Af Søren Brix Christensen
Selv om der er sket et gennembrud i den danske aids-politik, fordi VK-regeringen endelig har anerkendt betydningen af aids-behandling i u-landene, er hjælpen langtfra tilstrækkelig, skriver Søren Brix Christensen i en kronik mandag i Berlingske Tidende. Han fortsætter:
ONSDAG i sidste uge meddelte Udenrigsministeriet i al stilfærdighed, at det har godkendt ansøgninger på godt 20 mio. kr. til aids-bekæmpelse i u-landene. Var det ikke, fordi meddelelsen kom dagen efter folketingsvalget, havde den helt sikkert skabt større opmærksomhed.
For af de første 20 mio. kr., Udenrigsministeriet nu har uddelt af den særlige hiv/aids-pulje på 100 mio. kr., som regeringen sidste år afsatte til aids-bekæmpelse, er mere end tre fjerdedele givet til projekter, der omfatter behandling af aids-patienter.
Det drejer sig om et Røde Kors projekt til udvikling af en hiv/aids-behandlingsmodel i landområder i Zimbabwe (11 mio. kr.) og Ibis-projektet “aids-behandlingens ABZ” i Namibia (4,6 mio. kr.).
Det er første gang nogensinde, at den danske regering giver direkte støtte til behandling af aids-syge i u-landene. Regeringen bryder dermed med mange års politik om kun at støtte forebyggelsesprojekter i aids-bekæmpelsen i Den 3. Verden.
Den nye linje i den danske aids-politik hilser vi i Læger uden Grænser meget velkommen. Vi har nemlig i de seneste 4 år kæmpet for at få Danmark til at vedkende sig, at forebyggelse ikke kan stå alene, men må suppleres med behandling, hvis vi skal vinde kampen mod aids.
Det er derfor også glædeligt, at den “medicinske apartheid”, som har præget dansk politik på området – og som jeg omtalte første gang i en kronik i Berlingske Tidende 7. december 2000 – nu forlades med et nyt og bredere sigte.
Alle eksperter er enige om, at hiv/aids-sygdommen, som hver måned koster 240.000 livet, skal og kan bekæmpes med både forebyggelse og behandling. Det er derfor kun godt, at Danmark nu er kommet på banen.
Der er dog lang vej endnu. Kun 700.000 aids-syge i udviklingslandene får i dag behandling ud af de 6 millioner, der har akut behov. Og det på trods af, at alle ved, at aids er et stort problem i u-landene, hvor næsten 40 millioner har sygdommen og vil dø inden for de næste par år, medmindre de kommer i behandling.
Skønt sygdommen nu kan behandles relativt billigt, er det alligevel utroligt svært at skaffe penge til behandling. Enkelte regeringer er noget tøvende begyndt at give støtte til aids-behandling, men beløbene er stadig meget små i forhold til det store behov. Meget af regeringernes støtte er desuden behæftet med en række krav, som forhindrer, at pengene kan bruges øjeblikkeligt og effektivt.
Det er glædeligt, at nødhjælpsorganisationernes indsats i aids-behandlingen honoreres, da der ofte er mere fleksibilitet og omstillingsparathed blandt NGOerne end i de store FN-organisationer. Men det har taget urimelig lang tid og hundredtusinder af døde, før behandling er blevet inkluderet i hiv/aids-strategien verden rundt – også i Danmark.
Først argumenterede regeringerne med, at behandlingen af aids-syge i u-landene var for dyr, hvorefter det lykkedes bl.a. Læger uden Grænser at opnå en massiv reduktion i prisen, så medicinen blev mere end hundrede gange billigere.
Dernæst sagde regeringerne, at behandling er teknisk umulig at gennemføre i u-landene, hvorefter vi udviklede programmer, som tydeligt har bevist, at det kan lade sig gøre.
Så sagde de vestlige regeringer, at man får mere for pengene ved at bruge dem på forebyggelse. Men vi beviste, at tilbud om behandling styrker den forebyggende indsats, og at det samtidig skaber både større åbenhed og ændret seksuel adfærd.
Regeringernes næste argument var, at behandling er urealistisk, når afrikanske regeringer nægter at erkende eksistensen af sygdommen. Så vi udførte lobbyarbejde hos disse regeringer, som resulterede i, at de startede deres egne behandlingsprogrammer.
Så blev argumentet, at behandlingen vil forårsage resistens, fordi folk i u-lande er for uuddannede til at tage deres piller regelmæssigt.
Hvorefter vi påviste, at de faktisk er bedre til at tage piller end folk i Vesten. Et faktum, der blev bekræftet af dr. Catherine Hankins fra UNAIDS på udviklingsminister Bertel Haarders aids-høring 25. november 2004.
