Hvordan kan det være den danske stats opgave at udvikle civilsamfundet i den tredje verden? Hvordan kan embedsmænd – udsendt af den danske stat – lære den vietnamesiske fagbevægelse at blive mere uafhængig af statsapparatet?.
Sådan sammenfatter Kristeligt Dagblad indledningen til en kronik, som Helene Ellemann-Jensen har skrevet i avisen.
Af Helene Ellemann-Jensen
International rådgiver i Fagligt Fælles Forbund (3F)
EN MÆRKVÆRDIG TENDENS synes i al ubemærkethed at have sneget sig ind i den danske udviklingsbistand.
Flere og flere af de penge, som førhen gik til, at danske NGOer (kirkelige organisationer, handicaporganisationer, menneskeretsorganisationer, fagbevægelsen m.v.) kunne samarbejde med deres søsterorganisationer i den tredje verden, går nu til aktiviteter, som planlægges og gennemføres af den danske stat. I nogle tilfælde med danske organisationer som underentreprenører.
Og imens synes NGOernes egne initiativer at få stadig sværere vilkår.
“Don’t call us – we’ll call you”. Sådan er Udenrigsministeriets besked til NGOerne i forbindelse med ”Det Arabiske Initiativ”. Initiativet, som blev lanceret i 2003, har til formål at skabe en bredere dialog med landene i Mellemøsten – fra Marokko til Iran. Dette skal bl.a. ske ”gennem bilaterale indsatser inden for demokratisering og opbygning af civilsamfund”. Der er 100 millioner kr. årligt til rådighed i puljen.
Men det er ikke midler, som NGOerne selv kan søge. Det er nemlig ministeriet, der tager sig af at identificere organisationer i de arabiske lande, som er demokratisk og reformvenligt indstillet. Herefter håndplukker de en dansk organisation, som kunne tænkes at have lyst til at indlede et samarbejde med den pågældende arabiske partner.
Et sådant arrangeret ægteskab kan formodentlig i mange tilfælde fungere fint. Men det overser de ressourcer og erfaringer, som ligger i NGOernes naturlige, internationale netværk. Og det fremmer næppe mangfoldigheden i de civile samfund.
Når det gælder støtte til Central- og Østeuropa, hedder puljen ”Naboskabsprogrammet”. Programmet råder over 850 millioner kr. til Rusland, Ukraine, Balkan m.v. fra 2004 til 2007.
Tidligere fandtes projektmidler (bl.a. Freds- og Stabilitetsrammen og Demokratifonden), som danske NGOer selv kunne søge, men disse muligheder er nu lukket. Under Naboskabsprogrammet er det Udenrigsministeriets embedsmænd og konsulenter, der gennemfører analyserne og formulerer projekterne, som så bliver sendt i offentligt udbud. Herefter kan konsulentfirmaer, NGOer m.fl. byde på opgaverne.
Det kan f.eks. betyde, at det bliver COWI (og ikke 3F), der skal ud og rådgive fagforeningerne i Ukraine om, hvordan de skal forholde sig til arbejdsmiljøsager, eller hvordan de skal uddanne deres tillidsrepræsentanter.
Her er spørgsmålet ikke blot, hvilke forudsætninger et privat konsulentfirma har for at udføre den slags opgaver – det er også, om vi vil acceptere, at civilsamfundet i vore samarbejdslande skal opbygges og demokratiseres med hjælp fra virksomheder, der først og fremmest har kommercielle interesser.
Et særlig absurd eksempel på, hvordan den danske stat søger at få eneret på støtten til civilsamfundet, kommer fra Vietnam.
I Vietnam er det svært at tale om et uafhængigt civilsamfund. De organisationer, der findes, er tæt knyttet til kommunistpartiet og statsapparatet. Dette gælder også fagbevægelsen, som SiD (den ene af organisationerne bag 3F) har haft kontakt med i mange år – bl.a. for at hjælpe den med at ruste sig til de opgaver, der følger med at fungere i en markedsøkonomi som en fri og uafhængig fagbevægelse.
De store, økonomiske omvæltninger, som Vietnam har gennemgået i løbet af det seneste årti, har endnu ikke for alvor smittet af på det politiske system. For fagbevægelsen er det stadig en stor udfordring at løsrive sig fra parti- og statsapparat, men der er klare tegn på, at det er den vej, udviklingen går.
