidig bliver Europa og de andre lande nødt til at sætte fokus på at løse Israel/Palæstina-konflikten og understøtte Irak i at skabe fred og sikkerhed.
Der kan helt sikkert trækkes på erfaringerne fra EU og Helsinki-processerne. Sidstnævnte førte til etableringen af den mellemstatslige samarbejdsorganisation OSCE, som banede vejen for et samarbejde mellem 54 lande i Europa, det tidligere Sovjetunionen, USA og Canada. Det enestående var her, at beslutninger om vanskelige emner blev taget i enighed.
En af nøglerne til fred og sikkerhed i Europa har netop været EUs integrering af politisk og teknisk samarbejde og af handel med sikkerhed, sikkerhed med menneskerettigheder, menneskerettigheder med retssikkerhed, retssikkerhed med politireformer, politireformer med efterretningssamarbejde osv. Med udgangspunkt i den enkeltes retssikkerhed.
Såvel Europa som den arabiske verden har interesse i at forebygge terrorisme og fremme fredelig sameksistens, ligesom et stigende antal arabiske regimer har taget hul på at diskutere menneskerettigheder og retsikkerhed.
Embedsmænd fra fagministerier i de 2 regioner bør kunne finde sammen om at definere fælles dagsordener. Selv om der givetvis vil være langt til politiske beslutninger, kunne disse drøftelser bane vejen for nytænkning og input til de politiske processer.
Elementer i et samarbejde bør ses som én samlet indsats for fremme af de overordnede mål, som også er udgangspunktet for regeringens og Folketingets strategi for Det Arabiske Initiativ.
Kronikken stod i Berlingske Tidende den 14. maj 2006 og er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af Institut for Menneskerettigheder.