Således har undskyldningerne for ikke at tilbyde behandling nærmest stået i kø; målstolperne bliver flyttet hver gang, vi skaffer bevis for, at tidligere tvivl og argumenter er blevet irrelevante.
Der er stadig overvældende modstand hos vestlige regeringer mod aktivt at hjælpe ofrene for den største epidemi i vor tid. Når man har set de forfærdelige lidelser, som sygdommen påfører disse mennesker, er det svært at forstå langsommeligheden hos politikerne.
Uden behandling er de aids-ramte dømt til en pinefuld død. Ofte forværret gennem social isolation så snart det bliver kendt, at de har aids – på samme måde som spedalske blev smidt ud af samfundet i Europa, før der fandtes behandling for sygdommen.
Man kan måske godt forstå en sådan reaktion dengang. For uden mulighed for behandling bliver mennesker med infektionssygdomme en trussel mod dem, som ikke er smittet. Men stigmatiseringen af aids-ramte foregår stadig, selv om vi befinder os langt væk fra de syge, og der findes medicin mod sygdommen.
Til trods for at vor tid er kendetegnet ved, at vi taler åbent om alle aspekter af sex, dømmer vi åbenbart dem, som har en seksuelt overført sygdom.
Hvordan kan vi ellers forklare den rystende ligegyldighed, som den vestlige verden udviser over for de godt 40 millioner aids-smittede, der vil dø en langsom og pinefuld død – mange endda dømt til at efterlade deres børn til prostitution på gaderne eller som børnesoldater?
Vi har mulighed for at forhindre døden for tusinder, hvis vi vil. Det er ligetil, skulle man mene. Men virkeligheden er anderledes.
Gennem de sidste 4 år er antallet af hiv-smittede børn næsten tredoblet til op mod 3 millioner på verdensplan. Og ifølge FNs seneste globale aids-rapport er antallet af voksne og børn, der lever med hiv, det højeste nogensinde med godt 40 millioner smittede. Over 3 millioner mennesker er døde af aids i det forløbne år.
I forbindelse med udgivelsen af rapporten udtalte generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen WHO, dr. Lee Jong-Wook, at “kun ved at kombinere forebyggelse og behandling kan den globale spredning af aids stoppes. Vi ved, at den forebyggende indsats virker bedre, når den kombineres med tilbud om behandling”.
Selv om WHO således kraftigt opfordrer til at inddrage behandling i aids-bekæmpelse, vælger det meste af den vestlige verden konsekvent at ignorere de aids-syge patienter.
Hvorfor skal det være på den måde, når det nu kunne være anderledes? Handler det om det penge? Ligegyldighed? Vanetænkning? Fordomme? Kynisme?
Uanset årsagen er det et banebrydende skridt, når vi nu ser, at den danske regering endelig anerkender betydningen af aids-behandling. Det, der nu er udfordringen, er at tilføre de nødvendige midler, så indsatsen står mål med omfanget af problemet.
Konsekvenserne af aids-epidemien er for store til, at det kan retfærdiggøres at læne sig tilbage og vente på, at der afsættes ressourcer nok til effektivt at komme i gang med såvel forebyggelse som behandling. Det enkelte menneske har en moralsk pligt til at handle – og til at handle nu.
40 millioner mennesker kan virke som et overvældende antal, men vi bør ikke tillade, at tal og statistikker lammer vores ansvarsfølelse.
Det har vort engagement i flodbølge-katastrofen i Asien vist. Her har vi stået sammen med resten af verden og indsamlet mere end 275 mio. kr. Sammenlagt har verden givet tilsagn om mere end 22 milliarder kr. til Asien.
Det er et beløb, der vil kunne holde alle verdens aids-syge i live i 4 år. Der er derfor behov for en “flodbølge-effekt” på hiv/aids-området.
De godt 16 mio. kr., Udenrigsministeriet nu har givet til projekter, der omfatter behandling, er en kærkommen og længe ønsket ændring af den danske strategi på området.
Men beløbet er stadig helt utilstrækkeligt i forhold til behovet. Vi må derfor kraftigt opfordre regeringen til at afsætte endnu flere midler, så de positive takter, som nu er slået an, bliver videreført, så der kan sættes ind med både forebyggelse og behandling.
For de 2 ting hænger uløseligt sammen i aids-bekæmpelsen.
Læge Søren Brix Christensen er formand for den danske afdeling af organisationen Læger uden Grænser. Kronikken stod i Berlingske Tidende mandag den 21. februar 2005 og gengives med tilladelse fra bladet.