I 3F ville vi gerne hjælpe vore vietnamesiske kolleger med løsrivelsesprocessen. Vi mente, at det netop måtte være organisationer som vores, der var tænkt på i den danske Civilsamfundsstrategi, som Folketinget har vedtaget.
Den fremhæver de ”medlemsbaserede interesse- og frivilligorganisationer med rod og hovedindsatsområde i Danmark” og nævner, at ”disse NGOer har særlige komparative fordele frem for den statslige bistand med hensyn til at støtte udviklingen af ligesindede civilsamfundsorganisationer i udviklingslandene”.
Vi søgte derfor penge hos Udenrigsministeriet til et projektsamarbejde mellem 3F og den vietnamesiske fagbevægelse. Projektet faldt godt i tråd med den officielle, danske politik, som nemlig er – via danske organisationer – at bidrage til opbygningen af et stærkt civilsamfund i Syd.
I Civilsamfundsstrategien hedder det bl.a., at ”styrkelse af civilsamfundets organisationer i udviklingslandene ses som en vigtig del af udviklingen af demokratiske samfund. I civilsamfundet skabes der således et med- og modspil til regeringer, der kan sikre både aktiv deltagelse i formulering og gennemførelse af reformer”.
Vi fik ikke pengene til projektet. Udenrigsministeriet besluttede nemlig, at den danske stat – alene – skal tage sig af at hjælpe den vietnamesiske fagbevægelse med at blive uafhængig af statsapparatet. Uden at have danske, faglige organisationer til at “gå i vejen” for de store drenge.
Med til historien hører, at det danske Udenrigsministerium er ved at starte et såkaldt Erhvervssektorprogram Vietnam, som skal være med til at styrke det vietnamesiske erhvervsliv.
Programmet har en komponent, som indeholder et samarbejde med arbejdsmarkedsinstitutioner, arbejdsgiverforeninger og fagforeninger med henblik på at forbedre arbejdsforholdene i den private sektor. Udenrigsministeriet søger allerede nu efter rådgivere til programmet, bl.a. en fagforeningsrådgiver, som – i sin egenskab af dansk, statsansat embedsmand – skal ud og rådgive den vietnamesiske fagbevægelse om, hvordan den kan blive mere uafhængig af staten…
Lyder det logisk?
Ministeriets argumentation er, at man gerne vil høste nogle erfaringer med at støtte den vietnamesiske fagbevægelse igennem Erhvervssektorprogrammet, før man så at sige slipper danske fagforeninger løs. I stedet for at bygge på de erfaringer og det tillidsforhold, som 3F har opnået igennem 10 års samarbejde med vores vietnamesiske søsterorganisation, så vil man altså hellere starte uden noget erfaringsgrundlag.
Hvad er det, der er ved at ske med dansk NGO-bistand? Fremme af demokrati og menneskerettigheder fremhæves igen og igen af regeringen, men i praksis udelukkes de danske NGOer i stigende grad fra denne proces.
Det er den danske stat, som definerer hvilke danske organisationer, der bliver inviteret til at arbejde i de arabiske lande og Central- og Østeuropa. Hvis man ikke er ”inde i varmen” hos Udenrigsministeriet, er det bare ærgerligt.
Hvordan kan Udviklingsminister Bertel Haarder – som liberal i ordets bedste forstand og med sin grundtvigske højskolebaggrund – acceptere, at civilsamfundets organisationer i stigende grad reduceres til entreprenører, som leverer ydelser, der er defineret og rekvireret af staten?
Det er svært at tro på, at den danske stat vil få særlig meget held med at udvikle civilsamfundet i Syd. Og samtidig er det uforståeligt, at man ikke fra dansk side gør mere brug af de mange kontakter og netværk, som findes imellem civilsamfundets organisationer verden over.
Der tales meget om, at vi i den vestlige verden skal bidrage til at demokratisere landene i Syd, hjælpe dem med at opnå god regeringsførelse og at overholde menneskerettighederne. Men demokrati er ikke noget, man kan indføre fra oven – blot ved at afholde valg og justere lovgivningen.
Et ægte demokrati kræver et stærkt og aktivt civilsamfund, som tør give regeringerne ”med- og modspil”, som det så flot hedder i de officielle, danske papirer. Det er den danske stat næppe den bedst egnede til at fremme.
Kronikken stod i Kristeligt Dagblad fredag den 21. februar 2005 og er venligst stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af kronikøren.
Fagligt Fælles Forbund (3F) er en sammenslutning af SiD og Kvindeligt Arbejderforbund.
